Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/301

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
283
Kongeſønnen Magnus’s Fare.

ſig bedſt tjent med at ſætte ham paa fri Fod. „Jeg ſeer nok“, ſagde han, „at du ikke vil forſone dig med mig eller dine Frænder, og jeg vil derfor give dig Lov til at drage til din Konge, Sven“. „Det vil jeg gjerne“, ſagde Finn, „og jo for jo heller“. Kongen lod ham da ſætte i Land, og Hallandsfarerne toge godt imod ham. Men han ſynes kun i kort Tid at have overlevet dette Slag[1].

Imidlertid var ogſaa Skjalm hvide undkommen: det havde lykkets ham, en Nat, at ſkuffe ſine Vogteres Aarvaagenhed[2], og der ſamlede ſig, maaſkee iſær ved hans Beſtræbelſer, en ikke ubetydelig Hær af Daner, der overfaldt de Nordmænd, ſom vovede ſig for langt fra Skibene, ſaa at Harald var nødt til, alvorligt at indſkærpe ſine Folk den yderſte Forſigtighed. Dette afholdt imidlertid ikke Kongens egen Søn, den unge Magnus, og Thorolf Moſtrarſkegg fra, endog Natten efter, at ſnige lig til Land, hver paa ſit Skib, og ſiden at gaa op i Landet, for at ſøge Æventyr og indlægge ſig Hæder. Men de havde ikke gaaet langt, førend en Mængde Daner kom over dem og angrebe dem. Nordmændene forſvarede ſig godt, men maatte dog efter kort Tids Forløb bukke tinder for Overmagten. Thorolfs og Magnus’s Ledſagere bleve alle dræbte, og de ſelv undkom kun paa den Maade, at Thorolf, ſom var meget ſterk, tog Magnus paa Ryggen og løb til Skoven med ham. Harald ſavnede dem den paafølgende Morgen, og biede en Stund,.i det Haab at de ſkulde komme tilbage. Men da man intet ſaa til dem, troede han at de vare døde, og gav Befaling til at bryde op og drage hjem[3]. Om at forfølge Sejren, og ganſke at fordrive Sven fra Danmark, ſynes der ej at have været Tale, ſaa vel — hvad man maa formode — paa Grund af dette ſidſte Uheld, ſom fordi Sven allerede havde en ſaa ſtor Hær ſamlet, at det neppe var raadeligt at angribe ham. Altſaa havde Harald ingen anden Fordeel af den ſtore og blodige Sejr, end Æren, og det viſtnok betydelige Bytte. Med Henſyn til Herredømmet over Danmark var han ikke et Skridt nærmere Maalet end forhen. Men Æren og Byttet havde i de Dage mere at betyde, end nu omſtunder, og fornemmelig maatte de erobrede Skibe være Harald en velkommen Tilvæxt til hans Flaade. Saa mange af dem, ſom muligt, bleve derfor tagne med. I Løftingen paa Svens

  1. Allerede om Høſten eller Vintren efter Nisaa-Slaget tales der nemlig om Udnævnelſe af en ny Jarl i Halland, ſe nedenfor S. 287.
  2. Det var, ſiger Saxo (S. 551) ved lacus caprinus (Getſjø? Hafrsſjø? Bukkſjø?) et Sted hvis Beliggenhed nu ej kjendes.
  3. Magnus’s og Thorolfs Æventyr omtales kun i de vidtløftige Sagaer, ej hos Snorre eller i Fagrſkinna. Fortællingen derom ſynes dog ganſke troværdig.