Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/289

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
271
Harald ſlipper ved Liſt ud af Limfjorden.

letſejlende Smaaſkibe. Han gik ſom ſædvanligt i Land og herjede, idet Indbyggerne ſamlede ſig ſammen og ſøgte at forſvare ſig. Han vovede ſig endog ind i Limfjorden, hvor han herjede paa begge Kyſter. Imidlertid fik han her den ubehagelige Efterretning, at Kong Sven havde lagt ſig med en ſtor Flaade ved Hals, og agtede at ſtænge ham inde. Der var og al Rimelighed for, at denne Plan kunde lykkes, da Udløbet ved Hals er meget ſmalt, og Haralds Skibe kun vare faa. Men Harald ſejlede længer ind i Fjorden, indtil det Sted, hvor den er bredeſt, næſten ſom et Hav, nemlig den ſaakaldte Lygs- eller Livø-Bredning; derfra ſtyrede han ind i Vigen ved Sum„ hvor der kun er et ſmalt Ejd over til Havet, og om Natten, da det var blevet mørkt, lod han Skibene losſe, og efter at de ſaaledes vare lettede, drage over Ejdet til den anden Side, hvor de atter bleve ladede og bragte i ſejlklar Stand. Om Morgenen var det hele Arbejde tilendebragt, og Harald ſejlede nordefter forbi Jylland, i det hans Mænd ſang ſpottende:

Harald ſlap
af Haanden paa Daner.

Men Harald ſelv ſagde dog, at han næſte Gang ſkulde komme til Danmark med flere Folk og ſtørre Skibe[1]. Da han naaede Norge, ſejlede han videre

    Svens Hiſtorie, er ſaare uſikker i Chronologien, og dertil ufuldſtændig. Der vilde ſaaledes altid være en Mulighed for, at Saxo ved Djursaa-Slaget har tænkt paa Slaget ved Thjolarnes 1048, hvis man blot kunde antage, at Djursaa ej var Grenaa-Indløbet, men derimod et af de Vandløb, der gaa til Gudenaa og Randersfjorden. Og viſt er det, at medens Strømmen ved Grindhøgh paa Langebeks Kart over det ældre Jylland (Scr. VII. 520) kaldes „Dyursa fl.“, finder man Navnet „Diuraa“ anbragt ved Gudenaa paa et Strøg nordenfor Alling. Men hvad Hjemmel han hertil har haft, vides ikke, og nyere danſke Hiſtorikere, navnlig N. M. Peterſen i det geografiſke Regiſter til „Oldnordiſke Sagaer“, erklære ſig ubetinget for Grenaa-Strømmen.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 71, Snorre Cap. 60. Bearbejdelſen i disſe Sagaer tilføje ogſaa en højſt uſandſynlig og viſtnok opdigtet Fortælling om, hvorledes Harald, der i Limfjorden laa med ſin Flaade ved en liden uopdyrket Ø, raadede Bod paa en i Hæren herſkende Vandmangel ved at lade fange en Lyngorm, holde den ved Ilden til den tørſtede, og derpaa ſlippe løs med en Traad bunden ved Halen, for at man kunde ſee, hvor Inſtinktet lærte den at ſøge ned i Jorden efter Vand, og ſiden grave der, hvilket ogſaa ſkede med Held. I Morkinſkinna (og Flatøbogen) hvor denne Fortælling om Haralds undkommen fra Limfjorden ikke findes, fortælles vel ogſaa Hiſtorien om Ormen (fol. 12. b), men henføres til Laholmsfjorden, ſtrax forud for Nisaa-Slaget, da Harald var indſluttet der af den danſke Flaade. Hertil ſlutter ſig Ágrip Cap. 35. Fagrſkinna fortæller hverken om Flugten fra Limfjorden eller om Ormen. — Den Bredning af Limfjorden, hvorfra Harald ſøgte ind til Vigen og Ejdet, kaldes i de fleſte Haandſkrifter Lúsbreið, men i enkelte ogſaa Lyseið og Lygsbreið. Den ſidſte Form er øjenſynlig den rette, da Øen Livø, der ligger midt i Bredningen, forhen kaldtes „Lyg“, „Lygsø“