Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/306

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
288
Harald Haardraade.

titel, lovede det, og ſejlede afſted med ſine 6 Langſkibe for at opſøge Aasmund. Han vilde ikke engang modtage de Hjelpetropper, Sven tilbød ham, for at ikke Danerne ſiden ſkulde have det at praie af, at Sejren var vunden ved deres Biſtand. Efter nogen Tids Forløb fik han at vide, at Aasmund laa med ti Skibe ved Indløbet til Slien. Uden at ændſe Overmagten ſtevnede Haakon derhen, og lagde ſtrax til Angreb. Da Skibene mødtes, raabte Aasmund over til ham: „det er ikke at undres over at du lægger faa ivrigt i Vej, ſiden du har faaet Løfte om Jarldom, men Skam var det af Sven at tilbyde dig det, og ikke hugſede han da ſtort paa Nisaa-Slaget“. „Det er ſandt“, ſvarede Haakon, „at jeg ſtod Kong Harald bi ved Nisaa, og jeg havde ingen Skam af at hjelpe min Konge, medens du derimod ſtedſe ſøgte at ſvige din Frænde og Herre. Men i Dag ſkal du faa at føle, at jeg tør binde an med dig“. Der blev nu en overvættes heftig og blodig Kamp; men tilſidſt fik dog Haakon Overhaand. Han entrede Aasmunds eget Skib, og ſtormede kæmpende lige op til For-Rummet, hvor Aasmund blev tagen til Fange. Efter Aftalen ſkulde Haakon bringe ham levende til Sven, men ved at ſee ham, kunde han ikke modſtaa Lyſten til ſtrax at ſkille Verden ved dette ſlette Menneſke. „Aldrig“, ſagde han, „kunde jeg bringe Sven nogen daarligere Gave end dette onde Hoved!“ I det ſamme gik han hen til Aasmund og dræbte ham. Men da han nu, ſom han troede, med vel forrettet Sag kom tilbage til Sven, tog denne ham heel ilde op, at han havde gaaet videre end det var aftalt. Med en mørk Mine og uvenlig Tone bad han Haakon at tage Sæde, uden for Reſten at tale til ham. Haakon var imidlertid ikke den, ſom fandt ſig heri. Han foreſtillede Sven, at han havde gjort alt i bedſte Henſigt, da han forudſaa, at Aasmund aldrig vilde ophøre at efterſtræbe hans Liv; han havde, ſagde han, væntet en ganſke anden Modtagelſe, end den, der nu blev ham til Deel, og han fordrede i det mindſte den Belønning, ſom var ham lovet. Sven maatte erkjende Sandheden af hans Ord og Retmæsſigheden af hans Fordring, „dog“, ſagde han, „kan du ikke længer være min Hjertensven, lige ſaa lidet ſom jeg kan paatage mig at ſikre dig mod alle vore Frænder, der maaſkee kunde kræve Hevn; du gjør derfor bedſt i at drage vort til den Deel af mit Rige, ſom er meeſt udſat for fiendtlige Angreb, og nøje dig dermed. Han udnævnte vant nu til Jarl over Halland, hvor han ſaaledes fra førſte Haand kunde herje i Viken og tilføje Kong Harald Skade, naarſomhelſt han ſaa ſin Lejlighed dertil[1].

  1. I Fremſtillingen af Haralds Forhandlinger med Haakon Ivarsſøn og dennes Bedrifter have vi her i det væſentlige, og hvad Tidsregningen angaar, fulgt Morkinſkinna, ſom paa dette Sted, hvad vi og allerede ovenfor S. 234 have bemerket, har et afgjort Fortrin for den Fremſtilling, der gives i Hrokkin-