Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/283

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
265
Haralds Tog til Vendland og Planer mod Skotland.

melig maa have givet Sven meget at ſkaffe. Imidlertid kan man dog ikke vel antage, at noget Aar er gaaet hen uden at Harald har hjemſøgt Danmark, da Sagaerne og de ſamtidige Skaldevers udtrykkeligt berette at Harald hvert eneſte Aar herjede Danmarks Kyſter[1]. Men der tales ogſaa om at han ofte kun havde faa Skibe, og dette bar ſandſynligviis i denne Aarrække ofteſt Tilfældet. Heller ikke gjaldt Toget altid Danmark ſelv, men man ſeer af Mag. Adam, at Harald ogſaa udſtrakte ſine Herjetog til Vendlands Kyſter[2]. Dette ſynes navnligt at være ſkeet ſtrax efter 1053, da den vendiſke Fyrſte Godſkalk havde egtet Sven Ulfsſøns Datter, og ſtillet ſig i det nøjeſte Afhængighedsforhold af den bremiſke Erkeſtol[3]. Maaſkee at Harald oftere gjentog disſe Tog til Vendland, thi Mag. Adam ſiger i det mindſte, at han udſtrakte dem til hele det vendiſke Kyſtland, og iſær er det rimeligt, at han har ſøgt at faa den gamle danſke Beſiddelſe, Landſkabet Jom med Borgen Jomsborg, i ſin Magt. Men ingenſteds ellers tales der noget nærmere derom. At Harald imidlertid heller ikke paa andre Kanter var ledig, og maaſkee alene af den Grund førte den danſke Krig med mindre Kraft, at han beſkjeftigede ſig med mere udſtrakte Foretagender andenſteds, erfarer man af Hentydninger i de irſke og engelſke Annaler, hvilke, ſammenholdte med andre Beretninger, nogenledes lade os ane hans Planer, om vi juſt ikke erhverve nogen klar Foreſtilling derom. Vi have ovenfor nævnt[4], hvorledes Thorfinn Jarls og Kong Macbeths Herredømme i Skotland truedes af den mægtige Sigurd Jarl i Northumberland, der tog ſig ivrigt af ſin Frænde Mælkolm af Cumberland, den dræbte Kong Duncans Søn. I Aaret 1054 gjorde Sigurd ogſaa virkelig et Tog til Skotland, baade til Lands og Vands, overvandt Macbeth i et blodigt Slag (27 Juli), hvor ikke færre end 3000 Skotter og, ſom det ſynes, endog en Søn af Thorfinn, ved Navn Dolgfinn, ſkulle være faldne. Sigurd trængte frem lige til Dundee, hvor han blev nødt til at vende tilbage ved Efterretningen om at Northumbrerne ſelv havde gjort Opſtand imod ham og dræbt hans Søn Aasbjørn. Imidlertid havde han dog udrettet ſaa meget paa dette

  1. Se ovf. S. 30.
  2. Mag. Adam III. 16.
  3. Naar Godſkalk egtede hans Datter, ſiges ej udtrykkeligt, men Mag. Adam (III. 18) omtaler det ſtrax efter Svens og Kejſerens Møde i Saxland, hvilket, ſom vi have ſeet, fandt Sted ved Paaſke 1053, og førend han nævner Leo den 9des Død, hvilken han henfører til 1056, eller rettere til ſamme Aar ſom det, hvori Kejſer Henrik III. døde (III. 32). Vel omtaler han og derimellem.Kirkemødet i Mainz 1049, hvilket han urigtigt henfører til 1051 (III. 29), men kun lejlighedsviis, i Anledning af at der nævnes om Pave Leos Nærværelſe i Tydſkland.
  4. Se ovf. S. 218.