altid temmelig anseelige, Styrke sejlede han videre sydefter langs Kysten af Halland, som han nu herjede vidt og bredt[1]. Paa denne Maade kom han lige ned til Lovefjorden (Laholmsbugten), hvor han lagde ind i Udløbet af Nis-Aa, og begyndte at herje, som sædvanligt. Dog medens han mindst væntede det, kom Kong Sven med hele den danske Flaade, der bestod af ikke færre end 360 Skibe, fornemmelig fra Sjæland, Skaane og Smaaøerne, og lagde sig i Nærheden[2]. Men da det nu saa ud til at Harald aldeles vilde blive indestængt og overmandet, fik han en uvæntet Forsterkning af Haakon Ivarssøn, der, nylig hjemkommen fra et Søtog, var i Følge med Finn Arnessøn, men ved at see Nordmændenes farlige Stilling besluttede at komme dem til Hjelp, hvor meget han end havde imod Kong Harald, enten nu fordi han ikke kunde bære over at kæmpe mod sine Landsmænd, eller, hvad der er rimeligere, fordi han var ked af at være i Landflygtighed, og ved at staa Harald bi i denne Fare haabede at faa sin Landsvist tilbage, ja maaskee endog Ragnhilds Haand, som hidtil havde været forholdt ham[3]. Han sagde derfor til sine Mænd, at uagtet Kong Sven var vennesæl, Harald deri-
- ↑ Paa dette Tog var det maaskee at han, som det i Tillægget til Landnaama fortælles, laa i Nærheden af Brødrehøjene ved Glaumstein i Halland, og forgjæves æskede Oplysning om, hvo der laa begraven i dem, indtil en vis Sigurd hvite om Natten drømte, at en hærklædt Mand kom til ham og kvad et Vers, hvori han som de der begravne Kæmper nævnte Snjell og Hjaldr, og forudsagde Kamp og Sejr, ligesom og en anden af Haralds Mænd, Bjørn Stift, drømte noget lignende. Da Harald, heder det, kom hjem til Norge, fik han vide af Kaare den svarte, en Frænde af Thjodolf af Hvin, at Snjall og Hjald vare Sønner af Kong Vatnar, se ovf. I. 1, S. 298.
- ↑ I Morkinskinna (Flatøbogen) fortælles det, som ovenfor bemerket, at Sven søgte at blokere Harald ved en Ø, og at det var her, at Harald ved Hjelp af Ormen fandt Vand:, ogsaa Fagrskinna Cap. 191 (jvfr. Ágrip) siger, at Danerne lukkede Nordmændene inde. Men at ingen saadan Indelukning fandt Sted, sees tydeligt af Sagaens egne Ord, hvor de lade Harald forelægge sine Folk Valget mellem at kæmpe og at undfly. Vare de indestængte, havde de intet Valg. Dertil kommer og, at de med Hensyn til Enkelthederne paalidelige Skalde, nemlig Sven Herdisesøn, om hvem der udtrykkeligt siges, at han var tilstede, lade Slaget foregaa „udenfor Nisaa-Oset“ (Stein), „udenfor Mundingen“ (Stuf), „udenfor Nisaa“ (Thjodolf), ligesom Saxo baade lader Sven selv lægge sig i Nisaa, samt derfra drage ud mod Harald, og Skaaningerne siden flygte tilbage til Nisaa. Indstængninge-Historien vedkommer derfor vistnok kun det klaret forud foretagne Tog i Limfjorden, se ovf. S. 272. Men naar Saxo derhos lader Sven have mindre Hær end Harald, da er dette aabenbart en Fejl, thi Stein Herdisesøn siger udtrykkeligt, at Harald havde halvandet Hundrede (180), Sven tre Hundreder (360) Skibe.
- ↑ I Hrokkinskinna og hos Snorre deeltager Haakon i Slaget som Haralds Jarl, og gift med Ragnhild, men at dette er urigtigt, er allerede ovenfor viist. Urigtigt er det dog ogsaa paa den anden Side, naar Morkin-
