Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/298

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
280
Harald Haardraade.

Sider, og de af Beſætningen, ſom ikke faldt, maatte enten ſtyrte ſig i Søen, eller flygte bort paa Smaabaade. Sven ſelv holdt ud til ſidſte Mand, og flygtede ikke, førend Skibet ganſke bar ryddet: da kaſtede han ſig i en Baad, der laa ved Løftingen, og roede bort. Fra de andre Skibe ſaa man hiins Merke falde, og dette var Tegn til almindelig Flugt. Da man ikke ſaa haſtigt kunde faa hugget Tengſlerne, ſøgte de, ſom befandt ſig paa de ſammenbundne Skibe, at komme over til de løſe, eller kaſtede ſig overbord: det gjaldt kun at frelſe ſig ſom man bedſt kunde. Paa denne Maade kom ikke færre end 70 danſke Skibe til at ligge efter, aldeles folketomme[1]. Finn Arnesſøn, der,nu var meget gammel, og dertil næſten ganſke blind, forſøgte ikke paa at ſlugte, men ſatte ſig i Løftingen paa ſit Skib, hvor han blev greben af Haralds Mænd. Ogſaa Skjalm hvide, omringet af en Mængde Fiender og ſvækket ved Blodtab, blev fangen, og ſaa ſtor Priis ſatte Harald paa at have faaet ham i ſin Magt, at han gav ham en Vagt, der ej alene ſkulde pasſe paa at han ikke undkom, men ogſaa ſørge for at der ikke tilføjedes ham nogen Skade[2]. Hvor mange der faldt paa begge Sider, nævnes ikke, men det har ſikkert været en ſtor Mængde, ogſaa af Nordmændene[3]. Det ſtørſte Tab, ſom disſe havde at beklage, var Skjalg Erlingsſøns Fald. Hans Skib laa i den Fløj, ſom vendte mod Land: det ſvajede ind, kom paa Grund, og blev ſtrax angrebet af nogle Tropper ſom Sven havde efterladt paa Kyſten; hver eneſte Mand paa Skibet blev dræbt.

Harald forfulgte de flygtende Daner, men dette var ej nogen let Sag, da Skibene laa ſaa tæt ſammen, at man næſten ikke kunde komme frem. Medens han var beſkjeftiget hermed, laa Haakon Ivarsſøn efter paa en anden Kant nærmere Land, ligeledes hindret bed de ſammenbundne Sibe fra at komme videre. Da kom en høj Mand i en ſiid Hat roende hen til hans Skib i en Baad, lagde til bed Løftingen, og raabte op: „hvor er Haakon Ivarsſøn!“ Haakon ſtod juſt i Forrummet og hjalp til at forbinde en af ſine Mænd. Han vendte ſig mod Manden i Baaden, og ſpurgte om hans Navn. „Jeg beder Vandraad“ (d. e. den ſom er i Nød), ſvarede han, „og ønſkede gjerne at tale med dig“. Haakon bøjede

  1. Tallet nævnes udtrykkeligt i et Vers af Thjodolf.
  2. Saxo (S. 554) der rimeligviis ogſaa her har haft Abſalons Fortælling for ſig.
  3. Der blev ſaa ſtort Mandfald, at ingen kunde faa Tal derpaa, og næſten alt paa de Danſkes Side, ſiger Morkinſkinna fol. 13. a. Antager man, at de danſke Skibe i Gjennemſnit havde en Beſætning af 50 Mand (de vare nemlig ſmaa), faar man dog en Styrke af 18000 Mand, og regner man kun at der paa hvert af de 70 ryddede Skibe faldt 20, bliver dog allerede dette 1400. Dog faldt der ogſaa paa de andre Skibe en ſtor Mængde, ſaa at man viſt i alt kan regne 3000.