Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/285

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
267
Nordmændenes Herredømme i Skotland tilintetgjort.

1058), og Mælkolm ſatte ſig i Beſiddelſe af Skotland, eller i det mindſte af den Deel, ſom Macbeth havde beſiddet[1]. At Thorfinn Jarl deeltog i denne Kamp, er i og for ſig naturligt, og bliver endog aldeles viſt, naar den i Slaget 1054 faldne Dolgfinn antoges for hans Søn. At han og Macbeth ikke nu, ſom tidligere, ved forenede Kræfter kunde gjøre Mælkolm Modſtand, maa altſaa forklares deraf, at denne ogſaa efter Sigurd Jarls Død underſtøttedes fra England. Det ſiges i det mindſte af enkelte, at Sigurd Jarl foretog hiint ovenfor nævnte Tog efter Kong Edwards udtrykkelige Befaling, og da Sigurd var en af Kong Edwards troeſte Tilhængere, er det derfor højſt rimeligt, at han i at underſtøtte Mælkolm handlede efter Overlæg med Edward, og for at udføre Planer, ſom denne ogſaa efter hans Død forfulgte. Under disſe Omſtændigheder var intet rimeligere, end at Thorfinn Jarl, nu da det gjaldt at gjøre de ſidſte Beſtræbelſer for at vedligeholde Nordmændenes Herredømme i Skotland, henvendte ſig til ſin Lensherre Harald om Hjelp, og at denne heller ikke forſømte Lejligheden til at gjøre ſit Herredømme i Veſten gjeldende. Dette forklarer altſaa, hvad ni haabe af irſke og engelſke Annaler erfare, at en norſk Flaade, under Anførſel af Haralds Søn Magnus, og beſtaaende, foruden af norſke, ogſaa af orknøiſke, ſydrøiſke og dublinſke Skibe, viſte ſig i de ſkotſke og engelſke Farvande[2], for, ſom det paa et enkelt Sted heder, at

  1. Tidsregningen maa her fornemmelig ſlutte ſig til de irſke Annaler og Marianus Scotus. Fordun er aldeles forvirret; han lader Mælkolm og Sigurd (hvis Fortjeneſter han derhos af Patriotisme udtrykkeligt benegter mod Viljam ak Malmsburys Vidnesbyrd) ſejre ved Lumfanan og fælde Macbeth 5te December 1056, hvorpaa han henfører Lulachs Fald til 3die April 1057. Men Tighernach (O’Connor II. 300) og Ulſter-Annalerne (ſammeſteds III. 338) henføre udtrykkeligt Lulachs Fald til 1058; vel omtale de Macbeths Fald ſenere for ſamme Aar, men dette maa aabenbart være en fejlagtig Henførelſe, da det af andre Angivelſer er viſt, at Lulach blev Konge efter Macbeths Fald. Disſe irſke Annaler indeholde ingen Datumbeſtemmelſer, hvilke derimod findes hos Marianus Scotus. Han fortæller nemlig førſt, ved 1040, at Kong Duncan dræbtes den 14de Auguſt, d. e. Mariemesſe Aften fyrre (vigil. assumt. Mar.). Derpaa ſiger han ved 1057, at Macfinlæg, d. e. Macbeth, dræbtes i Auguſt, og Lulach i den paafølgende Marts; ſiden giver han en kort Rekapitulation, ſaalydende: Duncan herſkede 5 Aar, fra St. Andreasdag til ſamme Dag, og derforuden til Maria Fødſelsdag; derpaa Macbeth 17 Aar til ſamme Mariæmesſe; derpaa Lulach fra Maria Fødſelsdag til St. Patricii Dag (den 17de Marts): derpaa Mælkolm i 20 Aar til St. Patricii Dag. Nu er der vel en Selvmodſigelſe deri, at Marine Fødſelsdag er 8de September, hvorimod den 15de Auguſt er Marine Himmelfart (assumtio), men denne Modſigelſe grunder ſig viſt kun paa en Forglemmelſe eller Unøjagtighed, og den hele Tvivl, ſom deraf opſtaar, bliver kun om Macbeth faldt den 14de Auguſt eller 8de September, hvilket her gjør intet til Sagen. Vi erfare med Sikkerhed, at Lulach faldt den 17de Marts derefter, altſaa 1058.
  2. Tighernach ved 1058 (O’Connor II. 301); her ſtaar: „en Flaade under Sønnen af Kongen i Lochlan (Norge) med Gallerne (de Fremmede) fra Orknøerne (indsi