Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/290

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
272
Harald Haardraade.

langs Veſtyſten, og ſtandſede ikke, førend han kom Nidaros, hvor han tilbragte Vintren. Her lod han ſtrax ſætte et ſtort Krigsſkib i Arbejde ude paa Øren. Det var beſtemt til at blive et ſaakaldet Busſe-Skib, og for øvrigt til at ligne Ormen lange ſaa meget ſom muligt, baade med Henſyn til Størrelſe, Pragt og omhyggelig Bygningsmaade. Det fik 35 Rum, og var endda ſtort i Forhold dertil. I Forſtavnen fik det et Dragehoved, i Agterſtavnen en Krog eller krummet Dragehale, og Svirerne eller Stavnſiderne vare ganſke forgyldte. I ſig ſelv blev det derfor overmaade ſmukt; og derhos ſørgede Kongen for, at ſaa vel dets Sejl og Tougverk, ſom Ankere og anden Redſkab vare af det meeſt udſøgte Slags[1].

Imidlertid var Kongedatteren Ragnhild voxet til[2], og Haakon Ivars-

    „Ljugsø“; „Lygsbreið“ er altſaa kun „Bredningen om Livø“. Ejdet, hvor Harald lod Skibene drage over til Havet, og ſom ifølge Knytlingaſaga Cap. 32 ſkal have faaet Navnet „Haraldsejd“, kan dog ikke, ſom de fleſte have antaget, vare det veſtligſte Eid ved Aggerkanalen, da det udtrykkeligt heder, at Ejdet var ved en Vig paa Indſiden af Lygsbredningen. Ejdet bliver ſaaledes alene det ved Vuuſt, hvor Sven nogle Aar i Forvejen havde udfordret Harald til Kamp, ſe ovf. S. 241.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 61. Det er Snorre, ſom kalder Skibet Busſe-Skib; i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtokke kaldes det Skejd. Men Snorre har viſt Ret, da de ſaakaldte Busſe- eller Butſe-Skibe paa denne Tid vare meget betydelige; ſaaledes omtales faa vel i de engelſke Annaler ved 1051 og 1064, ſom i Domesdaybook de ſaakaldte „Butſe-Karle“. Navnet „Busſe“ (bussa, buza, bucia, burcia, bucca) forekommer hyppigt hos Middelalderens Skribenter; det er egentlig det ſamme Ord ſom det franſke „bourse“, og bruges om ſtore, udbugede, meget rummelige, Skibe.
  2. Det er forhen omtalt, at Morkinſkinna fremſtiller Haakons Hiſtorie rigtigere end Hrokkinſkinna og Snorre, ved at lade Haakon Ivarsſøns endelige Frafald og Aasmund Bjørnsſøns Død finde Sted efter Nisaa-Slaget. Men at Haakon allerede før dette var bleven uenig med Harald, ſom Hrokkinſkinna og Snorre berette, og kun ved uformodentlig at komme ham til Hjelp ved Nisaa atter vandt hans Yndeſt (hvorom igjen Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre, der urigtigt lade Aasmunds Drab bevirke Haakons Adſkillelſe fra Sven, intet vide), beſtyrkes ſaa vel af Morkinſkinnas eget udtrykkelige Udſagn, hvorom nedenfor, ſom af Saxos Vidnesbyrd om „den uformodede Ankomſt af en Anfører fra Hjemmet“. Man faar derhos ſaa vel af Morkinſkinnas Udſagn, at Finn og Haakon tilſammen kom fra et Tog med deres Skibe til Laholmsfjorden, da de fandt Harald liggende der, ſom af Hallands Nærhed ved Viken og af den Omſtændighed, at Bonden Karl i Halland var Haakons Ven, den beſtemte Foreſtilling, at Haakon i denne førſte Landflygtighedstid iſær havde ſit Tilhold hos Finn i Halland, og at de oftere vare paa Tog ſammen. Da Ragnhild neppe vilde have givet et ſaa ſtolt Svar ſom det oven anførte, førend hun var voxen, eller da man neppe vilde have taget Notits deraf for, maa hun ved hiin Samtale mellem hende og Haakon antages at have været mindſt 15 til 16 Aar gammel, og Samtalen, ſaa vel ſom Haakons Bortrejſe maa derfor ifølge det ovenfor S. 234 anførte nærmeſt henføres til 1058.