handlinger, saa meget mere som det nu især for ham var af Vigtighed at faa frie Hænder. Sven havde altid ønsket Fred[1], og derfor var det naturligt, at Underhandlingerne, som Sagaerne sige, tegnede til at faa et ønskeligt Udfald. Der aftaltes et Mode mellem begge Konger paa Rigsgrændsen ved Gaut-Elven, altsaa maaskee paa Daneholmen eller som i 1038 paa Brennøerne, og til dette Mode udrustede man sig om Vaaren fra begge Sider paa det bedste, for at kunne optræde med tilbørlig Værdighed. Thjodolf Skald, der i sine Kvad forevigede alle Haralds Bedrifter, har ogsaa i en Flokk beskrevet dette Møde, ved hvilket han vist var tilstede. „Den Konge( siger han „der ivrigt vær-net om sit Land, lukkede Havet lige nord fra Øresund med Langskibe, og styrede stolt i Havn, de guldprydede Stavne kløvede Bølgerne, og Skibenes Planker skalv, medens Flaaden i hvast Vejr sejlede vestenfor Halland. Den edfaste Harald har Skibe ude, medens Sven, den berømmelige Danekonge, iler ham imøde, og paa sin Rejse søndenfra fylder enhver Havn med sine Stavne. Du, kjekke Harald, skyndte du dig sydefter til det Mode som alle Daner saa ivrigt ønskede, og som det ogsaa var paa Tide at holde; Sven paa sin Side ilede ikke mindre ivrigt nordefter, men havde Storm at kæmpe med udenfor Kysten“. Da Kongerne vare komne sammen, og Forhandlingerne begyndte, fremkom Danerne med saa mange Klagemaal over hvad de havde lidt af Nordmændene, at det en Tidlang ej saa ud til at noget Forlig kunde komme istand. „Bønderne“, siger Thjodolf, „blive meget højrøstede, og lade Ord falde, som sætte ondt Blod: Thegnerne trætte og ere ikke forligeligt stemte, Overmodet svulmer. Men de Mænd, der kunne mægle mellem de stridende Parter, veje alle Sager mod hinanden, og her gjelder det at sige Kongerne uforbeholdent alt hvad Folket ønsker; hvis Haulderne nu skilles ad i Vrede, saa er ene utidig Begjærlighed Skyld deri.“ Disse forstandige Mænds Mellemkomst og vise Tale, hvorom Skalden nævner, udrettede dog omsider saa meget, at der kom Forlig og Fred istand paa de Vilkaar, at enhver af Kongerne skulde beholde sit Rige indtil de Grændser, som fra gammel Tid havde været mellem Norge og Danmark; at ingen af dem skulde eftertragte den andens Rige; at der heller ikke paa nogen af Siderne skulde være Tale om Erstatning, men at hver skulde beholde den Fordeel eller den Skade, han havde havt. Freden sluttedes for begge Kongers Levetid, og bekræftedes ved Ed saa vel som ved Gisler, der stilledes af begge Parter. (1064). „Jeg har hørt“, siger Thjodolf, „at Harald og Sven glade gave hinanden
- ↑ Saxo (S. 554) siger at Sven, efter at have lidt tvende Nederlag, frygtede for at lade sin Skjebne komme til Afgjørelse ved Vaaben tredie Gang, da han allerede ved de to Slag saa Danmarks Velmagt knækket.
