Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/284

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
266
Harald Haardraade.

Tog, at Landſkaberne Fife og Lothian vare frarevne Macbeth, og at han kunde overlade dem til Mælkolm, ſom deres retmæsſige Herre[1]. Kort efter (1055) døde Sigurd Jarl, og blev begraven i den af ham opbyggede, og merkeligt nok, til St. Olaf indviede Kirke i Galmanho[2]. Hans Efterfølger ſom Jarl i Northumberland blev Toſtig Godwines Søn, da hans egen Søn Valthjof endnu var umyndig. Imidlertid vedvarede Krigen mellem Mælkolm og Macbeth, der blev dreven længer og længer tilbage mod Norden, og endelig miſtede baade Liv og Rige ved Lumphanan i Mar (Auguſt eller September 1057). Hans Tilhængere toge hans Frænde Lulach til Konge i hans Sted; men ogſaa Lulach blev kort efter ſlagen og dræbt ved Esſe i Strathbolgy (Marts

  1. Slaget ſelv omtales, med udtrykkelig Navngivelſe af Aaret 1054, i Chron. Saxon., Tighernachs Annaler (O’Connor II. S. 299), og Ulſter-Annalerne (ſammeſteds III. S. 334), hvilke ogſaa tilføje at der faldt 3000 Skotter og 1500 Saxer (d. e. Englændere) tilligemed „Dolfinn Finntors Søn“. Da Navnet Dolgfinn forekommer paa Orknøerne, og „Finntor“ ſynes at være en Omſætning af „Thorfinn“, maa man næſten antage „Dolfinn Finntors Søn“ for at have været en Søn af Thorfinn Jarl. Dagen (Syvſoverdag 27de Juli) nævnes i Chron. Sax. Dette lader forreſten Jarlens Søn Aasbjørn og hans Syſterſøn Sigurd falde i Slaget. Nøjere, og, ſom det ſynes, paalideligere, berettes derimod om Krigen i det Brudſtykke af Viljam af Ramſeys Skrift om Jarlerne i Huntingdon m. m., ſom Langebek meddeler i Script. rer. Dan. III. 288 flg., hvor der udtrykkeligt ſiges at han var trængt frem til Dundee, da han fik Efterretning om at Northumbrerne (maaſkee Lothian-Boerne) havde gjort Opſtand og dræbt hans Søn Aasbjørn Boløre (bulax), hvorefter han til Merke paa, hvad han havde udrettet, med ſin Øre kløvede en Steenkugle, af hvilket der endnu paa Forfatterens Tid kunde ſees Spor, og vendte tilbage til Northumberland, hvor han dæmpede Opſtanden med Haardhed. Ifølge Henr. af Huntingdon (S. 760) og Bromton (Twysden 946) ſendte han ſin Søn forud til Skotland for at undertvinge det, og ved at høre at han her var falden, ſpurgte han, hvor han havde faaet Dødsſaaret; da der ſvaredes: „paa Bryſtet“, ſagde han: „det er vel, ellers var han ikke mig værdig“, og hevnede ſiden hans Død ved at drage til Skotland og overvinde Kongen. Den ſkotſke Hiſtorieſkriver Fordun(V. Cap. 7) har forvirret alle disſe Begivenheder, ved at lade Sigurd fælde Macbeth, og derved er Sigurd (Siward) ogſaa kommen ind i Shakſpeares Sørgeſpil. Men de irſke Annaler ſkjelne nøje mellem Slaget 1054 og Macbeths Fald, og Chron. Sax. taler ogſaa i 1054 kun om Macbeths Flugt.
  2. Chron. Sax. Ifølge Henr. af Huntingdon, Bromton og Viljam af Ramſey klagede Sigurd paa ſin Dødsſeng over at en Ko-Sygdom (det var Blodgang) ſkulde dræbe ham, og fordrede i det mindſte at man ſkulde iføre ham hans fulde Ruſtning. Han ſkjenkede ligeledes, ſiges der, ſit Banner til Byen York, hvor det opbevaredes i Mariekirken, og det kaldes, merkeligt nok, Ravenlandeye, d. e. Hrafn landeyða; det førſte Navn havde det tilfælles med Lodbroksſønnernes og Sigurd Orknøjarls Bannere (ſe ovf. I. 1. S. 627 og I. 2. S. 133, 646), det andet med Harald Haardraades eget Banner. Hvad der nævnes om Dundee er merkeligt, thi det beſtyrker hvad der ovenfor (I. 2. S. 674) er ytret om Lothian og Fife ſom Duncans egentlige Arverige.