Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/294

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
276
Harald Haardraade.

altid temmelig anſeelige, Styrke ſejlede han videre ſydefter langs Kyſten af Halland, ſom han nu herjede vidt og bredt[1]. Paa denne Maade kom han lige ned til Lovefjorden (Laholmsbugten), hvor han lagde ind i Udløbet af Nis-Aa, og begyndte at herje, ſom ſædvanligt. Dog medens han mindſt væntede det, kom Kong Sven med hele den danſke Flaade, der beſtod af ikke færre end 360 Skibe, fornemmelig fra Sjæland, Skaane og Smaaøerne, og lagde ſig i Nærheden[2]. Men da det nu ſaa ud til at Harald aldeles vilde blive indeſtængt og overmandet, fik han en uvæntet Forſterkning af Haakon Ivarsſøn, der, nylig hjemkommen fra et Søtog, var i Følge med Finn Arnesſøn, men ved at ſee Nordmændenes farlige Stilling beſluttede at komme dem til Hjelp, hvor meget han end havde imod Kong Harald, enten nu fordi han ikke kunde bære over at kæmpe mod ſine Landsmænd, eller, hvad der er rimeligere, fordi han var ked af at være i Landflygtighed, og ved at ſtaa Harald bi i denne Fare haabede at faa ſin Landsviſt tilbage, ja maaſkee endog Ragnhilds Haand, ſom hidtil havde været forholdt ham[3]. Han ſagde derfor til ſine Mænd, at uagtet Kong Sven var venneſæl, Harald deri-

  1. Paa dette Tog var det maaſkee at han, ſom det i Tillægget til Landnaama fortælles, laa i Nærheden af Brødrehøjene ved Glaumſtein i Halland, og forgjæves æſkede Oplysning om, hvo der laa begraven i dem, indtil en vis Sigurd hvite om Natten drømte, at en hærklædt Mand kom til ham og kvad et Vers, hvori han ſom de der begravne Kæmper nævnte Snjell og Hjaldr, og forudſagde Kamp og Sejr, ligeſom og en anden af Haralds Mænd, Bjørn Stift, drømte noget lignende. Da Harald, heder det, kom hjem til Norge, fik han vide af Kaare den ſvarte, en Frænde af Thjodolf af Hvin, at Snjall og Hjald vare Sønner af Kong Vatnar, ſe ovf. I. 1, S. 298.
  2. I Morkinſkinna (Flatøbogen) fortælles det, ſom ovenfor bemerket, at Sven ſøgte at blokere Harald ved en Ø, og at det var her, at Harald ved Hjelp af Ormen fandt Vand:, ogſaa Fagrſkinna Cap. 191 (jvfr. Ágrip) ſiger, at Danerne lukkede Nordmændene inde. Men at ingen ſaadan Indelukning fandt Sted, ſees tydeligt af Sagaens egne Ord, hvor de lade Harald forelægge ſine Folk Valget mellem at kæmpe og at undfly. Vare de indeſtængte, havde de intet Valg. Dertil kommer og, at de med Henſyn til Enkelthederne paalidelige Skalde, nemlig Sven Herdiſeſøn, om hvem der udtrykkeligt ſiges, at han var tilſtede, lade Slaget foregaa „udenfor Nisaa-Oſet“ (Stein), „udenfor Mundingen“ (Stuf), „udenfor Nisaa“ (Thjodolf), ligeſom Saxo baade lader Sven ſelv lægge ſig i Nisaa, ſamt derfra drage ud mod Harald, og Skaaningerne ſiden flygte tilbage til Nisaa. Indſtængninge-Hiſtorien vedkommer derfor viſtnok kun det klaret forud foretagne Tog i Limfjorden, ſe ovf. S. 272. Men naar Saxo derhos lader Sven have mindre Hær end Harald, da er dette aabenbart en Fejl, thi Stein Herdiſeſøn ſiger udtrykkeligt, at Harald havde halvandet Hundrede (180), Sven tre Hundreder (360) Skibe.
  3. I Hrokkinſkinna og hos Snorre deeltager Haakon i Slaget ſom Haralds Jarl, og gift med Ragnhild, men at dette er urigtigt, er allerede ovenfor viiſt. Urigtigt er det dog ogſaa paa den anden Side, naar Morkin-