Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/299

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
281
Slaget udenfor Nisaa. Svens Flugt.

ſig frem over Rælingen til ham. Da ſagde denne: „Jeg vil gjerne modtage Livet af dig, hvis du vil ſkjenke mig det“. Haakon gjenkjendte ſtrax Kong Sven, men uden at lade ſig merke dermed rejſte han ſig op, kaldte to af ſine kjæreſte Mænd til ſig, og bød dem at bringe Vandraad ſikkert i Land; „Vandraad har nemlig“, ſagde han, „forhen gjort mig mange gode Tjeneſter; ſiden ſkulle I følge ham op til min Ven Karl, og ſig denne til Tegn paa at I ere ſendte af mig, at han ſkal lade Vandraad faa den Heſt, jeg i Forgaars gav ham, og at han ſkal lade ſin egen Søn følge ham videre“. Det var endnu ikke blevet ganſke lyſt. Paa alle Kanter roede der Baade med flygtende, deels til Land, deels ud til Havs. Sven ſatte ſig ved Roret i ſin Baad, medens de to Mænd, Haakon havde givet ham med, roede. Han ſtyrede der, hvor han fandt bedſt Plads mellem de øvrige Fartøjer, og hvor han mødte norſke Skibe, ſagde hans Ledſagere, at de hørte til Haakons Folk, og fik da uhindret komme forbi. Sven ſtyrede en Stund langs med Stranden, og lagde ikke til Land, førend Baaden var kommen ud af Trængſelen. Herfra gik de op til Karl, en Kot-Bonde, der boede i et lidet afſides liggende Huus, hvor Sven var langt ſikrere end i Landsbyerne og de ſtore Gaarde, thi her ſtrejfede allerede Flokke af Nordmænd omkring. Karl var nys ſtaaet op og paaklædt. Haakons Mænd hilſte ham fra deres Herre, og ſagde ham deres Ærende, hvilket han var ſtrax rede til at adlyde. Han lod ſætte Mad for dem, medens Heſten ſadledes og hans Søn gjorde ſig rejſefærdig. Nu kom ogſaa hans Kone ind, og da hun ſaa de Fremmede, ſpurgte hun, hvo de vare. „Vi ere vejfarende Mænd“, ſagde den ene af Svens Ledſagere, „og trænge til eders hjelp“. „Ere I ſaa fornemme Mænd, ſom I føre eder vigtigt op“, ſagde hun, „da kunne I vel i det mindſte give mig Beſked om, hvad det Raab og Glam ſkal betyde, der i Nat har hindret os fra at ſove, om Kongerne maaſkee have holdt Slag, eller om der har været noget andet paa Færde.“ „Det er nok ſaa, at Kongerne have holdt Slag“, ſagde Svens Ledſager“, men har ſejret“, ſpurgte Konen videre. „Nordmændene“, ſvarede den anden. „Er da vor Konge dræbt“, ſpurgte hun. „Nej“, ſvarede hiin, „han er undkommen“. „Vee os“, ſagde hun da, „at vi ſkulle have en Konge, ſom er baade halt og modløs“. „Nej, min gode Kone“, ſagde Sven, ſom nu tog Ordet, „lad os ej anſee ham for modløs, men kun for ikke ſynderlig ſejrſæl“. Da de vaſkede ſig før Maaltidet, vilde Sven tørre ſig midt paa Haandklædet; men da Konen ſaa det, rykkede hun det fra ham med de Ord: „veed du da ikke ſaa meget Folkeſkik, at man ej ſkal tørre ſig midt paa Haandklædet, og gjøre det alt ſammen vaadt?“ „Med Guds Hjelp“, ſagde Sven, „kommer jeg vel endnu ſaa vidt at jeg kan tørre mig midt paa Haandklædet“. Karl havde imidlertid allerede gjenkjendt Kongen, og var