Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/300

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
282
Harald Haardraade.

derfor saa meget villigere til at hjelpe ham. Sven undkom ogsaa i god Behold og belønnede sidenefter Karl med en stor Gaard paa Sjæland, men tillod ham dog ikke at tage sin Kone med: han maatte skille sig bed hende og egte en anden, af fornem Herkomst[1].

Kong Harald og hans Mænd opholdt sig ikke længe med at forfølge de flygtende, men vendte tilbage til de forladte Skibe, og undersøgte de faldnes Liig, for at erfare om Sven var iblandt dem. Paa hans Skib laa en Mængde døde, og skjønt man savnede ham selv, troede man dog at han var falden. Derpaa lod Harald sine egne Mænds Liig samle, og de saarede forbinde; de faldne Danske lod han Bønderne i Omegnen tilsige at bringe i Land og begrave. Sidenefter skiftedes Byttet. Alt dette medtog nogle Dage, og imidlertid fik man den ubehagelige Efterretning, at Sven var undkommen til Sjæland, og at saavel Flygtningerne fra Slaget, som andre Tropper havde sluttet sig til ham, saa at han atter havde en betydelig Hær. Den fangne Finn Arnessøn blev fort frem for Kongen, der endnu var i ypperligt Lune over den vundne Sejr, og vilde have Løjer af at erte ham. „Her treffes vi nu, Finn“, sagde han; „sidst var det i Nroge“ den danske Hird har nok ikke været dig rigtig haandfast, og det bliver et slemt Arbejde for Nordmændene, at slæbe paa dig blinde Mand“. „Mangt og meget slemt have Nordmændene nu at gjøre“, sagde Finn, „og det værste er, hvad du befaler dem“. „Vil du modtage Grid, skjønt du ej fortjener den“, spurgte Kongen. „Ikke af dig, din Hund“, var Smaa Svar. „Maaskee heller af din Frænde Magnus“ (Kongens Søn), sagde Harald. „Hvad kan den Hvalp raade for Grid“, svarede Finn. Kongen morede sig kosteligt over hans bidske Svar og vedblev haabe: „vil du da modtage Grid af din Frændkone Thora (Dronningen)?“ „Er hun her“, spurgte Finn. „Ja hun er her“, sagde Kongen. „Da er det ikke underligt“, sagde Finn, der nu glemte sig selv ganske af Vrede, „at du har bidt saa vel fra dig, naar Merren fulgte dig[2]“. Imidlertid gav Harald ham dog Grid, og beholdt ham hos sig, men han var saa grætten og uvoren i sin Tale, at Kongen, der vel for Frændskabs, gammel Venskabs og hans høje Alderdoms Skyld ej nennede at dræbe ham, fandt

  1. Det er Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre, der lade Haakon hjelpe Kong Sven under Navnet Vandraad, og omtale Bonden Karl. Morkinskinna (og Flatøbogen) saa vel som Fagrskinna vide intet om at Haakon hjalp ham, og fortælle heller ikke noget om Karl, men sige kun at Sven med een Ledsager flygtede i Land og kom til et lider Huus, hvor de traf en gammel Kerling, der gav de oven anførte Svar. Beretningen om Haakons Medvirkning synes dog umuligt at kunne være greben af Luften, og bærer ganske Sandhedens Præg, hvorfor vi ej have betænkt os paa at optage den.
  2. Her sigtes til Hestekampene.