Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/302

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
284
Harald Haardraade.

eget Skib fandt man et Skriin med St. Vincentius’s Relikvier, hvilke man vist ogsaa betragtede som en herlig Skat, og førte dem til Norge.

Med sin sejrrige Flaade og alle de erobrede Skibe sejlede Harald nu langs Hallands Kyst, indtil han naaede Viken, det vil her sige den sydlige Deel af Ranafylke, ved Gaut-Elven, hvor han var i sit eget Rige, og skeet mod Angreb af Danerne. Her gjorde han Holdt, og lod Telte slaa op paa Land, for at helbrede de saarede. Her havde han ogsaa den uvæntede Glæde at see sin Søn Magnus, hvilken han troede død, komme vel beholden tilbage. Thorolf Mostrarskegg og han havde taget Vejen til Lands gjennem hele Halland, og sandsynligviis gjennem de meest uvejsomme og afsidesliggende Egne, hvor de vare mindre udsatte for Efterstræbelser. Thorolf havde næsten den hele Tid baaret Kongesønnen paa sine Skuldre, og var derfor næsten opgiven af Træthed, ligesom de begge vare halv forhungrede. Harald irettesatte dem for deres Uforsigtighed og alt for store Ærgjerrighed, der ej tillod dem at nøje sig med den allerede vundne Hæder, og drev dem til at søge nye Æventyr, hvoraf Nordmændene kun høstede Skam og Skade, men Danerne Ære og Fordeel; dog takkede han Thorolf inderligt for hans Troskab og Hjelpsomhed mod hans Søn, og lod dem begge pleje paa det bedste. Han takkede ogsaa alle sine Krigere for deres Tapperhed, og især Haakon Ivarssøn. Derpaa fortsatte han Rejsen til Oslo, hvor han tog sit Vintersæde, og hvor han gav alle dem af sine Krigsmænd Hjemlov, der ønskede det[1].

26. Haakon Ivarssøn bliver paany uenig med Harald, og modtager Jarlsnavn af Sven.


Det nys vundne Slag var nu, som man lettelig kan begribe, den fornemste Samtale-Gjenstand blandt Haralds Hirdmænd og de øvrige Krigere, der opholdt sig i Oslo, og ej vare dragne hjem. Enhver, som havde været med, syntes at han havde noget at fortælle derom, og fornemmelig bleve de Mænds Bedrifter omtalte og sammenlignede, der meest havde udmerket sig. Dog var der ingen, der saaledes blev priist og ophøjet til Skyerne, som Haakon Ivarssøn. Hans Navn var i alles Munde, og alle vare enige om, at man fornemmelig havde ham at takke for Sejren.

  1. Harald Haardraadees Saga Cap. 77—85, Snorre Cap. 62—69. Disse Beretninger ere eenslydende. Morkinskinna (fol. 12, b. og 13. a) faa vel som den dermed stemmende Flatøbog ere noget afvigende, som ovenfor paapeget. Til disse sidste slutter sig nærmest Fagrskinna Cap. 191—194. Saxo I B. S. 552—551 stemmer her bedre med Sagaerne, end det ellers plejer at være Tilfældet.