Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
12
Magnus den gode.

de Høvdinger, der ledede Hardeknuts Skridt, ikke ønſkede Sven til hans Efterfølger og heller vilde udſætte ſin for den Mulighed, at Riget tilfaldt en norſk Konge, thi af denne var det dog altid at vænte, at han nærmeſt vilde varetage det nordiſke Partis Interesſer lige over for det national-danſke[1]. Derimod maatte Sven have mange Tilhængere hos det egentlige Folk. Alle de ældgamle Slægter fra Leidrekongernes Tid, der maaſkee allerede havde glædet ſig til Knytlingeſtammens nær føreſtaaende Uddøen ſom det Øjeblik, da de nordiſke Høvdingers Vælde ſkulde ophøre, maatte, iſær efter Arvepagtens Oprettelſe, ſætte Haabet til Sven ſom deres vordende Frelſer. Og iſær er det ſandſynligt, at for ſaa vidt endnu nogen var tilbage af Jomsvikingernes Skare, ſamlede de ſig om ham, og opfordrede ham til at gjøre ſine Rettigheder gjeldende. Hvis man kan tro den ovenfor efter Mag. Adam af Bremen meddeelte Beretning, ſkal endog Hardeknut ſelv, da Sven perſonligt begav ſig til ham, have antaget ſig hans Sag. Det er og heel rimeligt thi deels var Sven og Hardeknut jevnaldrende Frænder og gamle Barndomsbekjendte[2], deels var Brennø-Forliget, ſom det udtrykkeligt ſiges, mere de danſke og norſke Høvdingers, end Kongens eget Verk, ſaa at det ſlet ikke er afgjort, at Hardeknut juſt betragtede det med ſynderlig Glæde: at han under ſaadanne Forhold ved Synet af den haabefulde Frænde og Barndomsven kunde føle Anger over at have givet ſit Minde til en Foranſtaltning, der truede med at berøve denne Frænde det Rige, hvorpaa han havde ſaa grundede Fordringer, og at bringe det i Hænderne paa en fremmed Konge, er heel naturligt, og hvad man tillige oftere har ſeet Exempler paa[3], iſær da han vel, ſom man maa formode, havde en Anelſe om at Magnus vilde komme til at overleve ham. Men hvad enten nu, ſom Mag. Adam fortæller, Hardeknut virkelig ſatte Sven i Spidſen for en Flaade, hvormed han forgjeves bekrigede Magnus, eller han kun foreløbigt tilſagde ham ſin Beſkyttelſe, er det viſt, at Sven efter et kort Ophold i England og maaſkee i Danmark, atter maatte ty tilbage til Sverige, hvor han ſiden Faderens Don havde opholdt ſig[4]. Og hvis han væntede Hjelp af

  1. Jvfr. herom ovenfor, I. 2. S. 726.
  2. Da Knut allerførſt udnævnte Ulf Jarl til Statholder i Danmark, tog han Sven med til England ſom Gisſel, ſe ovf. I. 2. S. 726. Men ſidenefter maa Sven være kommen tilbage til ſin Fader og have levet ſammen med Ulf, thi der fortælles udtrykkeligt, at Ulf ved Knuts Ankomſt til Danmark 1027 ſendte Sven og Hardeknut til ham for at bede ham om Naade, ſe S. 730. At Sven og Hardeknut vare jevnaldrende, ſiges udtrykkeligt i Olaf d. helt. Saga Cap. 144.
  3. Ligeſom da Englands Dronning Anna, ſom bekjendt, efter at Georg af Hannover var bleven beſtemt til Englands Tronarving, dog ſøgte at omſtyrte denne ſaakaldte act ak settlement, og ſpille Tronfølgen over til ſin Broderſøn, Jakob Stuart.
  4. Ogſaa Ágrip Cap. 31 omtaler Svens Ophold i England.