titel, lovede det, og sejlede afsted med sine 6 Langskibe for at opsøge Aasmund. Han vilde ikke engang modtage de Hjelpetropper, Sven tilbød ham, for at ikke Danerne siden skulde have det at praie af, at Sejren var vunden ved deres Bistand. Efter nogen Tids Forløb fik han at vide, at Aasmund laa med ti Skibe ved Indløbet til Slien. Uden at ændse Overmagten stevnede Haakon derhen, og lagde strax til Angreb. Da Skibene mødtes, raabte Aasmund over til ham: „det er ikke at undres over at du lægger faa ivrigt i Vej, siden du har faaet Løfte om Jarldom, men Skam var det af Sven at tilbyde dig det, og ikke hugsede han da stort paa Nisaa-Slaget“. „Det er sandt“, svarede Haakon, „at jeg stod Kong Harald bi ved Nisaa, og jeg havde ingen Skam af at hjelpe min Konge, medens du derimod stedse søgte at svige din Frænde og Herre. Men i Dag skal du faa at føle, at jeg tør binde an med dig“. Der blev nu en overvættes heftig og blodig Kamp; men tilsidst fik dog Haakon Overhaand. Han entrede Aasmunds eget Skib, og stormede kæmpende lige op til For-Rummet, hvor Aasmund blev tagen til Fange. Efter Aftalen skulde Haakon bringe ham levende til Sven, men ved at see ham, kunde han ikke modstaa Lysten til strax at skille Verden ved dette slette Menneske. „Aldrig“, sagde han, „kunde jeg bringe Sven nogen daarligere Gave end dette onde Hoved!“ I det samme gik han hen til Aasmund og dræbte ham. Men da han nu, som han troede, med vel forrettet Sag kom tilbage til Sven, tog denne ham heel ilde op, at han havde gaaet videre end det var aftalt. Med en mørk Mine og uvenlig Tone bad han Haakon at tage Sæde, uden for Resten at tale til ham. Haakon var imidlertid ikke den, som fandt sig heri. Han forestillede Sven, at han havde gjort alt i bedste Hensigt, da han forudsaa, at Aasmund aldrig vilde ophøre at efterstræbe hans Liv; han havde, sagde han, væntet en ganske anden Modtagelse, end den, der nu blev ham til Deel, og han fordrede i det mindste den Belønning, som var ham lovet. Sven maatte erkjende Sandheden af hans Ord og Retmæssigheden af hans Fordring, „dog“, sagde han, „kan du ikke længer være min Hjertensven, lige saa lidet som jeg kan paatage mig at sikre dig mod alle vore Frænder, der maaskee kunde kræve Hevn; du gjør derfor bedst i at drage vort til den Deel af mit Rige, som er meest udsat for fiendtlige Angreb, og nøje dig dermed. Han udnævnte vant nu til Jarl over Halland, hvor han saaledes fra første Haand kunde herje i Viken og tilføje Kong Harald Skade, naarsomhelst han saa sin Lejlighed dertil[1].
- ↑ I Fremstillingen af Haralds Forhandlinger med Haakon Ivarssøn og dennes Bedrifter have vi her i det væsentlige, og hvad Tidsregningen angaar, fulgt Morkinskinna, som paa dette Sted, hvad vi og allerede ovenfor S. 234 have bemerket, har et afgjort Fortrin for den Fremstilling, der gives i Hrokkin-
