melig maa have givet Sven meget at skaffe. Imidlertid kan man dog ikke vel antage, at noget Aar er gaaet hen uden at Harald har hjemsøgt Danmark, da Sagaerne og de samtidige Skaldevers udtrykkeligt berette at Harald hvert eneste Aar herjede Danmarks Kyster[1]. Men der tales ogsaa om at han ofte kun havde faa Skibe, og dette bar sandsynligviis i denne Aarrække oftest Tilfældet. Heller ikke gjaldt Toget altid Danmark selv, men man seer af Mag. Adam, at Harald ogsaa udstrakte sine Herjetog til Vendlands Kyster[2]. Dette synes navnligt at være skeet strax efter 1053, da den vendiske Fyrste Godskalk havde egtet Sven Ulfssøns Datter, og stillet sig i det nøjeste Afhængighedsforhold af den bremiske Erkestol[3]. Maaskee at Harald oftere gjentog disse Tog til Vendland, thi Mag. Adam siger i det mindste, at han udstrakte dem til hele det vendiske Kystland, og især er det rimeligt, at han har søgt at faa den gamle danske Besiddelse, Landskabet Jom med Borgen Jomsborg, i sin Magt. Men ingensteds ellers tales der noget nærmere derom. At Harald imidlertid heller ikke paa andre Kanter var ledig, og maaskee alene af den Grund førte den danske Krig med mindre Kraft, at han beskjeftigede sig med mere udstrakte Foretagender andensteds, erfarer man af Hentydninger i de irske og engelske Annaler, hvilke, sammenholdte med andre Beretninger, nogenledes lade os ane hans Planer, om vi just ikke erhverve nogen klar Forestilling derom. Vi have ovenfor nævnt[4], hvorledes Thorfinn Jarls og Kong Macbeths Herredømme i Skotland truedes af den mægtige Sigurd Jarl i Northumberland, der tog sig ivrigt af sin Frænde Mælkolm af Cumberland, den dræbte Kong Duncans Søn. I Aaret 1054 gjorde Sigurd ogsaa virkelig et Tog til Skotland, baade til Lands og Vands, overvandt Macbeth i et blodigt Slag (27 Juli), hvor ikke færre end 3000 Skotter og, som det synes, endog en Søn af Thorfinn, ved Navn Dolgfinn, skulle være faldne. Sigurd trængte frem lige til Dundee, hvor han blev nødt til at vende tilbage ved Efterretningen om at Northumbrerne selv havde gjort Opstand imod ham og dræbt hans Søn Aasbjørn. Imidlertid havde han dog udrettet saa meget paa dette
- ↑ Se ovf. S. 30.
- ↑ Mag. Adam III. 16.
- ↑ Naar Godskalk egtede hans Datter, siges ej udtrykkeligt, men Mag. Adam (III. 18) omtaler det strax efter Svens og Kejserens Møde i Saxland, hvilket, som vi have seet, fandt Sted ved Paaske 1053, og førend han nævner Leo den 9des Død, hvilken han henfører til 1056, eller rettere til samme Aar som det, hvori Kejser Henrik III. døde (III. 32). Vel omtaler han og derimellem.Kirkemødet i Mainz 1049, hvilket han urigtigt henfører til 1051 (III. 29), men kun lejlighedsviis, i Anledning af at der nævnes om Pave Leos Nærværelse i Tydskland.
- ↑ Se ovf. S. 218.
