bud. Da Oplandenes Thingforening oprindelig ikke havde det mindste med de nordenfjeldske Thingforeninger at bestille, men kun ved et Magtsprog var bleven forbunden med dem, og da Landliv- og Nærings-Forholdene paa Oplandene i mangt og meget vare forskjellige fra de vestlige og nordlige Kyst-Egnes, er det ej alene muligt, men endog højst sandsynligt, at der i den oplandske Lovgivning og fornemmelig i Opstillingen af enhvers saakaldte „Ret[1]“ gjorde sig andre, og for Bønderne maaskee i det hele taget fordeelagtigere Grundsætninger gjeldende, end i Gulathings- og Frostathings-Loven, uden at vi derfor behøve at antage, at St. Olaf har forbedret deres Kaar. Da den ældre Eidsivalov er tabt, paa Christenretten og et ubetydeligt Brudstykke af Landbo-Retten nær, kunne vi nu ikke med Bestemthed vide, om den virkelig gav denne Thingforenings Medlemmer saadanne Forrettigheder; ja det er neppe engang sandsynligt, at de, om de end paa St. Olafs Tid vare i Besiddelse af dem, havde beholdt dem paa den Tid da de ældre.Love bleve nedskrevne, nemlig i det 12te eller 13de Aarhundrede. Men saa meget erfare vi dog, at den gamle Sefs- eller Eidsiva-Lov hjemlede Bønderne selv en Deel af Sagefaldet, hvilket ikke var Tilfældet i Gulathings- eller Frostathings-Loven[2]; og naar Oplændingerne endnu
- ↑ Om „Ret“ (hos Tydskerne Wehrgeld) se ovf. I. 1. S. 143. Om nu f. Ex. en Hauld fra Oplandene, hvis han dræbte en Hauld fra Agder, skulde slippe med at bøde 3 Mk. Sølv, men derimod, om han blev dræbt af denne, skulde bødes med 4 Mk., maatte et saadant Forhold ganske vist vække Forvirring og sætte ondt Blod. Slige Kollisionstilfælde indtraf ikke saa hyppigt i Førstningen, da Forbindelsen var svagere mellem de enkelte Landsdele, men paa Haralds Tid var der maaskee dagligt Anledning dertil.
- ↑ I Norges gamle Love II. S. 523 er et nys opdaget Brudstykke aftrykt, der tilhører enten den gamle Eidsivathings-Lev eller den gamle Borgarthings-Lov, hvilken sidste dog kun kan have været en særegen Bearbejdelse af den oprindelig for hele Viken og Oplandene fælles Sefs- eller Eidsiva-Lov, og saaledes vel i det Væsentlige stemmer med denne. I dette Brudstykke forekommer to Gange, hvor en Bod er nævnt, det Lovbud „þrideili á“ (d. e. „Boden skal deles i tre Dele“), saaledes at man maa formode, at om man havde den hele Lov, vilde man finde dette Bud gjentaget ved enhver Bod. Det findes ogsaa i et Stykke af den gamle vikske Giftermaalslovgivning, optaget i den yngre Borgarthings Christenret Cap. 26 (Norges gamle Love II. S. 305). Hvorledes dette Bud skal forstaaes, derom giver især Eidsiva Christenret Cap. 44 Oplysning. Der staar: af Gods som er forbrudt (nemlig for Forbrydelser mod Christenretten) tager Sagsøgeren en Trediedeel; de to tilbageblevne Trediedele skulle ogsaa deles ligt mellem Kongen, Biskoppen og „Lagmændene“ d. e. Thinglagets Medlemmer eller Bønderne. Da nu Biskoppens Ret til at deeltage i Sagefaldet alene er grundet paa at Forbrydelsen er en gejstlig Forbrydelse, er det tydeligt nok, at Gods, forbrudt for verdslig Lovovertrædelse, alene vilde blive deelt i tre Dele, mellem Sagsøgeren, Kongen og Bønderne. Dette bestyrkes af Cap. 39, hvor der staar
