Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/303

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
285
Haakon Ivarsſøns Giftermaal, Skuffelſe og Misfornøjelſe.

Det var derfor ikke mere end ſaa; at Harald, der ſelv var ſtolt og forfængelig, kunde afholde ſig fra at længe ſin Skinſyge for Dagen. Engang, fortælles der, ſad en Deel Mænd i en Stue — ſandſynligviis i Kongsgaarden — og drak under megen Lyſtighed og højrøſtet Tale. Som ſædvanligt var Nisaa-Slaget paa Bane, og hver enkelt Mands Bedrifter bleve omtalte, men alle vare eenſtemmige i at berømme Haakon Ivarsſøn; der fandtes ikke, hed det, en ſaadan Mand ſom han; han var den vaabendjerveſte, og han var den kjekkeſte, og han var den af Lykken meeſt begunſtigede, og hvad han gjorde, det havde meeſt Klem, og han var det, hvem Sejren ſkyldtes. Imidlertid ſtod Harald ude paa Gaarden og talte med nogle Folk; ved at høre den højrøſtede Tale inde i Stuen, gik han hen til Døren, lyttede efter, og ſagde, idet han gik bort igjen: „her gad nok nogen hver hede Haakon“. Imidlertid gjorde han tilſyneladende meget af ham, tilbød ham paany Ragnhilds Haand, og overtalte ſelv Ragnhild til at egte ham, idet han paa det beſtemteſte lovede at ophøje ham til Jarl, hvorfor der nu ej længer var noget i Vejen, ſiden Orm Jarl imidlertid var død. Paa denne Betingelſe kom Giftermaalet virkelig iſtand, og Brylluppet ſtod om Julen hos Kongen ſelv. Alligevel gjorde Harald ikke nogen Mine til at opfylde ſit Løfte, og unddrog ſig, da Haakon mindede ham derom, under forſkjellige Paaſkud. Tilſidſt ſagde han ham reent ud, at det ikke kunde blive noget af; Harald frygtede vel nemlig, ſom rimeligt kunde være, for at han, naar han havde faaet Jarleværdigheden, med ſin ſtore Popularitet blandt Oplændingerne og den Magt, hvoraf han allerede var i Beſiddelſe, ſkulde gjøre ſig ganſke uafhængig. Da Haakon fra ſit ſidſte Beſøg hos Harald kom hjem til ſin Huſtru, der ikke tvivlede paa at han havde opnaaet den attraaede Værdighed, gik hun ham i Mode, og hilſede ham glad med de Ord: „Velkommen min Jarl!“ Haakon havde nu den Ærgrelſe at maatte oplyſe hende om hendes Vildfarelſe og Kongens Uordholdenhed, og da hans Stolthed forbød ham at benytte ſig af en Fordeel, der alene ſkyldtes Kongens falſke Løfter, tilbød han hende ſtrax Skilsmisſe, ſaaledes at hun desuagtet kunde beholde alt hvad han ejede. Men Ragnhild, der havde fattet megen Kjærlighed for Haakon, vilde intet høre om dette, og da Haakon længer ud paa Vaaren tilkjendegav hende ſin Beſlutning, at forlade Landet med ſex Langſkibe, han havde udruſtet, og aldrig at komme tilbage, erklærede hun at hun vilde følge med, og dele Ondt og Godt med ham. De forberedede ſig da i al Stilhed til Rejſen, og Haakon ſolgte underhaanden ſit Jordegods for at ſamle ſaa mange Penge ſom muligt. Dette kan ej have undgaaet Haralds Opmerkſomhed, da Haakons Hjem laa paa Raumarike[1], ikke ſynderlig langt fra

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 87, Snorre Cap. 72.