Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/291

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
273
Haakon Ivarsſøn drager førſte Gang til Danmark.

ſøn havde henvendt ſig til Kongen om Opfyldelſen af det Løfte, Finn Arnesſøn paa Kongens egne Vegne havde givet ham. Harald ſvarede at han for ſit Vedkommende vilde holde alt, hvad Finn havde lovet, men at Haakon med Henſyn til Giftermaalet maatte henvende ſig til Ragnhild ſelv, da det ikke vilde være raadeligt for nogen at faa hende mod hendes Vilje. Haakon gjorde ſom Kongen ſagde, men den ſtolte Ragnhild ſvarede: „jeg faar nok ofte at føle, at min Fader Magnus er død og begraven, iſær hvis jeg ſkal tvinges til at egte en Bondeſøn, hvor ſmuk og dygtig en Mand du forreſten kan være; hvis Kong Magnus levede, vilde han ikke bortgive mig til nogen Mand under fyrſtelig Værdighed, og heller ikke vil jeg have nogen ſaadan“. Med denne Beſked vendte Haakon tilbage til Harald, og foreſtillede ham i Overvær af flere, der i ſin Tid havde været tilſtede ved Forliget, at da det var en Betingelſe ved dette, at Kongen ſkulde udſtyre Ragnhild ſom hun ſelv ønſkede, og hun ikke vilde egte nogen, der ej var Konge eller Jarl, var det heller ikke mere end villigt, at Kongen ophøjede ham til Jarl, hvortil ogſaa baade hans Byrd og øvrige Fortjeneſter berettigede ham. Men Kongen gav hertil det merkelige Svar, at ſaavel hans Broder, Olaf den hellige, ſom Magnus den gode, havde overholdt den Regel, aldrig at have mere end een Jarl ad Gangen i Riget; at han ſelv havde iagttaget og fremdeles vilde iagttage det ſamme, og at Haakon derfor ikke kunde blive Jarl, ſaa længe Orm Jarl levede, thi ham gik det dog ikke an at fratage hans Værdighed. Herover blev Haakon Ivarsſøn meget forbitret og drog efter Finn Arnesſøns og de andre Misfornøjedes Viis ſtrax til Danmark, hvor man maa formode at han førſt og fremſt ſøgte ſin Frænde Finn Arnesſøn, der ſom Jarl i“ Halland var nærmeſt ved Haanden, og ſom den, der havde ſluttet Forliget med ham paa Kongens Vegne, var nærmeſt til at høre hans Beklagelſer over dets Ikke-Opfyldelſe. Men ſiden begav han ſig ogſaa til Kong Sven, der tog imod ham med megen Hæder, gav ham ſtore Forleninger, og ſatte ham til Landværnsmand mod Vender og Kurer, der tillige med andre Auſtrvegsmænd og Vikinger herjede i Danmark. Haakon laa nu ude til Søs baade Vinter og Sommer, men ſynes, naar han var i Land, fornemmelig at have haft ſit Tilhold hos Finn Jarl, der ogſaa ſtundom ledſagede ham paa hans Tog[1].

Saaledes ſtode Sagerne, da Harald om Vintren 1061—62 ſendte Bud til Sven Ulfsſøn, og udæſkede ham til et Hovedſlag, der, ſaaledes ſom det ogſaa i den forrige Aftale lød, ſkulde ſtaa ved Elven, og hvori man ſkulde kæmpe til det yderſte, paa den Betingelſe at Sejrherren er-

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68, Snorre Cap. 49—52.