Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/308

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
290
Harald Haardraade.



de ſydligere, nu truede at bryde ud i aabenbar Opſtand. Som den førſte Aarſag dertil nævnes i enkelte Sagaer, at Harald ej vilde lade Oplændingerne nyde godt af de ſtore Friheder med Henſyn til Skatter og Udredſler, ſom Olaf den hellige ſkulde have tilſtaaet dem efter Sejren ved

    Skatter, medens Harald reſiderer i Oslo, og forgjæves ſøger at faa Skat af Oplandene (Harald Haardraades Saga Cap. 77—87, Snorre Cap. 63—72). Derpaa tales om Fredsſlutningen, Vaar eller Sommer 1064 (Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73). Der tales ikke et Ord om, at Haakon nu kom tilbage til Danmark, lige ſaa lidet ſom at Sven gjorde ham til Jarl. Begge disſe Fremſtillinger ere ſaa forſkjellige, at de umuligt kunne beſtaa ved Siden af hinanden, og man ſkulde derfor efter Kritikens ſtrenge Regler holde ſig ubetinget til den ene, forkaſtende den anden. Dette lader ſig dog her ikke gjøre, da det er øjenſynligt, at den ene er rigtig i eet, den anden i et andet, ſaa at man altſaa nødvendigviis ſaa vidt muligt maa kombinere begge, ſaaledes ſom det her ſkal viſes. At Morkinſkinnas Fremſtilling i Hovedſagen maa have Fortrinet, og lægges til Grund, ſynes utvivlſomt af følgende Aarſager: a) var Ragnhild for ung til at egte Haakon, eller ſatte ham noget beſtemt Vilkaar, i Aarene 1050—1052, ſom ovenfor viiſt; b) var Aasmund, ſom det ligeledes er viiſt, for ung til at optræde ſom Kriger og Uroſtifter i 1050—52; c) viſer Saxos Vidnesbyrd, at Haakon ej ſom Jarl ledſagede Harald til Nisaa, men at han virkelig mod Forvæntning der kom ham til Hjelp, ſaaledes ſom Morkinſkinna ſiger; d) lader i det mindſte Morkinſkinna Aasmund ſelv før Slaget ved Slien tale om Nisaa-Slaget ſom forbiganget; e) lader — hvad der iſær er af Vegt — Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre ſelv Erling ſkakke ſenere udtrykkeligen ſige til Kong Valdemar, at Sven Ulfsſøn udnævnte baade Finn Arnesſøn og Haakon Ivarsſøn til Jarler i Halland (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30), ved hvilket Udſagn disſe Sagabearbejdelſer modſige deres egen tidligere Fortælling, men bekræfte Morkinſkinnas; f) viſer ogſaa den Omſtændighed, at Haakons Æt kom til ſtor Anſeelſe i Danmark (ſe nedenfor), at han maa have haft Tilhold der, ej mindre end i Sverige; g) er det højſt ſandſynligt, at Haakons danſke Jarletitel har forledet andre Sagabearbejdere til at antage, at han var Jarl i Norge, iſær da de Sagaer, der omtale dette, intet nævne om hans Ophøjelſe til danſk Jarl. Forreſten kunde Spørgsmaalet om hans Ophøjelſe til Jarl ikke opſtaa, førend Orm var død. Derimod har Hrokkinſkinnas, Hryggjarſtykkes og Snorres Bearbejdelſe øjenſynligt Fortrinet i følgende Punkter; a) om Forliget mellem Kongen og Haakon efter Einars Død; b) om Finns Bortrejſe efter Kalfs Fald, hvorom Morkinſkinna intet har; c) om Uenigheden mellem Harald og Haakon i Tidsrummet før Nisaa-Slaget, paa Grund af den negtede Jarletitel; d) om den Hjelp, Haakon ydede Sven ved Nisaa, og om Karl Hallandsfar; e) om Haralds Vinterophold i Oslo efter Nisaa-Slaget, og Overfald paa Haakons Gaard; f) Haralds Forlening med Vermeland endnu om Vintren 1063—64, og Indfald i Raumarike; g) Fredsſlutningen i 1064. De hermed forbundne Beretninger indeholde mange og ſaa charakteriſtiſke Enkeltheder, at disſe umuligt kunne anſees opdigtede. Men da Friſten mellem Nisaa-Slaget og Freden 1064 bliver et Aar kortere end Morkinſkinna angiver, kan man ikke med denne lade Haakon kræve ſin Jarletitel Julen efter den Vinter, han holdt Bryllup;