Sider, og de af Besætningen, som ikke faldt, maatte enten styrte sig i Søen, eller flygte bort paa Smaabaade. Sven selv holdt ud til sidste Mand, og flygtede ikke, førend Skibet ganske bar ryddet: da kastede han sig i en Baad, der laa ved Løftingen, og roede bort. Fra de andre Skibe saa man hiins Merke falde, og dette var Tegn til almindelig Flugt. Da man ikke saa hastigt kunde faa hugget Tengslerne, søgte de, som befandt sig paa de sammenbundne Skibe, at komme over til de løse, eller kastede sig overbord: det gjaldt kun at frelse sig som man bedst kunde. Paa denne Maade kom ikke færre end 70 danske Skibe til at ligge efter, aldeles folketomme[1]. Finn Arnessøn, der,nu var meget gammel, og dertil næsten ganske blind, forsøgte ikke paa at slugte, men satte sig i Løftingen paa sit Skib, hvor han blev greben af Haralds Mænd. Ogsaa Skjalm hvide, omringet af en Mængde Fiender og svækket ved Blodtab, blev fangen, og saa stor Priis satte Harald paa at have faaet ham i sin Magt, at han gav ham en Vagt, der ej alene skulde passe paa at han ikke undkom, men ogsaa sørge for at der ikke tilføjedes ham nogen Skade[2]. Hvor mange der faldt paa begge Sider, nævnes ikke, men det har sikkert været en stor Mængde, ogsaa af Nordmændene[3]. Det største Tab, som disse havde at beklage, var Skjalg Erlingssøns Fald. Hans Skib laa i den Fløj, som vendte mod Land: det svajede ind, kom paa Grund, og blev strax angrebet af nogle Tropper som Sven havde efterladt paa Kysten; hver eneste Mand paa Skibet blev dræbt.
Harald forfulgte de flygtende Daner, men dette var ej nogen let Sag, da Skibene laa saa tæt sammen, at man næsten ikke kunde komme frem. Medens han var beskjeftiget hermed, laa Haakon Ivarssøn efter paa en anden Kant nærmere Land, ligeledes hindret bed de sammenbundne Sibe fra at komme videre. Da kom en høj Mand i en siid Hat roende hen til hans Skib i en Baad, lagde til bed Løftingen, og raabte op: „hvor er Haakon Ivarssøn!“ Haakon stod just i Forrummet og hjalp til at forbinde en af sine Mænd. Han vendte sig mod Manden i Baaden, og spurgte om hans Navn. „Jeg beder Vandraad“ (d. e. den som er i Nød), svarede han, „og ønskede gjerne at tale med dig“. Haakon bøjede
- ↑ Tallet nævnes udtrykkeligt i et Vers af Thjodolf.
- ↑ Saxo (S. 554) der rimeligviis ogsaa her har haft Absalons Fortælling for sig.
- ↑ Der blev saa stort Mandfald, at ingen kunde faa Tal derpaa, og næsten alt paa de Danskes Side, siger Morkinskinna fol. 13. a. Antager man, at de danske Skibe i Gjennemsnit havde en Besætning af 50 Mand (de vare nemlig smaa), faar man dog en Styrke af 18000 Mand, og regner man kun at der paa hvert af de 70 ryddede Skibe faldt 20, bliver dog allerede dette 1400. Dog faldt der ogsaa paa de andre Skibe en stor Mængde, saa at man vist i alt kan regne 3000.
