Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/310

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
292
Harald Haardraade.

bud. Da Oplandenes Thingforening oprindelig ikke havde det mindſte med de nordenfjeldſke Thingforeninger at beſtille, men kun ved et Magtſprog var bleven forbunden med dem, og da Landliv- og Nærings-Forholdene paa Oplandene i mangt og meget vare forſkjellige fra de veſtlige og nordlige Kyſt-Egnes, er det ej alene muligt, men endog højſt ſandſynligt, at der i den oplandſke Lovgivning og fornemmelig i Opſtillingen af enhvers ſaakaldte „Ret[1]“ gjorde ſig andre, og for Bønderne maaſkee i det hele taget fordeelagtigere Grundſætninger gjeldende, end i Gulathings- og Froſtathings-Loven, uden at vi derfor behøve at antage, at St. Olaf har forbedret deres Kaar. Da den ældre Eidſivalov er tabt, paa Chriſtenretten og et ubetydeligt Brudſtykke af Landbo-Retten nær, kunne vi nu ikke med Beſtemthed vide, om den virkelig gav denne Thingforenings Medlemmer ſaadanne Forrettigheder; ja det er neppe engang ſandſynligt, at de, om de end paa St. Olafs Tid vare i Beſiddelſe af dem, havde beholdt dem paa den Tid da de ældre.Love bleve nedſkrevne, nemlig i det 12te eller 13de Aarhundrede. Men ſaa meget erfare vi dog, at den gamle Sefs- eller Eidſiva-Lov hjemlede Bønderne ſelv en Deel af Sagefaldet, hvilket ikke var Tilfældet i Gulathings- eller Froſtathings-Loven[2]; og naar Oplændingerne endnu

  1. Om „Ret“ (hos Tydſkerne Wehrgeld) ſe ovf. I. 1. S. 143. Om nu f. Ex. en Hauld fra Oplandene, hvis han dræbte en Hauld fra Agder, ſkulde ſlippe med at bøde 3 Mk. Sølv, men derimod, om han blev dræbt af denne, ſkulde bødes med 4 Mk., maatte et ſaadant Forhold ganſke viſt vække Forvirring og ſætte ondt Blod. Slige Kolliſionstilfælde indtraf ikke ſaa hyppigt i Førſtningen, da Forbindelſen var ſvagere mellem de enkelte Landsdele, men paa Haralds Tid var der maaſkee dagligt Anledning dertil.
  2. I Norges gamle Love II. S. 523 er et nys opdaget Brudſtykke aftrykt, der tilhører enten den gamle Eidſivathings-Lev eller den gamle Borgarthings-Lov, hvilken ſidſte dog kun kan have været en ſæregen Bearbejdelſe af den oprindelig for hele Viken og Oplandene fælles Sefs- eller Eidſiva-Lov, og ſaaledes vel i det Væſentlige ſtemmer med denne. I dette Brudſtykke forekommer to Gange, hvor en Bod er nævnt, det Lovbud „þrideili á“ (d. e. „Boden ſkal deles i tre Dele“), ſaaledes at man maa formode, at om man havde den hele Lov, vilde man finde dette Bud gjentaget ved enhver Bod. Det findes ogſaa i et Stykke af den gamle vikſke Giftermaalslovgivning, optaget i den yngre Borgarthings Chriſtenret Cap. 26 (Norges gamle Love II. S. 305). Hvorledes dette Bud ſkal forſtaaes, derom giver iſær Eidſiva Chriſtenret Cap. 44 Oplysning. Der ſtaar: af Gods ſom er forbrudt (nemlig for Forbrydelſer mod Chriſtenretten) tager Sagſøgeren en Trediedeel; de to tilbageblevne Trediedele ſkulle ogſaa deles ligt mellem Kongen, Biſkoppen og „Lagmændene“ d. e. Thinglagets Medlemmer eller Bønderne. Da nu Biſkoppens Ret til at deeltage i Sagefaldet alene er grundet paa at Forbrydelſen er en gejſtlig Forbrydelſe, er det tydeligt nok, at Gods, forbrudt for verdslig Lovovertrædelſe, alene vilde blive deelt i tre Dele, mellem Sagſøgeren, Kongen og Bønderne. Dette beſtyrkes af Cap. 39, hvor der ſtaar