sig frem over Rælingen til ham. Da sagde denne: „Jeg vil gjerne modtage Livet af dig, hvis du vil skjenke mig det“. Haakon gjenkjendte strax Kong Sven, men uden at lade sig merke dermed rejste han sig op, kaldte to af sine kjæreste Mænd til sig, og bød dem at bringe Vandraad sikkert i Land; „Vandraad har nemlig“, sagde han, „forhen gjort mig mange gode Tjenester; siden skulle I følge ham op til min Ven Karl, og sig denne til Tegn paa at I ere sendte af mig, at han skal lade Vandraad faa den Hest, jeg i Forgaars gav ham, og at han skal lade sin egen Søn følge ham videre“. Det var endnu ikke blevet ganske lyst. Paa alle Kanter roede der Baade med flygtende, deels til Land, deels ud til Havs. Sven satte sig ved Roret i sin Baad, medens de to Mænd, Haakon havde givet ham med, roede. Han styrede der, hvor han fandt bedst Plads mellem de øvrige Fartøjer, og hvor han mødte norske Skibe, sagde hans Ledsagere, at de hørte til Haakons Folk, og fik da uhindret komme forbi. Sven styrede en Stund langs med Stranden, og lagde ikke til Land, førend Baaden var kommen ud af Trængselen. Herfra gik de op til Karl, en Kot-Bonde, der boede i et lidet afsides liggende Huus, hvor Sven var langt sikrere end i Landsbyerne og de store Gaarde, thi her strejfede allerede Flokke af Nordmænd omkring. Karl var nys staaet op og paaklædt. Haakons Mænd hilste ham fra deres Herre, og sagde ham deres Ærende, hvilket han var strax rede til at adlyde. Han lod sætte Mad for dem, medens Hesten sadledes og hans Søn gjorde sig rejsefærdig. Nu kom ogsaa hans Kone ind, og da hun saa de Fremmede, spurgte hun, hvo de vare. „Vi ere vejfarende Mænd“, sagde den ene af Svens Ledsagere, „og trænge til eders hjelp“. „Ere I saa fornemme Mænd, som I føre eder vigtigt op“, sagde hun, „da kunne I vel i det mindste give mig Besked om, hvad det Raab og Glam skal betyde, der i Nat har hindret os fra at sove, om Kongerne maaskee have holdt Slag, eller om der har været noget andet paa Færde.“ „Det er nok saa, at Kongerne have holdt Slag“, sagde Svens Ledsager“, men har sejret“, spurgte Konen videre. „Nordmændene“, svarede den anden. „Er da vor Konge dræbt“, spurgte hun. „Nej“, svarede hiin, „han er undkommen“. „Vee os“, sagde hun da, „at vi skulle have en Konge, som er baade halt og modløs“. „Nej, min gode Kone“, sagde Sven, som nu tog Ordet, „lad os ej ansee ham for modløs, men kun for ikke synderlig sejrsæl“. Da de vaskede sig før Maaltidet, vilde Sven tørre sig midt paa Haandklædet; men da Konen saa det, rykkede hun det fra ham med de Ord: „veed du da ikke saa meget Folkeskik, at man ej skal tørre sig midt paa Haandklædet, og gjøre det alt sammen vaadt?“ „Med Guds Hjelp“, sagde Sven, „kommer jeg vel endnu saa vidt at jeg kan tørre mig midt paa Haandklædet“. Karl havde imidlertid allerede gjenkjendt Kongen, og var
