Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/292

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
274
Harald Haardraade.

hvervede Kongedømmet over begge Riger. Om Sven modtog Udfordringen, ſiges ikke[1], men imidlertid udbød Harald Almenning af hele Riget, da det under alle Omſtændigheder var hans Henſigt at prøve en afgjørende Kamp. I Løbet af Vaaren blev Hæren og Flaaden dragen ſammen: det var en betydelig Styrke, men ſom førſt efterhaanden ſamledes, da Ledingsog Lendermænds-Skibene nu, ſom ellers, ikke paa eengang indfandt ſig, men førſt efter ſom Harald paa ſin Rejſe langs Kyſten kom forbi hvert Fylke. Selv tiltraadte han ikke Rejſen, førend det ſtore Skib var færdigt, hvilket det vel neppe blev førend henimod Sommerens Begyndelſe[2]. Da løb det af Stabelen, og derefter bleve de forgyldte Drageprydelſer paaſatte. Thjodolf Skald beſkriver meget levende Skibets Pragt. „Jeg ſaa“, ſiger han, „Skejden løbe ud i Aaen henimod Søen: betragt kun, hvorledes den prude Drages lange Side ſtrækker ſig ud foran Landet: Ormens blanke Fax ſtraaler nu, ſiden den er kommen paa Søen, og de prægtige Svirer bære det pure Guld“. Thjodolf nævner ogſaa Ugedagen, paa hvilken Harald lettede Anker. „Det var en Løverdag[3]“, ſiger han, „at Kongen lod tage Tjeldingerne ned, medens de fagre Kvinder betragtede Dragens Fart fra Byen: den unge Konge ſtyrede den nye Skejd ud af Nid-Elven mod Veſten, idet de brave Drenges Aarer ſloge Søen“. „Disſe Mænd“, ſiger han videre, „forſtaa ſig ret paa at føre Aarerne: Kvinden ſtaar og undres over deres Aareſlag ſom noget, hvortil hun ej har ſeet Magen: det vil gjøre hende ondt, om de ſorte Aarer ſpringe, men hiin behøver ej at ængſte ſig: alt ſkeer med Orden og Rolighed. Vældigt trykkes Hamlen, førend Aaren løftes, idet Nordmændene ro den naglede Drage gjennem den haglkolde Strøm: og naar de ſytti Aarer bevæge ſig i regelmæsſig Takt, ſeer det ud ſom Ørnevinger af Jern[4]“.

  1. Der ſtaar rigtignok længere nede (Harald Haardraades Saga Cap. 77, Snorre Cap. 63) at Sven ikke vilde holde Stevnelag med Nordmændene, men dette kunde vel ogſaa tages i den Betydning, at han ej ændſede den af Harald paa egen Haand fremſatte Udæſkning. Der kunde endog være Spørgsmaal om, hvor vidt Harald virkelig bar fremſat nogen ſaadan, efterſom Morkinſkinna tier derom, men Spørgsmaalet maa dog beſvares bekræftende, naar man ſeer hen til Øjevidnet Thjodolfs udtrykkelige Udſagn, ſom her nedenfor nærmere berøres, nemlig at Harald holdt Thing ved Thumla, og at Modet med Sven der var „berammet“ (eindagaðr fundr).
  2. Da Slaget ved Nisaa, ſom det nedenfor vil ſees, foregik i Auguſt, og Harald rimeligviis en 14 Dage eller 3 Uger forud, altſaa midt i Juli, afſkedigede Ledingstropperne fra det Nordenfjeldſke, da de vel havde ligget ude i den foreſkrevne Tid af halvanden Maaned, maa man ſætte Udfarten fra Nidaros til ſidſt i Mai eller førſt i Juni.
  3. Denne Løverdag kunde ſaaledes nærmeſt være 1ſte eller 8de Juni.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 62.