Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/300

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
282
Harald Haardraade.

derfor ſaa meget villigere til at hjelpe ham. Sven undkom ogſaa i god Behold og belønnede ſidenefter Karl med en ſtor Gaard paa Sjæland, men tillod ham dog ikke at tage ſin Kone med: han maatte ſkille ſig bed hende og egte en anden, af fornem Herkomſt[1].

Kong Harald og hans Mænd opholdt ſig ikke længe med at forfølge de flygtende, men vendte tilbage til de forladte Skibe, og underſøgte de faldnes Liig, for at erfare om Sven var iblandt dem. Paa hans Skib laa en Mængde døde, og ſkjønt man ſavnede ham ſelv, troede man dog at han var falden. Derpaa lod Harald ſine egne Mænds Liig ſamle, og de ſaarede forbinde; de faldne Danſke lod han Bønderne i Omegnen tilſige at bringe i Land og begrave. Sidenefter ſkiftedes Byttet. Alt dette medtog nogle Dage, og imidlertid fik man den ubehagelige Efterretning, at Sven var undkommen til Sjæland, og at ſaavel Flygtningerne fra Slaget, ſom andre Tropper havde ſluttet ſig til ham, ſaa at han atter havde en betydelig Hær. Den fangne Finn Arnesſøn blev fort frem for Kongen, der endnu var i ypperligt Lune over den vundne Sejr, og vilde have Løjer af at erte ham. „Her treffes vi nu, Finn“, ſagde han; „ſidſt var det i Nroge“ den danſke Hird har nok ikke været dig rigtig haandfaſt, og det bliver et ſlemt Arbejde for Nordmændene, at ſlæbe paa dig blinde Mand“. „Mangt og meget ſlemt have Nordmændene nu at gjøre“, ſagde Finn, „og det værſte er, hvad du befaler dem“. „Vil du modtage Grid, ſkjønt du ej fortjener den“, ſpurgte Kongen. „Ikke af dig, din Hund“, var Smaa Svar. „Maaſkee heller af din Frænde Magnus“ (Kongens Søn), ſagde Harald. „Hvad kan den Hvalp raade for Grid“, ſvarede Finn. Kongen morede ſig koſteligt over hans bidſke Svar og vedblev haabe: „vil du da modtage Grid af din Frændkone Thora (Dronningen)?“ „Er hun her“, ſpurgte Finn. „Ja hun er her“, ſagde Kongen. „Da er det ikke underligt“, ſagde Finn, der nu glemte ſig ſelv ganſke af Vrede, „at du har bidt ſaa vel fra dig, naar Merren fulgte dig[2]“. Imidlertid gav Harald ham dog Grid, og beholdt ham hos ſig, men han var ſaa grætten og uvoren i ſin Tale, at Kongen, der vel for Frændſkabs, gammel Venſkabs og hans høje Alderdoms Skyld ej nennede at dræbe ham, fandt

  1. Det er Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre, der lade Haakon hjelpe Kong Sven under Navnet Vandraad, og omtale Bonden Karl. Morkinſkinna (og Flatøbogen) ſaa vel ſom Fagrſkinna vide intet om at Haakon hjalp ham, og fortælle heller ikke noget om Karl, men ſige kun at Sven med een Ledſager flygtede i Land og kom til et lider Huus, hvor de traf en gammel Kerling, der gav de oven anførte Svar. Beretningen om Haakons Medvirkning ſynes dog umuligt at kunne være greben af Luften, og bærer ganſke Sandhedens Præg, hvorfor vi ej have betænkt os paa at optage den.
  2. Her ſigtes til Heſtekampene.