Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/312

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
294
Harald Haardraade.

Oplændingerne lagde ham heller ingen Vanskeligheder i Vejen, men synes i enhver Henseende at have begunstiget ham, og da Harald, der tilbragte Vintren i Oslo, sendte Mænd til Oplandene for at indkræve Skat og Landskyld, fik han det Svar fra Oplændingerne, at de allerede havde indbetalt hine Afgifter til Haakon Jarl, og at de vilde vedblive at gjøre det, saa længe han var i Live. Med andre Ord, Oplændingerne befandt sig saa godt som i Oprørs-Tilstand.

Under disse Omstændigheder maatte det være Harald magtpaaliggende at faa sluttet Fred med Kong Sven. Naar han ikke engang ved den store Sejr udenfor Nisaa havde kunnet stede Sven fra Tronen, var der endnu mindre Udsigt dertil, efter at Haakon Jarl var bleven hans Fiende, og et farligt Oprør var udbrudt eller var nær ved at udbryde indenlands. Det er endog et stort Spørgsmaal, om det nogensinde vilde kunne have lykkets ham at gjøre sig til Herre over Danmark, selv om Haakon var bleven ham tro og slet ikke havde forenet sig med Sven, thi naar han efter sexten Sommeres uafladelige Fejde og flere betydelige Sejrvindinger ikke var kommen Maalet et Skridt nærmere, synes det, som om han gjerne kunde have fortsat Fejden i sexten Sommere til, og endda være lige nær. Han vilde dog sikkert have fortsat de aarlige Tog, hvis ikke Haakon Ivarssøns Frafald og Urolighederne paa Raumarike havde tvunget ham til at gjøre en Ende derpaa, og for saa vidt kan man sige at disse Begivenheder indtraf heldigt, idet de fremskyndede Freden. Denne Vinter, staar der i enkelte Sagaer, foor der Bud og Ordsendinger mellem Norge og Danmark, tilkjendegivende at begge Parter, saa vel Nordmænd som Daner, vilde slutte Forlig indbyrdes, og bade deres Konger samtykke deri. Af disse Ord skulde man slutte, at Underhandlingerne allerførst ere blevne aabnede af begge Landes anseede Mænd paa egen Haand, i Lighed med hvad der tidligere havde fundet Sted, Kongerne uadspurgte[1]. Imidlertid er dette saa usandsynligt, især naar man seer hen til Haralds stolte og myndige Sind, at man heller bor betragte hine Sagaers Ord som mindre nøjagtige, og antage, hvad der er det rimeligste, at Fredsforslaget er udgaaet fra en af Kongerne selv[2]. Hvilken af disse det var, nævnes ikke, men da Harald den hele Tid var den egentlige Angriber og den som viste sig virksom, medens Sven mere forholdt sig passiv, skulde man og formode, at det var Harald, som først aabnede Fredsunder-

    Stykke vistnok rigtigere, naar fraregnes, at de fremdeles betragte Haakon som virkelig Jarl paa Oplandene.

  1. Se ovf. I. 2. S. 540, jvfr. 353.
  2. I Morkinskinna og Fagrskinna (Cap. 196) staar der kun, at „der sattes Fred mellem Kongerne efter Nordmændenes og Danernes Raad“.