Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/314

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
296
Harald Haardraade.


Giſler: det var en god Handling; der ſluttedes fuldſtændigt Forlig med Vidner og fuld Fred, ſaa at der ej længer var nogen Strid: gid de nu maa vilde holde Forliget[1]. Saaledes blev da omſider den langvarige Fejde mellem begge Riger tilendebragt. Den, ſom høſtede mindſt Fordeel deraf, var Harald, der Aar efter Aar havde gjort koſtbare Udruſtninger i den Henſigt at erhverve Danmarks Rige, og ſom nu dog maatte lade Haabet derom fare, uden derved at erhverve Ro, da en ny og farlig Fejde foreſtod ham med hans egne Underſaatter. Sven derimod kunde priſe ſig lykkelig ved, at han endelig befandt ſig i rolig og uforſtyrret Beſiddelſe af Riget. Han havde hidtil ikke attraaet at erhverve Norge, og for ham var Krigens Henſigt opnaaet, naar Harald havde opgivet ſine Fordringer paa Danmark, ligeſom det ogſaa maatte være en ſtor Lettelſe for Danerne ſelv, at ſlippe de idelige Herjetog, hvormed Nordmændene hjemſøgte dem.

28. Haralds Fejde med Haakon Jarl og Gauterne. Oplændingerne tugtes.


Da Freden var ſluttet, og Harald ſaaledes ikke længer havde noget Angreb at befrygte fra Danmark, vendte han tilbage til Viken, ſandſynligviis, ſom ellers, til Oslo[2], hvor han tilbragte Reſten af Sommeren, beſkjeftiget med Planer til at tugte Veſtgauterne og Oplændingerne. Imidlertid ſendte han paany Bud til Oplandene efter ſine Skatter, men fik det ſamme Svar ſom for, med det Tillæg, at Bønderne intet vilde gjøre derved, førend Haakon Jarl kom til dem. Paa ſin Side ſøgte Kong Steenkil, der, ſom det heder, elſkede Veſtgauterne fremfor alle andre Mænd i ſit Rige, at ſikre ſig Biſtand af Kong Sven. Denne undſlog ſig, fordi han ej vilde bryde den nys ſluttede Fred, men bad ham at holde ſig til Haakon. Ivarsſøn ſelv, og indſætte ham til Jarl i Veſtergautland, ſaa vilde han nok kunne forſvare dette Landſkab. Haakon, ſagde Sven, er ærgjerrig, og vil ſynes meget godt

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73. Det er ovenfor nævnt, at Morkinſkinna og Fagrſkinna henføre denne Fredsſlutning til det 3die klar efter Ni“saa-Slaget, eller 1065. Dertil ſeer man, at Sagaſkriveren nærmeſt har ladet ſig bevæge ved et Vers af Thjodolf, hvor der ſtaar at „Freden ſluttedes i det 3 die Aar“. Men hvorledes dette ſkal forſtaaes, viſer Snorre Cap. 76, hvor Verſet anføres ſom Vidnesbyrd for, at der hengik to Vintre mellem Nisaa-Slaget og Freden. Aaret 1062 regnes ſaaledes ſelv ſom det førſte, 1063 ſom det andet, og 1064 ſom det tredie.
  2. Dette beſtyrkes deels deraf, at han ſynes at have været i Nærheden af Oplandene, til hvilke han ſendte Skatkrævere, deels deraf at Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre lade ham ſiden drage „til Kongehelle“, hvoraf det ſees, at i det mindſte disſe antog at han ej opholdt ſig i den ſydlige Deel af Viken.