Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/315

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
297
Krig med Gauterne.

om at faa et Jarldømme til, og ſkulde han falde, ſaa taber du dog ikke ſtort derved, da han ej er din Underſaat. Steenkil, der i ſin Tid havde været en dygtig Kriger og ypperlig Bueſkytte, men ſom nu var gammel, feed og tungvindt, og vant ved Magelighed og Vellevnet[1], ſyntes godt om dette Forſlag, men Haakon ſelv vilde dog ikke indlade ſig derpaa, førend Kong Sven havde tilſagt ham ſit fuldkomne Venſkab ligeſom før. Hertil var Sven ſtrax villig, og uagtet han tilſyneladende overholdt Freden med Harald, var det dog nu lykkets ham at opſtille ham en farlig Modſtander i Haakon, der ſom Jarl over Halland, Veſtergautland og Vermeland, eller, ſom man i Tydſkland vilde have kaldt det, Markgreve ved den norſke Grændſe, var i Beſiddelſe af en Magt, ſom næſten kunde kaldes kongelig, ikke at tale om det Tilhæng, han havde blandt Haralds egne Underſaatter[2].“ Hvad der ogſaa, iſær efter de Tiders Anſkuelſer, bidrog til at forøge hans Indflydelſe paa disſe, var, at han ved ſit Giftermaal med Ragnhild var kommen i Beſiddelſe af hendes Fader Magnus’s Merke eller Banner, mod hvilket det maatte holde haardt at ſtride for mangen Veteran, hvem det i Venderſlaget paa Lyrſkovshede havde viiſt Vejen til Sejr og Hæder[3]. Men jo farligere Haakon var, deſto forſigtigere gik Harald ogſaa til Verks. Uden at aabenbare det mindſte om fine Planer, tilbragte han Sommeren med alſkens Fornøielſer; men da Vintren nærmede ſig, drog han til Kongehelle, tog der alle de lette Skive, han kunde faa fat paa, i alt 60, bemandede dem med udſøgte Folk, og ſtyrede opad Elven med dem, lod dem drage over Land forbi Fosſerne, og kom heldigt med dem op i Væneren[4], hvor han ſtrax ſatte over til Øſtſiden; thi her, vidſte han, laa Haakon Jarl med en Hær af Gauter. Kongen ſtyrede ind i Udløbet af en Elv, og gjorde Landgang. Det var koldt og ſneede; dette betragtede Kongen ſom et Held, deels fordi det i Snefoget vilde blive Gauterne ſaa meget vanſkeligere at bringe ſit Gods i Sikkerhed for Nordmændene, deels ogſaa fordi Gauterne ſædvanligviis plejede at være

  1. „Steenkil var en feed Mand og tung af ſig, og meget kjær i Drik“, ſiger Morkinſkinna. Om hans Dygtighed ſom Bueſkytte og Kjærlighed til Veſtgauterne vidner Kongerækken i Veſtgøtaloven, Schlyters udg. S. 299.
  2. Om Underhandlingerne mellem Steenkil og Sven taler kun Morkinſkinna, der her er noget vidtløftigere end den anden Sagabearbejdelſe.
  3. Merket beſkrives i Morkinſkinna ſom meget prægtigt og udſyet med Guld.
  4. Dette er Hryggjarſtykkes, Hrokkinſkinnas og Snorres Fortælling, Harald Haardraades Saga Cap. 89, Snorre Cap. 74. Morkinſkinna ſiger derimod: „Harald meldte intet om ſin Rejſe, lægger førſt Skibene op i Mjøſen, og derpaa op i Væneren efter Elven“. Da der i Sagaerne, og fornemmelig i den Klasſe af dem, hvortil Morkinſkinna hører, herſker ſtor Forvirring med Henſyn til de oplandſke Indſøer — vi have ſaaledes ſeet „Mjøſen“ nævnt i