Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/311

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
293
Haakon Ivarsſøn gjør fælles Sag med Oplændingerne.

i det 12te eller 13de Aarhundrede havde kunnet vedligeholde denne Ret, er det heel ſandſynligt, at de i Midten af det 11te kunne have beſiddet endnu ſtørre Forrettigheder. Da imidlertid ſlige Forrettigheder for en enkelt Deel af Landet maatte medføre mange Forviklinger, virke ſkadeligt for Rigets Sammenhold, og i det hele taget ſiges at ſtride mod god borgerlig Orden, hvilken Harald havde gjort ſig det til Opgave at gjennemføre, kunde han fra ſit Standpunkt umuligt finde ſig deri, og maatte lade det være ſig magtpaaliggende, ſaavidt muligt at ſætte Oplændingernes Rettigheder paa lige Fod med Landets øvrige Indbyggere, medens det paa den anden Side ikke er at undres over, at Oplændingerne anſaa disſe hans Beſtræbelſer ſom Brud paa Olaf den helliges Løfter, og højligen forbitredes derover, iſær da Harald viſtnok her, ſom ellers, foor frem med alt for liden Lempe, og man desuden af ham, ſelv indfød Oplænding, havde væntet ganſke anden Føjelighed. Hertil kom nu ogſaa, at Haakon Ivarsſøn var ſærdeles afholdt af Oplændingerne, der toge Parti med ham mod Kongen, og vel ogſaa ophidſedes af ham til at gjøre Harald ivrig Modſtand. Det lader til, at Haakon med en overordentlig Raſtløshed har benyttet ſit Ophold i Halland til at indlede Forbindelſer med Veſtgauterne, ja endog med Vermelændingerne, for at tilføje Harald ſaa megen Skade ſom muligt, ja maaſkee endog at frarive ham Raumarike. Han opſøgte Kong Steenkil, vidſte at vinde ham for ſine Planer, og blev af ham forlenet med Vermeland, hvor vi finde ham endnu, ſamme Vinter, ſom han om Høſten var dragen i Landflygtighed, og hvorfra han i Spidſen for en heel Deel Gauter og Vermelændinger gjorde et Indfald paa Raumarike, og opkrævede Skatter og Landſkyld, ſom om han virkelig var Oplandenes Jarl[1].

    at den Mulkt, der af Vedkommende betales for at have forſømt i rette Tid at opbygge nedfalden Kirke, deles ligt mellem Biſkoppen, Kongen og „Bønderne“. Her er nemlig Biſkoppen ſelv Sagſøger. I Cap. 25 heder det og: „af alt forbrudt Gods, hvorved Biſkoppen ſelv optræder ſom Sagſøger, tilkommer ham ⅓, Kongen ⅓ og Bønderne ⅓“. Denne Bøndernes Deeltagen i Sagefaldet forekommer ej i Gulathings- og Froſtathingsloven, hvor der ved verdslige Forbrydelſer kun er Tale om Kongen og Sagſøgeren, eller Kongen alene, og ved gejſtlige om Kongen og Biſkoppen, eller Biſkoppen alene. Paa ſamme Maade ſkiftes Sagefald, ifølge Veſtgøtaloven, i tre Dele mellem „málségandin“ (d. e. Sagſøgeren), Kongen og Heredet, ſe Tyvebolken (yngre Bearb.) Cap. 4, 9, 31 o. fl. Det er meget muligt, at Harald paa Oplandene tilegnede ſig Bøndernes Trediedeel, ligeſom han vel og har fordret at de ſkulde gjøre Krigstjeneſte til Søs, i det mindſte paa hans egne Skibe.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 37, Snorre Cap. 72. I Morkinſkinna tales der ikke om at Steenkil gav Haakon noget Landſkab at beſtyre førend efter Fredsſlutningen, da Harald havde paaført Steenkil Krig. Men da denne Krig netop havde ſin Aarſag deri, at Steenkil og Gauterne havde ydet Haakon Biſtand, er de oven anførte Sagabearbejdelſers Udſagn i dette