Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/297

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
279
Slaget udenfor Nis-Aa.

Nordmændene ganſke i deres Magt“. I det Sven lagde ſit Skib mod Haralds, bad han ſine Mænd at mindes, hvor meget ondt Nordmændene havde gjort i hans Rige, og hvor haardt det bar, idelig at maatte døje Ufred af dem. „Lad det nu ſpørges“, ſagde han, „at vi gaa vel og tappert frem; her ere nu mange fornemme Mænd og brave Drenge: ſejre vi nu, da kunne vi ſiden leve i Fred og Ro med Ære“. Nu begyndte Kampen, og førtes en Stund med ſtor Heftighed. Kong Harald tog Plads i Forrummet af ſin Drage, og ſkød derfra med Bue hele Natten. Det gik, ſom Haakon havde forudſagt, at Danerne i Førſtningen kæmpede meget hidſigt. Iſær udmerkede ſig en af Skjalm hvides Mænd, ved Navn Aaſlak. Uden Ruſtning, kun dækket med ſit Skjold, og uden andet Vaaben end en Egegreen, der oprindelig var beſtemt til Rorſtang, løb han over paa et fiendtligt Skib, fældte de forbauſede Nordmænd til begge Sider, jog andre ud i Vandet, og førſt da Skibet var ryddet, vendte han tilbage til ſit eget, efter at have faaet flere, dog i det hele taget kun ubetydelige, Saar[1]. Men imidlertid roede Haakon Ivarsſøn, hvis Skibe ikke vare bundne ſammen med de øvrige, omkring paa forſkjellige Kanter, for at angribe Fiendens løſe Skibe. Disſe vege tilbage, efter ſom han nærmede ſig, men han forfulgte dem, ryddede det ene efter det andet, og drev de øvrige paa Flugten. Da kom en Skude med Melding om det ſtore Mandfald paa den anden Fløj, og at denne havde begyndt at vige: ſtrax ilede Haakon did, og angreb ſaa vældigt, at Danerne vege tilbage. Forfærdede herover, benyttede Skaaningerne ſig af Nattemørket til i al Stilhed og ubemerket at hugge Tengſlerne og drage ſig ud af Slaget; de flygtede ind i Elven, hvor de forlode Skibene, og ſnege ſig tilbage til Skaane ad afſides Veje. Dette, ſiger Saxo, var en Skjendſel, ej alene for dem, men ogſaa for deres Efterkommere, og ſom til alle Tider vil paadrage dem Haansord[2]. Haakon Ivarsſøn vedblev den hele Nat, ſaaledes ſom han havde begyndt, at ro omkring og hjelpe til, hvor det meſt behøvedes: og hvor han angreb, kunde intet ſtaa ſig for ham. Paa denne Maade fortſattes Kampen indtil det begyndte at gry ad Dag[3]. Da førſt blev Sven til ſin Ærgrelſe var, at Skaaningerne havde taget Flugten, men desuagtet ſøgte han endnu at holde Stand. Det nyttede ham dog ikke, thi Harald entrede hans Skib, huggende til begge

  1. Saxo (Side 553), ſom her udtrykkeligt paaberaaber ſig Erkebiſkop Abſalons Vidnesbyrd.
  2. Saxo S. 553.
  3. Ogſaa Saxo fortæller, at Kampen fandt Sted om Natten. Det ſiges udtrykkeligt i Thjodolfs Vers, hvor det heder at Kongen ſkød „hele Natten“, og i Steins, der ſiger at „Ravnen fik ſit Bytte i Otten“.