merkeligt som den første Fiendtlighed, der øvedes, om end middelbart, mellem Kong Harald og hans tilkommende farlige Modstander Harald Godwinessøn, og som det første Forsøg, Kong Harald gjorde paa at skaffe sig fast Fod i England, hvilket han altsaa, trods den i 1048 sluttede Fred, dog ikke har slaaet af Tankerne, og hvortil vi, faa Aar efter, see ham gribe den første Lejlighed, der tilbød sig. Man kan ogsaa antage som afgjort, at Haralds Befalingsmænd, hvor uheldige de end forresten i England selv kunne have været, dog ikke have undladt at hævde hans Herredømme over Sydrøerne og Orknøerne, saa meget mere som Thorfinn Jarl nu ikke paa langt nær var saa mægtig som i tidligere Dage[1]. Dog har Mælkolm neppe været istand til at sætte sig i Besiddelse af Katanes og de nordvestlige Dele af Skotland, førend efter Thorfinns Død, der indtraf nogle faa Aar efter det her omtalte Tog (omkring 1064[2]); og selv da kun stykkeviis, eller Skridt for Skridt, som det nedenfor nærmere skal vises. Mælkolm egtede Thorfinns Enke Ingebjørg, sædvanligviis kaldet Jarlemøder[3], vistnok for derved at skaffe sig Indflydelse over Thorfinns og hendes unge Sønner, Paal og Erlend, der fulgte sin Fader i Jarldømmet, ligesom hun vel ogsaa paa sin Side fornemmelig rakte Mælkolm sin Haand for af en Fiende at gjøre ham til sine Sønners Beskytter, maaskee især mod Kong Harald selv, hvem hun, Finn Arnessøns Datter, neppe kunde være god, og hvis Lenshøjhed det laa i hendes Sønners Interesse at afkaste.
At Harald kunde foranstalte et Tog af saa stor Udstrækning, viser at han maa have haft temmelig frie Hænder med Hensyn til den danske Krig, og at han ikke har væntet sig synderlig Fare fra Kong Sven. Selv gjorde han ogsaa sandsynligviis paa denne Tid et andet Tog, der vist ikke, som Beretteren derom, Mag. Adam af Bremen, synes at
- ↑ Ogsaa hertil kan Mag. Adam have sigtet, naar han siger at Harald underkastede sig Orknø.
- ↑ Naar Thorfinn døde, siges ikke udtrykkeligt; det heder kun i Orkn. Saga, at han døde mod Slutningen af Haralds Regjeringstid; det heder vel og, at han var Jarl i over 60 Aar siden hans Morfader Kong Mælkolm gav ham Jarlsnavn, men naar dette skede, er ifølge det ovenfor (I. 2. S. 642) udviklede usikkert. Dog taler der, som her viist, meest for at henføre hans Jarle-Udnævnelse til 1004, hvorved hans Død saaledes falder ved 1064.
- ↑ Orknøinga Saga S. 90. Mælkolm egtede, som bekjendt, i 1067 Margrete, Datter af Edward Ædheling, men om Ingebjørg da var død, eller han forskød hende, vides ikke med Vished.
Det havde været ønskeligt, om Annalisten ej havde fundet det saa kedeligt. Florents af Worcester lader den norske Hær hjelpe Griffith og Ælfgar; men om dette kun er en vilkaarlig Kombination af Chron. Sax’s. Ord, eller grundet paa uafhængige Efterretninger, er vanskeligt at afgjøre: af de væliske Angler sees dog, at Magnus og Grifsith opererede i Fællesskab.
