Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/313

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
295
Fredsſlutning i Gaut-Elven.

handlinger, ſaa meget mere ſom det nu iſær for ham var af Vigtighed at faa frie Hænder. Sven havde altid ønſket Fred[1], og derfor var det naturligt, at Underhandlingerne, ſom Sagaerne ſige, tegnede til at faa et ønſkeligt Udfald. Der aftaltes et Mode mellem begge Konger paa Rigsgrændſen ved Gaut-Elven, altſaa maaſkee paa Daneholmen eller ſom i 1038 paa Brennøerne, og til dette Mode udruſtede man ſig om Vaaren fra begge Sider paa det bedſte, for at kunne optræde med tilbørlig Værdighed. Thjodolf Skald, der i ſine Kvad forevigede alle Haralds Bedrifter, har ogſaa i en Flokk beſkrevet dette Møde, ved hvilket han viſt var tilſtede. „Den Konge( ſiger han „der ivrigt vær-net om ſit Land, lukkede Havet lige nord fra Øreſund med Langſkibe, og ſtyrede ſtolt i Havn, de guldprydede Stavne kløvede Bølgerne, og Skibenes Planker ſkalv, medens Flaaden i hvaſt Vejr ſejlede veſtenfor Halland. Den edfaſte Harald har Skibe ude, medens Sven, den berømmelige Danekonge, iler ham imøde, og paa ſin Rejſe ſøndenfra fylder enhver Havn med ſine Stavne. Du, kjekke Harald, ſkyndte du dig ſydefter til det Mode ſom alle Daner ſaa ivrigt ønſkede, og ſom det ogſaa var paa Tide at holde; Sven paa ſin Side ilede ikke mindre ivrigt nordefter, men havde Storm at kæmpe med udenfor Kyſten“. Da Kongerne vare komne ſammen, og Forhandlingerne begyndte, fremkom Danerne med ſaa mange Klagemaal over hvad de havde lidt af Nordmændene, at det en Tidlang ej ſaa ud til at noget Forlig kunde komme iſtand. „Bønderne“, ſiger Thjodolf, „blive meget højrøſtede, og lade Ord falde, ſom ſætte ondt Blod: Thegnerne trætte og ere ikke forligeligt ſtemte, Overmodet ſvulmer. Men de Mænd, der kunne mægle mellem de ſtridende Parter, veje alle Sager mod hinanden, og her gjelder det at ſige Kongerne uforbeholdent alt hvad Folket ønſker; hvis Haulderne nu ſkilles ad i Vrede, ſaa er ene utidig Begjærlighed Skyld deri.“ Disſe forſtandige Mænds Mellemkomſt og viſe Tale, hvorom Skalden nævner, udrettede dog omſider ſaa meget, at der kom Forlig og Fred iſtand paa de Vilkaar, at enhver af Kongerne ſkulde beholde ſit Rige indtil de Grændſer, ſom fra gammel Tid havde været mellem Norge og Danmark; at ingen af dem ſkulde eftertragte den andens Rige; at der heller ikke paa nogen af Siderne ſkulde være Tale om Erſtatning, men at hver ſkulde beholde den Fordeel eller den Skade, han havde havt. Freden ſluttedes for begge Kongers Levetid, og bekræftedes ved Ed ſaa vel ſom ved Giſler, der ſtilledes af begge Parter. (1064). „Jeg har hørt“, ſiger Thjodolf, „at Harald og Sven glade gave hinanden

  1. Saxo (S. 554) ſiger at Sven, efter at have lidt tvende Nederlag, frygtede for at lade ſin Skjebne komme til Afgjørelſe ved Vaaben tredie Gang, da han allerede ved de to Slag ſaa Danmarks Velmagt knækket.