Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/287

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
269
En norſk Flaade ſendes til Skotland og England.

merkeligt ſom den førſte Fiendtlighed, der øvedes, om end middelbart, mellem Kong Harald og hans tilkommende farlige Modſtander Harald Godwinesſøn, og ſom det førſte Forſøg, Kong Harald gjorde paa at ſkaffe ſig faſt Fod i England, hvilket han altſaa, trods den i 1048 ſluttede Fred, dog ikke har ſlaaet af Tankerne, og hvortil vi, faa Aar efter, ſee ham gribe den førſte Lejlighed, der tilbød ſig. Man kan ogſaa antage ſom afgjort, at Haralds Befalingsmænd, hvor uheldige de end forreſten i England ſelv kunne have været, dog ikke have undladt at hævde hans Herredømme over Sydrøerne og Orknøerne, ſaa meget mere ſom Thorfinn Jarl nu ikke paa langt nær var ſaa mægtig ſom i tidligere Dage[1]. Dog har Mælkolm neppe været iſtand til at ſætte ſig i Beſiddelſe af Katanes og de nordveſtlige Dele af Skotland, førend efter Thorfinns Død, der indtraf nogle faa Aar efter det her omtalte Tog (omkring 1064[2]); og ſelv da kun ſtykkeviis, eller Skridt for Skridt, ſom det nedenfor nærmere ſkal viſes. Mælkolm egtede Thorfinns Enke Ingebjørg, ſædvanligviis kaldet Jarlemøder[3], viſtnok for derved at ſkaffe ſig Indflydelſe over Thorfinns og hendes unge Sønner, Paal og Erlend, der fulgte ſin Fader i Jarldømmet, ligeſom hun vel ogſaa paa ſin Side fornemmelig rakte Mælkolm ſin Haand for af en Fiende at gjøre ham til ſine Sønners Beſkytter, maaſkee iſær mod Kong Harald ſelv, hvem hun, Finn Arnesſøns Datter, neppe kunde være god, og hvis Lenshøjhed det laa i hendes Sønners Interesſe at afkaſte.

At Harald kunde foranſtalte et Tog af ſaa ſtor Udſtrækning, viſer at han maa have haft temmelig frie Hænder med Henſyn til den danſke Krig, og at han ikke har væntet ſig ſynderlig Fare fra Kong Sven. Selv gjorde han ogſaa ſandſynligviis paa denne Tid et andet Tog, der viſt ikke, ſom Beretteren derom, Mag. Adam af Bremen, ſynes at

    Det havde været ønſkeligt, om Annaliſten ej havde fundet det ſaa kedeligt. Florents af Worceſter lader den norſke Hær hjelpe Griffith og Ælfgar; men om dette kun er en vilkaarlig Kombination af Chron. Sax’s. Ord, eller grundet paa uafhængige Efterretninger, er vanſkeligt at afgjøre: af de væliſke Angler ſees dog, at Magnus og Grifſith opererede i Fællesſkab.

  1. Ogſaa hertil kan Mag. Adam have ſigtet, naar han ſiger at Harald underkaſtede ſig Orknø.
  2. Naar Thorfinn døde, ſiges ikke udtrykkeligt; det heder kun i Orkn. Saga, at han døde mod Slutningen af Haralds Regjeringstid; det heder vel og, at han var Jarl i over 60 Aar ſiden hans Morfader Kong Mælkolm gav ham Jarlsnavn, men naar dette ſkede, er ifølge det ovenfor (I. 2. S. 642) udviklede uſikkert. Dog taler der, ſom her viiſt, meeſt for at henføre hans Jarle-Udnævnelſe til 1004, hvorved hans Død ſaaledes falder ved 1064.
  3. Orknøinga Saga S. 90. Mælkolm egtede, ſom bekjendt, i 1067 Margrete, Datter af Edward Ædheling, men om Ingebjørg da var død, eller han forſkød hende, vides ikke med Vished.