Det var derfor ikke mere end saa; at Harald, der selv var stolt og forfængelig, kunde afholde sig fra at længe sin Skinsyge for Dagen. Engang, fortælles der, sad en Deel Mænd i en Stue — sandsynligviis i Kongsgaarden — og drak under megen Lystighed og højrøstet Tale. Som sædvanligt var Nisaa-Slaget paa Bane, og hver enkelt Mands Bedrifter bleve omtalte, men alle vare eenstemmige i at berømme Haakon Ivarssøn; der fandtes ikke, hed det, en saadan Mand som han; han var den vaabendjerveste, og han var den kjekkeste, og han var den af Lykken meest begunstigede, og hvad han gjorde, det havde meest Klem, og han var det, hvem Sejren skyldtes. Imidlertid stod Harald ude paa Gaarden og talte med nogle Folk; ved at høre den højrøstede Tale inde i Stuen, gik han hen til Døren, lyttede efter, og sagde, idet han gik bort igjen: „her gad nok nogen hver hede Haakon“. Imidlertid gjorde han tilsyneladende meget af ham, tilbød ham paany Ragnhilds Haand, og overtalte selv Ragnhild til at egte ham, idet han paa det bestemteste lovede at ophøje ham til Jarl, hvorfor der nu ej længer var noget i Vejen, siden Orm Jarl imidlertid var død. Paa denne Betingelse kom Giftermaalet virkelig istand, og Brylluppet stod om Julen hos Kongen selv. Alligevel gjorde Harald ikke nogen Mine til at opfylde sit Løfte, og unddrog sig, da Haakon mindede ham derom, under forskjellige Paaskud. Tilsidst sagde han ham reent ud, at det ikke kunde blive noget af; Harald frygtede vel nemlig, som rimeligt kunde være, for at han, naar han havde faaet Jarleværdigheden, med sin store Popularitet blandt Oplændingerne og den Magt, hvoraf han allerede var i Besiddelse, skulde gjøre sig ganske uafhængig. Da Haakon fra sit sidste Besøg hos Harald kom hjem til sin Hustru, der ikke tvivlede paa at han havde opnaaet den attraaede Værdighed, gik hun ham i Mode, og hilsede ham glad med de Ord: „Velkommen min Jarl!“ Haakon havde nu den Ærgrelse at maatte oplyse hende om hendes Vildfarelse og Kongens Uordholdenhed, og da hans Stolthed forbød ham at benytte sig af en Fordeel, der alene skyldtes Kongens falske Løfter, tilbød han hende strax Skilsmisse, saaledes at hun desuagtet kunde beholde alt hvad han ejede. Men Ragnhild, der havde fattet megen Kjærlighed for Haakon, vilde intet høre om dette, og da Haakon længer ud paa Vaaren tilkjendegav hende sin Beslutning, at forlade Landet med sex Langskibe, han havde udrustet, og aldrig at komme tilbage, erklærede hun at hun vilde følge med, og dele Ondt og Godt med ham. De forberedede sig da i al Stilhed til Rejsen, og Haakon solgte underhaanden sit Jordegods for at samle saa mange Penge som muligt. Dette kan ej have undgaaet Haralds Opmerksomhed, da Haakons Hjem laa paa Raumarike[1], ikke synderlig langt fra
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 87, Snorre Cap. 72.
