Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/316

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
298
Harald Haardraade.

let klædte og derfor ikke ſaa godt kunde udholde Kulden, ſom Nordmændene, der vare vel forſynede vaade med Vaaben og Klæder. Harald lod det nødvendige Mandſkab blive tilbage for at pasſe paa Skibene; med de øvrige gik han Jarlen imøde. Han var ſelv til Heſt, ſaa vel ſom en Deel af hans Hær, men de fleſte gik til Fods. Han tog Vejen over en Skov og nogle Myrer, indtil han kom til et højtliggende Holt, hvorfra Nordmændene kunde ſee Jarlens Hær paa den anden Side af Dalføret, i hvis Bund der var en Myr. Harald lod ſine Mænd gjøre Holdt øverſt oppe paa Skrenten lige over Dalen, og bad dem at blive ſiddende her, beſkyttede af deres Skjolde mod Snefoget, og af deres gode Klæder mod Kulden, indtil enten Jarlens egen Hidſighed, eller den uudholdelige Froſt drev Gauterne til at begynde Angrebet, hvorved Nordmændene, der indtoge det højere Stade, vilde have afgjort Fordeel over dem[1]. Paa ſin Side indſkærpede ogſaa Haakon ſine Folk at de ſkulde oppebie Haralds Angreb. For øvrigt opmuntrede han dem paa det ivrigſte, lovede at gjøre ſin yderſte Flid, og forſikre-de, at om han end ikke var ſaa fornem ſom Kong Steenkil, ſkulde de dog være lige ſaa vel tjente med at have ham til Anfører, ſom denne. I Haakons Hær var Veſtgauternes Lagmand, ved Navn Thorvid eller Thyrvid[2]: ogſaa han ſøgte at ſætte Mod i Hæren. Siddende paa ſin Heſt, der var tøjret til en Pæl, begyndte han ſin Tale ſaaledes: „Vi have en ſtor og vakker Hær, og her ere mange kjekke Mænd, i Jarlen have vi en dygtig Anfører; lad nu ogſaa Kong Steenkil ſpørge, at vi underſtøtte denne gode Jarl ſom det ſømmer ſig. Angribe Nordmændene os, ſaa lad os viſe at vi kunne tage godt imod dem. Om end de unge blandt os tabe Modet og vige, ſaa ville vi dog ikke rende længer end til Bekken, i alle Fald ikke længer end hiſt til Højen“. Men juſt

    Stedet for „Væneren“ (ſe I. 2. S. 778, Noten), ligeſom der paa det Sted, hvor der handles om Olaf Tryggvesſøns Fødſel, ſynes at have fundet en Forvexling Sted mellem Randsfjorden og Øjeren — maa man antage, at den Beretning, Morkinſkinnas Bearbejder her har haft for Øje, handlede om en Flytning af Skibene lige fra Oslo til nærmeſte Indſø, nemlig Øjeren, (ligeſom den, Kong Haakon Haakonsſøn ſenere foretog i 1227, ſe hans Saga Cap. 152, 153) derfra videre op ad Glommen til Vingerſø, fra denne til Vrangselven, og derfra til Væneren. Paa denne Maade vilde han komme meeſt uvæntet over Gøterne; det eneſte, der kunde ſynes at tale med denne Beretning, er den Omſtændighed at Harald neppe vilde have taget Vejen gjennem Raumarike uden efter at have ydmyget dets Beboere.

  1. Morkinſkinna lader Harald overnatte paa Bakken, hvilket ſynes mindre rimeligt, i Betragtning af Kulden.
  2. Morkinſkinna kalder ham Thorfinn; hans rette Navn er Thorvid, Thorvi eller Thyrvid, (ligeſom Thorgils i ſvenſke Skrifter ofte ſkrives Thyrgils); han er upaatvivlelig den i Veſtgøtalagen S. 396 under Navnet Þyrnir omtalte Lagmand, og man bør viſt her læſe Þyruir (Þyrviðr), ej Þyrnir.