Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/284

Denne siden er korrekturlest

266

Harald Haardraade.

Tog, at Landskaberne Fife og Lothian vare frarevne Macbeth, og at han kunde overlade dem til Mælkolm, som deres retmæssige Herre^[1]. Kort efter (1055) døde Sigurd Jarl, og blev begraven i den af ham opbyggede, og merkeligt nok, til St. Olaf indviede Kirke i Galmanho^[2]. Hans Efterfølger som Jarl i Northumberland blev Tostig Godwines Søn, da hans egen Søn Valthjof endnu var umyndig. Imidlertid vedvarede Krigen mellem Mælkolm og Macbeth, der blev dreven længer og længer tilbage mod Norden, og endelig mistede baade Liv og Rige ved Lumphanan i Mar (August eller September 1057). Hans Tilhængere toge hans Frænde Lulach til Konge i hans Sted; men ogsaa Lulach blev kort efter slagen og dræbt ved Esse i Strathbolgy (Marts

↑ Slaget selv omtales, med udtrykkelig Navngivelse af Aaret 1054, i Chron. Saxon., Tighernachs Annaler (O’Connor II. S. 299), og Ulster-Annalerne (sammesteds III. S. 334), hvilke ogsaa tilføje at der faldt 3000 Skotter og 1500 Saxer (d. e. Englændere) tilligemed „Dolfinn Finntors Søn“. Da Navnet Dolgfinn forekommer paa Orknøerne, og „Finntor“ synes at være en Omsætning af „Thorfinn“, maa man næsten antage „Dolfinn Finntors Søn“ for at have været en Søn af Thorfinn Jarl. Dagen (Syvsoverdag 27de Juli) nævnes i Chron. Sax. Dette lader forresten Jarlens Søn Aasbjørn og hans Systersøn Sigurd falde i Slaget. Nøjere, og, som det synes, paalideligere, berettes derimod om Krigen i det Brudstykke af Viljam af Ramseys Skrift om Jarlerne i Huntingdon m. m., som Langebek meddeler i Script. rer. Dan. III. 288 flg., hvor der udtrykkeligt siges at han var trængt frem til Dundee, da han fik Efterretning om at Northumbrerne (maaskee Lothian-Boerne) havde gjort Opstand og dræbt hans Søn Aasbjørn Boløre (bulax), hvorefter han til Merke paa, hvad han havde udrettet, med sin Øre kløvede en Steenkugle, af hvilket der endnu paa Forfatterens Tid kunde sees Spor, og vendte tilbage til Northumberland, hvor han dæmpede Opstanden med Haardhed. Ifølge Henr. af Huntingdon (S. 760) og Bromton (Twysden 946) sendte han sin Søn forud til Skotland for at undertvinge det, og ved at høre at han her var falden, spurgte han, hvor han havde faaet Dødssaaret; da der svaredes: „paa Brystet“, sagde han: „det er vel, ellers var han ikke mig værdig“, og hevnede siden hans Død ved at drage til Skotland og overvinde Kongen. Den skotske Historieskriver Fordun(V. Cap. 7) har forvirret alle disse Begivenheder, ved at lade Sigurd fælde Macbeth, og derved er Sigurd (Siward) ogsaa kommen ind i Shakspeares Sørgespil. Men de irske Annaler skjelne nøje mellem Slaget 1054 og Macbeths Fald, og Chron. Sax. taler ogsaa i 1054 kun om Macbeths Flugt.
↑ Chron. Sax. Ifølge Henr. af Huntingdon, Bromton og Viljam af Ramsey klagede Sigurd paa sin Dødsseng over at en Ko-Sygdom (det var Blodgang) skulde dræbe ham, og fordrede i det mindste at man skulde iføre ham hans fulde Rustning. Han skjenkede ligeledes, siges der, sit Banner til Byen York, hvor det opbevaredes i Mariekirken, og det kaldes, merkeligt nok, Ravenlandeye, d. e. Hrafn landeyða; det første Navn havde det tilfælles med Lodbrokssønnernes og Sigurd Orknøjarls Bannere (se ovf. I. 1. S. 627 og I. 2. S. 133, 646), det andet med Harald Haardraades eget Banner. Hvad der nævnes om Dundee er merkeligt, thi det bestyrker hvad der ovenfor (I. 2. S. 674) er ytret om Lothian og Fife som Duncans egentlige Arverige.

[1] Slaget selv omtales, med udtrykkelig Navngivelse af Aaret 1054, i Chron. Saxon., Tighernachs Annaler (O’Connor II. S. 299), og Ulster-Annalerne (sammesteds III. S. 334), hvilke ogsaa tilføje at der faldt 3000 Skotter og 1500 Saxer (d. e. Englændere) tilligemed „Dolfinn Finntors Søn“. Da Navnet Dolgfinn forekommer paa Orknøerne, og „Finntor“ synes at være en Omsætning af „Thorfinn“, maa man næsten antage „Dolfinn Finntors Søn“ for at have været en Søn af Thorfinn Jarl. Dagen (Syvsoverdag 27de Juli) nævnes i Chron. Sax. Dette lader forresten Jarlens Søn Aasbjørn og hans Systersøn Sigurd falde i Slaget. Nøjere, og, som det synes, paalideligere, berettes derimod om Krigen i det Brudstykke af Viljam af Ramseys Skrift om Jarlerne i Huntingdon m. m., som Langebek meddeler i Script. rer. Dan. III. 288 flg., hvor der udtrykkeligt siges at han var trængt frem til Dundee, da han fik Efterretning om at Northumbrerne (maaskee Lothian-Boerne) havde gjort Opstand og dræbt hans Søn Aasbjørn Boløre (bulax), hvorefter han til Merke paa, hvad han havde udrettet, med sin Øre kløvede en Steenkugle, af hvilket der endnu paa Forfatterens Tid kunde sees Spor, og vendte tilbage til Northumberland, hvor han dæmpede Opstanden med Haardhed. Ifølge Henr. af Huntingdon (S. 760) og Bromton (Twysden 946) sendte han sin Søn forud til Skotland for at undertvinge det, og ved at høre at han her var falden, spurgte han, hvor han havde faaet Dødssaaret; da der svaredes: „paa Brystet“, sagde han: „det er vel, ellers var han ikke mig værdig“, og hevnede siden hans Død ved at drage til Skotland og overvinde Kongen. Den skotske Historieskriver Fordun(V. Cap. 7) har forvirret alle disse Begivenheder, ved at lade Sigurd fælde Macbeth, og derved er Sigurd (Siward) ogsaa kommen ind i Shakspeares Sørgespil. Men de irske Annaler skjelne nøje mellem Slaget 1054 og Macbeths Fald, og Chron. Sax. taler ogsaa i 1054 kun om Macbeths Flugt.

[2] Chron. Sax. Ifølge Henr. af Huntingdon, Bromton og Viljam af Ramsey klagede Sigurd paa sin Dødsseng over at en Ko-Sygdom (det var Blodgang) skulde dræbe ham, og fordrede i det mindste at man skulde iføre ham hans fulde Rustning. Han skjenkede ligeledes, siges der, sit Banner til Byen York, hvor det opbevaredes i Mariekirken, og det kaldes, merkeligt nok, Ravenlandeye, d. e. Hrafn landeyða; det første Navn havde det tilfælles med Lodbrokssønnernes og Sigurd Orknøjarls Bannere (se ovf. I. 1. S. 627 og I. 2. S. 133, 646), det andet med Harald Haardraades eget Banner. Hvad der nævnes om Dundee er merkeligt, thi det bestyrker hvad der ovenfor (I. 2. S. 674) er ytret om Lothian og Fife som Duncans egentlige Arverige.

[1]

[2]