om at faa et Jarldømme til, og skulde han falde, saa taber du dog ikke stort derved, da han ej er din Undersaat. Steenkil, der i sin Tid havde været en dygtig Kriger og ypperlig Bueskytte, men som nu var gammel, feed og tungvindt, og vant ved Magelighed og Vellevnet[1], syntes godt om dette Forslag, men Haakon selv vilde dog ikke indlade sig derpaa, førend Kong Sven havde tilsagt ham sit fuldkomne Venskab ligesom før. Hertil var Sven strax villig, og uagtet han tilsyneladende overholdt Freden med Harald, var det dog nu lykkets ham at opstille ham en farlig Modstander i Haakon, der som Jarl over Halland, Vestergautland og Vermeland, eller, som man i Tydskland vilde have kaldt det, Markgreve ved den norske Grændse, var i Besiddelse af en Magt, som næsten kunde kaldes kongelig, ikke at tale om det Tilhæng, han havde blandt Haralds egne Undersaatter[2].“ Hvad der ogsaa, især efter de Tiders Anskuelser, bidrog til at forøge hans Indflydelse paa disse, var, at han ved sit Giftermaal med Ragnhild var kommen i Besiddelse af hendes Fader Magnus’s Merke eller Banner, mod hvilket det maatte holde haardt at stride for mangen Veteran, hvem det i Venderslaget paa Lyrskovshede havde viist Vejen til Sejr og Hæder[3]. Men jo farligere Haakon var, desto forsigtigere gik Harald ogsaa til Verks. Uden at aabenbare det mindste om fine Planer, tilbragte han Sommeren med alskens Fornøielser; men da Vintren nærmede sig, drog han til Kongehelle, tog der alle de lette Skive, han kunde faa fat paa, i alt 60, bemandede dem med udsøgte Folk, og styrede opad Elven med dem, lod dem drage over Land forbi Fosserne, og kom heldigt med dem op i Væneren[4], hvor han strax satte over til Østsiden; thi her, vidste han, laa Haakon Jarl med en Hær af Gauter. Kongen styrede ind i Udløbet af en Elv, og gjorde Landgang. Det var koldt og sneede; dette betragtede Kongen som et Held, deels fordi det i Snefoget vilde blive Gauterne saa meget vanskeligere at bringe sit Gods i Sikkerhed for Nordmændene, deels ogsaa fordi Gauterne sædvanligviis plejede at være
- ↑ „Steenkil var en feed Mand og tung af sig, og meget kjær i Drik“, siger Morkinskinna. Om hans Dygtighed som Bueskytte og Kjærlighed til Vestgauterne vidner Kongerækken i Vestgøtaloven, Schlyters udg. S. 299.
- ↑ Om Underhandlingerne mellem Steenkil og Sven taler kun Morkinskinna, der her er noget vidtløftigere end den anden Sagabearbejdelse.
- ↑ Merket beskrives i Morkinskinna som meget prægtigt og udsyet med Guld.
- ↑ Dette er Hryggjarstykkes, Hrokkinskinnas og Snorres Fortælling, Harald Haardraades Saga Cap. 89, Snorre Cap. 74. Morkinskinna siger derimod: „Harald meldte intet om sin Rejse, lægger først Skibene op i Mjøsen, og derpaa op i Væneren efter Elven“. Da der i Sagaerne, og fornemmelig i den Klasse af dem, hvortil Morkinskinna hører, hersker stor Forvirring med Hensyn til de oplandske Indsøer — vi have saaledes seet „Mjøsen“ nævnt i
