Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/304

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
286
Harald Haardraade.

Oslo. Hertil kom, at Kongen var kommen under Vejr med, hvad han ikke forhen vidſte, at Haakon havde været Kong Sven behjelpelig til at undkomme ved Nisaa. Det traf ſig nemlig atter i et Drikkelag, at der blev talt om Haakon, hans Tapperhed og hans Held; en af de Tilſtedeværende ſagde at hans ſtørſte Held dog beſtod deri at han frelſte Kong Sven, og da en anden opkaſtede Tvivl om, hvor vidt det forholdt ſig ſaa, ſvarede hiin at han havde hørt det af en af de to Mænd, der roede Sven i Land. Dette blev meldt for Kongen, ſom blev meget opbragt derover. Han beſluttede ſtrax et pludſeligt Overfald paa Haakon, for at lade ham føle ſin Vrede, og maaſkee iſær for at forekomme ham, inden han iverkſatte den forberedede Rejſe. Harald lod 240 bevæbnede Mænd ſætte ſig til Heſt, og reed i Spidſen for dem ved Nattetid op paa Raumarike; han rejſte den hele Nat og ud paa den følgende Dag. Men om Morgenen mødte de Bønder, ſom bragte Meel og Malt til Byen, og en af Kongens Mænd, der var en god Ven af Haakon, benyttede ſig heraf til hemmeligt at faa en af Bønderne til, imod Betaling, at ſkynde ſig ad alle de Gjenveje og hemmelige Stier, han kjendte, til Haakons Gaard og underrette ham om den overhængende Fare. Bonden udførte Ærendet, og kom netop ſaa betids til Haakon om Aftenen, at denne, der ſad ved Drikkebordet, fik Tid til i Haſt at undkomme til Skoven med ſin Huſtru, alle fine Mænd, og ſit Løsøre. Harald fandt derfor Gaarden ganſke tom, og vendte den næſte Morgen med uforrettet Sag tilbage til Oslo, efter at have erklæret alle de Ejendomme, Haakon havde tilbage, hjemfaldne til Kronen. Siden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Sommeren. Imidlertid flygtede Haakon over den ſvenſke Grændſe, der ſiges endog til Kong Steenkil ſelv, efter førſt at have dræbt en af Haralds Aarmænd og plyndret hans Gaard; ſiden pasſede han paa, ſaa ſnart Harald havde forladt Øſtlandet, vendte tilbage til ſin Gaard, dræbte dem, ſom Harald havde ſat til at beſtyre den, ſatte Ild paa Huſene, og ſejlede derefter afſted med ſine Langſkibe. Ragnhild raadede ham at drage til Kong Sven, og bad ham at viſe denne ſom Jertejn en Ring, han havde faaet af ſin Fader, thi Sven, ſagde hun, ſøgte nu ved Velgjerninger mod Magnus’s Frænder og Venner at opveje den Troløshed, han i hans levende Live havde viiſt ham. Det ſynes dog, ſom om den Hjelp, Haakon ſelv havde givet Sven, da denne var i Livsfare ved Nisaa, maatte i og for ſig ſelv være tilſtrækkelig til at berede ham en god Modtagelſe, hvad der end tidligere kan have været imellem dem[1]. Han blev ogſaa modtaget med aabne Arme. Sven tilbød baade ham og Ragnhild at opholde ſig ved hans Hof, og viſte iſær Ragnhild, ſom Kong Magnus’s Datter, ſtor

  1. Morkinſkinna, der intet veed om denne Tjeneſte, Haakon beviſte Sven, lader ham omtale Slaget ved Nisaa ſom en Grund for ham til at frygte denne.