Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/285

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
267
Nordmændenes Herredømme i Skotland tilintetgjort.

1058), og Mælkolm satte sig i Besiddelse af Skotland, eller i det mindste af den Deel, som Macbeth havde besiddet[1]. At Thorfinn Jarl deeltog i denne Kamp, er i og for sig naturligt, og bliver endog aldeles vist, naar den i Slaget 1054 faldne Dolgfinn antoges for hans Søn. At han og Macbeth ikke nu, som tidligere, ved forenede Kræfter kunde gjøre Mælkolm Modstand, maa altsaa forklares deraf, at denne ogsaa efter Sigurd Jarls Død understøttedes fra England. Det siges i det mindste af enkelte, at Sigurd Jarl foretog hiint ovenfor nævnte Tog efter Kong Edwards udtrykkelige Befaling, og da Sigurd var en af Kong Edwards troeste Tilhængere, er det derfor højst rimeligt, at han i at understøtte Mælkolm handlede efter Overlæg med Edward, og for at udføre Planer, som denne ogsaa efter hans Død forfulgte. Under disse Omstændigheder var intet rimeligere, end at Thorfinn Jarl, nu da det gjaldt at gjøre de sidste Bestræbelser for at vedligeholde Nordmændenes Herredømme i Skotland, henvendte sig til sin Lensherre Harald om Hjelp, og at denne heller ikke forsømte Lejligheden til at gjøre sit Herredømme i Vesten gjeldende. Dette forklarer altsaa, hvad ni haabe af irske og engelske Annaler erfare, at en norsk Flaade, under Anførsel af Haralds Søn Magnus, og bestaaende, foruden af norske, ogsaa af orknøiske, sydrøiske og dublinske Skibe, viste sig i de skotske og engelske Farvande[2], for, som det paa et enkelt Sted heder, at

  1. Tidsregningen maa her fornemmelig slutte sig til de irske Annaler og Marianus Scotus. Fordun er aldeles forvirret; han lader Mælkolm og Sigurd (hvis Fortjenester han derhos af Patriotisme udtrykkeligt benegter mod Viljam ak Malmsburys Vidnesbyrd) sejre ved Lumfanan og fælde Macbeth 5te December 1056, hvorpaa han henfører Lulachs Fald til 3die April 1057. Men Tighernach (O’Connor II. 300) og Ulster-Annalerne (sammesteds III. 338) henføre udtrykkeligt Lulachs Fald til 1058; vel omtale de Macbeths Fald senere for samme Aar, men dette maa aabenbart være en fejlagtig Henførelse, da det af andre Angivelser er vist, at Lulach blev Konge efter Macbeths Fald. Disse irske Annaler indeholde ingen Datumbestemmelser, hvilke derimod findes hos Marianus Scotus. Han fortæller nemlig først, ved 1040, at Kong Duncan dræbtes den 14de August, d. e. Mariemesse Aften fyrre (vigil. assumt. Mar.). Derpaa siger han ved 1057, at Macfinlæg, d. e. Macbeth, dræbtes i August, og Lulach i den paafølgende Marts; siden giver han en kort Rekapitulation, saalydende: Duncan herskede 5 Aar, fra St. Andreasdag til samme Dag, og derforuden til Maria Fødselsdag; derpaa Macbeth 17 Aar til samme Mariæmesse; derpaa Lulach fra Maria Fødselsdag til St. Patricii Dag (den 17de Marts): derpaa Mælkolm i 20 Aar til St. Patricii Dag. Nu er der vel en Selvmodsigelse deri, at Marine Fødselsdag er 8de September, hvorimod den 15de August er Marine Himmelfart (assumtio), men denne Modsigelse grunder sig vist kun paa en Forglemmelse eller Unøjagtighed, og den hele Tvivl, som deraf opstaar, bliver kun om Macbeth faldt den 14de August eller 8de September, hvilket her gjør intet til Sagen. Vi erfare med Sikkerhed, at Lulach faldt den 17de Marts derefter, altsaa 1058.
  2. Tighernach ved 1058 (O’Connor II. 301); her staar: „en Flaade under Sønnen af Kongen i Lochlan (Norge) med Gallerne (de Fremmede) fra Orknøerne (indsi