de Høvdinger, der ledede Hardeknuts Skridt, ikke ønskede Sven til hans Efterfølger og heller vilde udsætte sin for den Mulighed, at Riget tilfaldt en norsk Konge, thi af denne var det dog altid at vænte, at han nærmest vilde varetage det nordiske Partis Interesser lige over for det national-danske[1]. Derimod maatte Sven have mange Tilhængere hos det egentlige Folk. Alle de ældgamle Slægter fra Leidrekongernes Tid, der maaskee allerede havde glædet sig til Knytlingestammens nær førestaaende Uddøen som det Øjeblik, da de nordiske Høvdingers Vælde skulde ophøre, maatte, især efter Arvepagtens Oprettelse, sætte Haabet til Sven som deres vordende Frelser. Og især er det sandsynligt, at for saa vidt endnu nogen var tilbage af Jomsvikingernes Skare, samlede de sig om ham, og opfordrede ham til at gjøre sine Rettigheder gjeldende. Hvis man kan tro den ovenfor efter Mag. Adam af Bremen meddeelte Beretning, skal endog Hardeknut selv, da Sven personligt begav sig til ham, have antaget sig hans Sag. Det er og heel rimeligt thi deels var Sven og Hardeknut jevnaldrende Frænder og gamle Barndomsbekjendte[2], deels var Brennø-Forliget, som det udtrykkeligt siges, mere de danske og norske Høvdingers, end Kongens eget Verk, saa at det slet ikke er afgjort, at Hardeknut just betragtede det med synderlig Glæde: at han under saadanne Forhold ved Synet af den haabefulde Frænde og Barndomsven kunde føle Anger over at have givet sit Minde til en Foranstaltning, der truede med at berøve denne Frænde det Rige, hvorpaa han havde saa grundede Fordringer, og at bringe det i Hænderne paa en fremmed Konge, er heel naturligt, og hvad man tillige oftere har seet Exempler paa[3], især da han vel, som man maa formode, havde en Anelse om at Magnus vilde komme til at overleve ham. Men hvad enten nu, som Mag. Adam fortæller, Hardeknut virkelig satte Sven i Spidsen for en Flaade, hvormed han forgjeves bekrigede Magnus, eller han kun foreløbigt tilsagde ham sin Beskyttelse, er det vist, at Sven efter et kort Ophold i England og maaskee i Danmark, atter maatte ty tilbage til Sverige, hvor han siden Faderens Don havde opholdt sig[4]. Og hvis han væntede Hjelp af
- ↑ Jvfr. herom ovenfor, I. 2. S. 726.
- ↑ Da Knut allerførst udnævnte Ulf Jarl til Statholder i Danmark, tog han Sven med til England som Gissel, se ovf. I. 2. S. 726. Men sidenefter maa Sven være kommen tilbage til sin Fader og have levet sammen med Ulf, thi der fortælles udtrykkeligt, at Ulf ved Knuts Ankomst til Danmark 1027 sendte Sven og Hardeknut til ham for at bede ham om Naade, se S. 730. At Sven og Hardeknut vare jevnaldrende, siges udtrykkeligt i Olaf d. helt. Saga Cap. 144.
- ↑ Ligesom da Englands Dronning Anna, som bekjendt, efter at Georg af Hannover var bleven bestemt til Englands Tronarving, dog søgte at omstyrte denne saakaldte act ak settlement, og spille Tronfølgen over til sin Brodersøn, Jakob Stuart.
- ↑ Ogsaa Ágrip Cap. 31 omtaler Svens Ophold i England.
