sig bedst tjent med at sætte ham paa fri Fod. „Jeg seer nok“, sagde han, „at du ikke vil forsone dig med mig eller dine Frænder, og jeg vil derfor give dig Lov til at drage til din Konge, Sven“. „Det vil jeg gjerne“, sagde Finn, „og jo for jo heller“. Kongen lod ham da sætte i Land, og Hallandsfarerne toge godt imod ham. Men han synes kun i kort Tid at have overlevet dette Slag[1].
Imidlertid var ogsaa Skjalm hvide undkommen: det havde lykkets ham, en Nat, at skuffe sine Vogteres Aarvaagenhed[2], og der samlede sig, maaskee især ved hans Bestræbelser, en ikke ubetydelig Hær af Daner, der overfaldt de Nordmænd, som vovede sig for langt fra Skibene, saa at Harald var nødt til, alvorligt at indskærpe sine Folk den yderste Forsigtighed. Dette afholdt imidlertid ikke Kongens egen Søn, den unge Magnus, og Thorolf Mostrarskegg fra, endog Natten efter, at snige lig til Land, hver paa sit Skib, og siden at gaa op i Landet, for at søge Æventyr og indlægge sig Hæder. Men de havde ikke gaaet langt, førend en Mængde Daner kom over dem og angrebe dem. Nordmændene forsvarede sig godt, men maatte dog efter kort Tids Forløb bukke tinder for Overmagten. Thorolfs og Magnus’s Ledsagere bleve alle dræbte, og de selv undkom kun paa den Maade, at Thorolf, som var meget sterk, tog Magnus paa Ryggen og løb til Skoven med ham. Harald savnede dem den paafølgende Morgen, og biede en Stund,.i det Haab at de skulde komme tilbage. Men da man intet saa til dem, troede han at de vare døde, og gav Befaling til at bryde op og drage hjem[3]. Om at forfølge Sejren, og ganske at fordrive Sven fra Danmark, synes der ej at have været Tale, saa vel — hvad man maa formode — paa Grund af dette sidste Uheld, som fordi Sven allerede havde en saa stor Hær samlet, at det neppe var raadeligt at angribe ham. Altsaa havde Harald ingen anden Fordeel af den store og blodige Sejr, end Æren, og det vistnok betydelige Bytte. Med Hensyn til Herredømmet over Danmark var han ikke et Skridt nærmere Maalet end forhen. Men Æren og Byttet havde i de Dage mere at betyde, end nu omstunder, og fornemmelig maatte de erobrede Skibe være Harald en velkommen Tilvæxt til hans Flaade. Saa mange af dem, som muligt, bleve derfor tagne med. I Løftingen paa Svens
- ↑ Allerede om Høsten eller Vintren efter Nisaa-Slaget tales der nemlig om Udnævnelse af en ny Jarl i Halland, se nedenfor S. 287.
- ↑ Det var, siger Saxo (S. 551) ved lacus caprinus (Getsjø? Hafrssjø? Bukksjø?) et Sted hvis Beliggenhed nu ej kjendes.
- ↑ Magnus’s og Thorolfs Æventyr omtales kun i de vidtløftige Sagaer, ej hos Snorre eller i Fagrskinna. Fortællingen derom synes dog ganske troværdig.
