i det 12te eller 13de Aarhundrede havde kunnet vedligeholde denne Ret, er det heel sandsynligt, at de i Midten af det 11te kunne have besiddet endnu større Forrettigheder. Da imidlertid slige Forrettigheder for en enkelt Deel af Landet maatte medføre mange Forviklinger, virke skadeligt for Rigets Sammenhold, og i det hele taget siges at stride mod god borgerlig Orden, hvilken Harald havde gjort sig det til Opgave at gjennemføre, kunde han fra sit Standpunkt umuligt finde sig deri, og maatte lade det være sig magtpaaliggende, saavidt muligt at sætte Oplændingernes Rettigheder paa lige Fod med Landets øvrige Indbyggere, medens det paa den anden Side ikke er at undres over, at Oplændingerne ansaa disse hans Bestræbelser som Brud paa Olaf den helliges Løfter, og højligen forbitredes derover, især da Harald vistnok her, som ellers, foor frem med alt for liden Lempe, og man desuden af ham, selv indfød Oplænding, havde væntet ganske anden Føjelighed. Hertil kom nu ogsaa, at Haakon Ivarssøn var særdeles afholdt af Oplændingerne, der toge Parti med ham mod Kongen, og vel ogsaa ophidsedes af ham til at gjøre Harald ivrig Modstand. Det lader til, at Haakon med en overordentlig Rastløshed har benyttet sit Ophold i Halland til at indlede Forbindelser med Vestgauterne, ja endog med Vermelændingerne, for at tilføje Harald saa megen Skade som muligt, ja maaskee endog at frarive ham Raumarike. Han opsøgte Kong Steenkil, vidste at vinde ham for sine Planer, og blev af ham forlenet med Vermeland, hvor vi finde ham endnu, samme Vinter, som han om Høsten var dragen i Landflygtighed, og hvorfra han i Spidsen for en heel Deel Gauter og Vermelændinger gjorde et Indfald paa Raumarike, og opkrævede Skatter og Landskyld, som om han virkelig var Oplandenes Jarl[1].
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 37, Snorre Cap. 72. I Morkinskinna tales der ikke om at Steenkil gav Haakon noget Landskab at bestyre førend efter Fredsslutningen, da Harald havde paaført Steenkil Krig. Men da denne Krig netop havde sin Aarsag deri, at Steenkil og Gauterne havde ydet Haakon Bistand, er de oven anførte Sagabearbejdelsers Udsagn i dette
at den Mulkt, der af Vedkommende betales for at have forsømt i rette Tid at opbygge nedfalden Kirke, deles ligt mellem Biskoppen, Kongen og „Bønderne“. Her er nemlig Biskoppen selv Sagsøger. I Cap. 25 heder det og: „af alt forbrudt Gods, hvorved Biskoppen selv optræder som Sagsøger, tilkommer ham ⅓, Kongen ⅓ og Bønderne ⅓“. Denne Bøndernes Deeltagen i Sagefaldet forekommer ej i Gulathings- og Frostathingsloven, hvor der ved verdslige Forbrydelser kun er Tale om Kongen og Sagsøgeren, eller Kongen alene, og ved gejstlige om Kongen og Biskoppen, eller Biskoppen alene. Paa samme Maade skiftes Sagefald, ifølge Vestgøtaloven, i tre Dele mellem „málségandin“ (d. e. Sagsøgeren), Kongen og Heredet, se Tyvebolken (yngre Bearb.) Cap. 4, 9, 31 o. fl. Det er meget muligt, at Harald paa Oplandene tilegnede sig Bøndernes Trediedeel, ligesom han vel og har fordret at de skulde gjøre Krigstjeneste til Søs, i det mindste paa hans egne Skibe.
