Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/286

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
268
Harald Haardraade.

underkaſte ſig Saxland, det vil ſige England, eller maaſkee ſnarere den ſydlige Deel af Skotland, med Cumberland og Northumberland. Haralds Søn Magnus var paa denne Tid endnu et Barn, og altſaa kun Anfører af Navn: Aarſagen, hvorfor han har ſendt ham med, kan neppe være anden, end at lade ham hulde ſom Konge i det Rige, ſom paa Toget maatte vorde erobret; men den egentlige Anfører paa Toget har upaatvivlelig været den krigserfarne Thorfinn Jarl, og blandt de norſke Høvdinger, der vare med, maa man nærmeſt tænke paa Magnus’s egen Morbroder Eyſtein Orre, der tillige ſom en Søn af Thorberg Arnesſøn var Syſkendebarn til Jarlens egen Huſtru Ingebjørg. Der udrettedes dog ikke ſynderligt ved dette Tog, thi det er viſt nok, at Mælkolm forblev i Beſiddelſe af den ſkotſke Trone, og det ſiges desuden udtrykkeligt i de irſke Annaler, at Gud var Magnus imod i dette Foretagende. Nordmændene kom dog lige ned til Wales, hvis Konge Griffith de hjalp paa et Herjetog mod Englænderne; der tales ogſaa om, at de i Forening med Griffith hjalp den ved Harald Godwinesſøns Indflydelſe forjagede Jarl Ælfgar af Coventry til at gjenvinde ſit Jarldømme (Myrke-Riget), hvorefter hans Landsforviisning tilbagekaldtes[1]. Men hvad Udfald end Toget fik, ſaa er det dog

    Orcc, Sydrøerne (indsi Gall) og Dublinerne, for at underkaſte ſig Saxernes Rige — men Gud var heri imod dem“. At denne Søn af Kongen i Norge var Magnus, ſees af Brut y Tywysogion (Mon. hist. Br. I. 855) hvor der ſtaar at Magnus, Haralds Søn, kom til England, og med Griffiths Hjelp herjede det. Harald kaldes rigtignok„ Germaniens Konge“, men Urigtigheden af dette Tillæg indſees ſtrax; i Annales Cambriæ (Mon. hist. Br. I. S. 840) ſtaar der ogſaa kun „Magnus, Søn af Harald“. Vel henføres ogſaa dette Tog i Brut y Tywysogion til 1056, i Ann. Cambr. til 1055, men Tidsregningen er her ſaa uſikker, at endog Griffiths Drab, der forefaldt kort efter, i 1064, i Brut y Tywysogion henføres til 1060, i Ann. Cambriæ til et ubeſtemt Aar; og da vi nu af Chron. Sax. desuden erfare, at Griffith to Gange var med Ælfgar Jarl i England og herjede der, førſt i 1056, ſiden i 1058, da den norſke Flaade indtraf, maa man tænke ſig en Forvexling af begge Tog, eller at de ere nævnte under eet. Thi at Magnus ſkulde have været udſendt to Gange, er ikke rimeligt, og derfor maa det Tog, de væliſke Annaler omtale, nødvendigviis være det i 1058. Magnus kan dengang ej have været ældre end 9 Aar, efterſom Harald egtede hans Moder Thora ſidſt i 1048 eller førſt i 1049; men det er ikke urimeligere at Harald ſendte ham afſted i en ſaa ſpæd Alder, end at Magnus Barfod ſenere tog ſin 8aarige Søn Sigurd med ſig paa ſit Veſterhavstog, og efterlod ham, 9 Aar gammel, ſom Konge over de Riger, han havde erobret. Harald har maaſkee endog i dette Strikke været Magnus’s Forbillede. Magnus var ogſaa 4 Aar ſenere med i Nisaa-Slaget, og endda ſaa ung, at han ved en ſkyndſom Flugt maatte bæres, ſe nedenfor.

  1. Chron. Sax. ved 1058. Her ſtaar: „i dette Aar blev Ælfgar Jarl forjagen, men han kom ſnart ind igjen ved Grifſiths Hjelp; her kom ogſaa en Skibshær fra Norge; men det er kedeligt at fortælle, hvorledes alt gik“.