Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/312

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
294
Harald Haardraade.

Oplændingerne lagde ham heller ingen Vanſkeligheder i Vejen, men ſynes i enhver Henſeende at have begunſtiget ham, og da Harald, der tilbragte Vintren i Oslo, ſendte Mænd til Oplandene for at indkræve Skat og Landſkyld, fik han det Svar fra Oplændingerne, at de allerede havde indbetalt hine Afgifter til Haakon Jarl, og at de vilde vedblive at gjøre det, ſaa længe han var i Live. Med andre Ord, Oplændingerne befandt ſig ſaa godt ſom i Oprørs-Tilſtand.

Under disſe Omſtændigheder maatte det være Harald magtpaaliggende at faa ſluttet Fred med Kong Sven. Naar han ikke engang ved den ſtore Sejr udenfor Nisaa havde kunnet ſtede Sven fra Tronen, var der endnu mindre Udſigt dertil, efter at Haakon Jarl var bleven hans Fiende, og et farligt Oprør var udbrudt eller var nær ved at udbryde indenlands. Det er endog et ſtort Spørgsmaal, om det nogenſinde vilde kunne have lykkets ham at gjøre ſig til Herre over Danmark, ſelv om Haakon var bleven ham tro og ſlet ikke havde forenet ſig med Sven, thi naar han efter ſexten Sommeres uafladelige Fejde og flere betydelige Sejrvindinger ikke var kommen Maalet et Skridt nærmere, ſynes det, ſom om han gjerne kunde have fortſat Fejden i ſexten Sommere til, og endda være lige nær. Han vilde dog ſikkert have fortſat de aarlige Tog, hvis ikke Haakon Ivarsſøns Frafald og Urolighederne paa Raumarike havde tvunget ham til at gjøre en Ende derpaa, og for ſaa vidt kan man ſige at disſe Begivenheder indtraf heldigt, idet de fremſkyndede Freden. Denne Vinter, ſtaar der i enkelte Sagaer, foor der Bud og Ordſendinger mellem Norge og Danmark, tilkjendegivende at begge Parter, ſaa vel Nordmænd ſom Daner, vilde ſlutte Forlig indbyrdes, og bade deres Konger ſamtykke deri. Af disſe Ord ſkulde man ſlutte, at Underhandlingerne allerførſt ere blevne aabnede af begge Landes anſeede Mænd paa egen Haand, i Lighed med hvad der tidligere havde fundet Sted, Kongerne uadſpurgte[1]. Imidlertid er dette ſaa uſandſynligt, iſær naar man ſeer hen til Haralds ſtolte og myndige Sind, at man heller bor betragte hine Sagaers Ord ſom mindre nøjagtige, og antage, hvad der er det rimeligſte, at Fredsforſlaget er udgaaet fra en af Kongerne ſelv[2]. Hvilken af disſe det var, nævnes ikke, men da Harald den hele Tid var den egentlige Angriber og den ſom viſte ſig virkſom, medens Sven mere forholdt ſig pasſiv, ſkulde man og formode, at det var Harald, ſom førſt aabnede Fredsunder-

    Stykke viſtnok rigtigere, naar fraregnes, at de fremdeles betragte Haakon ſom virkelig Jarl paa Oplandene.

  1. Se ovf. I. 2. S. 540, jvfr. 353.
  2. I Morkinſkinna og Fagrſkinna (Cap. 196) ſtaar der kun, at „der ſattes Fred mellem Kongerne efter Nordmændenes og Danernes Raad“.