de sydligere, nu truede at bryde ud i aabenbar Opstand. Som den første Aarsag dertil nævnes i enkelte Sagaer, at Harald ej vilde lade Oplændingerne nyde godt af de store Friheder med Hensyn til Skatter og Udredsler, som Olaf den hellige skulde have tilstaaet dem efter Sejren ved
Skatter, medens Harald residerer i Oslo, og forgjæves søger at faa Skat af Oplandene (Harald Haardraades Saga Cap. 77—87, Snorre Cap. 63—72). Derpaa tales om Fredsslutningen, Vaar eller Sommer 1064 (Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73). Der tales ikke et Ord om, at Haakon nu kom tilbage til Danmark, lige saa lidet som at Sven gjorde ham til Jarl. Begge disse Fremstillinger ere saa forskjellige, at de umuligt kunne bestaa ved Siden af hinanden, og man skulde derfor efter Kritikens strenge Regler holde sig ubetinget til den ene, forkastende den anden. Dette lader sig dog her ikke gjøre, da det er øjensynligt, at den ene er rigtig i eet, den anden i et andet, saa at man altsaa nødvendigviis saa vidt muligt maa kombinere begge, saaledes som det her skal vises. At Morkinskinnas Fremstilling i Hovedsagen maa have Fortrinet, og lægges til Grund, synes utvivlsomt af følgende Aarsager: a) var Ragnhild for ung til at egte Haakon, eller satte ham noget bestemt Vilkaar, i Aarene 1050—1052, som ovenfor viist; b) var Aasmund, som det ligeledes er viist, for ung til at optræde som Kriger og Urostifter i 1050—52; c) viser Saxos Vidnesbyrd, at Haakon ej som Jarl ledsagede Harald til Nisaa, men at han virkelig mod Forvæntning der kom ham til Hjelp, saaledes som Morkinskinna siger; d) lader i det mindste Morkinskinna Aasmund selv før Slaget ved Slien tale om Nisaa-Slaget som forbiganget; e) lader — hvad der især er af Vegt — Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre selv Erling skakke senere udtrykkeligen sige til Kong Valdemar, at Sven Ulfssøn udnævnte baade Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn til Jarler i Halland (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30), ved hvilket Udsagn disse Sagabearbejdelser modsige deres egen tidligere Fortælling, men bekræfte Morkinskinnas; f) viser ogsaa den Omstændighed, at Haakons Æt kom til stor Anseelse i Danmark (se nedenfor), at han maa have haft Tilhold der, ej mindre end i Sverige; g) er det højst sandsynligt, at Haakons danske Jarletitel har forledet andre Sagabearbejdere til at antage, at han var Jarl i Norge, især da de Sagaer, der omtale dette, intet nævne om hans Ophøjelse til dansk Jarl. Forresten kunde Spørgsmaalet om hans Ophøjelse til Jarl ikke opstaa, førend Orm var død. Derimod har Hrokkinskinnas, Hryggjarstykkes og Snorres Bearbejdelse øjensynligt Fortrinet i følgende Punkter; a) om Forliget mellem Kongen og Haakon efter Einars Død; b) om Finns Bortrejse efter Kalfs Fald, hvorom Morkinskinna intet har; c) om Uenigheden mellem Harald og Haakon i Tidsrummet før Nisaa-Slaget, paa Grund af den negtede Jarletitel; d) om den Hjelp, Haakon ydede Sven ved Nisaa, og om Karl Hallandsfar; e) om Haralds Vinterophold i Oslo efter Nisaa-Slaget, og Overfald paa Haakons Gaard; f) Haralds Forlening med Vermeland endnu om Vintren 1063—64, og Indfald i Raumarike; g) Fredsslutningen i 1064. De hermed forbundne Beretninger indeholde mange og saa charakteristiske Enkeltheder, at disse umuligt kunne ansees opdigtede. Men da Fristen mellem Nisaa-Slaget og Freden 1064 bliver et Aar kortere end Morkinskinna angiver, kan man ikke med denne lade Haakon kræve sin Jarletitel Julen efter den Vinter, han holdt Bryllup;
