Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/302

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
284
Harald Haardraade.

eget Skib fandt man et Skriin med St. Vincentius’s Relikvier, hvilke man viſt ogſaa betragtede ſom en herlig Skat, og førte dem til Norge.

Med ſin ſejrrige Flaade og alle de erobrede Skibe ſejlede Harald nu langs Hallands Kyſt, indtil han naaede Viken, det vil her ſige den ſydlige Deel af Ranafylke, ved Gaut-Elven, hvor han var i ſit eget Rige, og ſkeet mod Angreb af Danerne. Her gjorde han Holdt, og lod Telte ſlaa op paa Land, for at helbrede de ſaarede. Her havde han ogſaa den uvæntede Glæde at ſee ſin Søn Magnus, hvilken han troede død, komme vel beholden tilbage. Thorolf Moſtrarſkegg og han havde taget Vejen til Lands gjennem hele Halland, og ſandſynligviis gjennem de meeſt uvejſomme og afſidesliggende Egne, hvor de vare mindre udſatte for Efterſtræbelſer. Thorolf havde næſten den hele Tid baaret Kongeſønnen paa ſine Skuldre, og var derfor næſten opgiven af Træthed, ligeſom de begge vare halv forhungrede. Harald iretteſatte dem for deres Uforſigtighed og alt for ſtore Ærgjerrighed, der ej tillod dem at nøje ſig med den allerede vundne Hæder, og drev dem til at ſøge nye Æventyr, hvoraf Nordmændene kun høſtede Skam og Skade, men Danerne Ære og Fordeel; dog takkede han Thorolf inderligt for hans Troſkab og Hjelpſomhed mod hans Søn, og lod dem begge pleje paa det bedſte. Han takkede ogſaa alle ſine Krigere for deres Tapperhed, og iſær Haakon Ivarsſøn. Derpaa fortſatte han Rejſen til Oslo, hvor han tog ſit Vinterſæde, og hvor han gav alle dem af ſine Krigsmænd Hjemlov, der ønſkede det[1].

26. Haakon Ivarsſøn bliver paany uenig med Harald, og modtager Jarlsnavn af Sven.


Det nys vundne Slag var nu, ſom man lettelig kan begribe, den fornemſte Samtale-Gjenſtand blandt Haralds Hirdmænd og de øvrige Krigere, der opholdt ſig i Oslo, og ej vare dragne hjem. Enhver, ſom havde været med, ſyntes at han havde noget at fortælle derom, og fornemmelig bleve de Mænds Bedrifter omtalte og ſammenlignede, der meeſt havde udmerket ſig. Dog var der ingen, der ſaaledes blev priiſt og ophøjet til Skyerne, ſom Haakon Ivarsſøn. Hans Navn var i alles Munde, og alle vare enige om, at man fornemmelig havde ham at takke for Sejren.

  1. Harald Haardraadees Saga Cap. 77—85, Snorre Cap. 62—69. Disſe Beretninger ere eenslydende. Morkinſkinna (fol. 12, b. og 13. a) faa vel ſom den dermed ſtemmende Flatøbog ere noget afvigende, ſom ovenfor paapeget. Til disſe ſidſte ſlutter ſig nærmeſt Fagrſkinna Cap. 191—194. Saxo I B. S. 552—551 ſtemmer her bedre med Sagaerne, end det ellers plejer at være Tilfældet.