Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/282

Denne siden er korrekturlest

264

Harald Haardraade.

dette. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes Halldor, der blev en meget gammel Mand, plejede at fornøje sine Landsmænd paa Althingene, vel ogsaa ved andre Lejligheder, med at fortælle om de Bedrifter, Kong Harald og han havde udført i Syden, og hvorledes Thorstein frode sammensatte sin Saga derefter. At Uvenskabet mellem Kongen og Halldor ikke afholdt denne fra at give ham den Roos, han fortjente, medens han paa den anden Side heller ikke gjorde sig skyldig i Overdrivelser, synes man at maatte slutte deraf, at Kongen erklærede sig tilfreds med Thorsteins Beretning^[1].

24. Haralds Tog til Vendland, krigerske Virksomhed i Vesten, og Rejse i Nordiishavet.

Mangelen paa omstændelige Beretninger om Haralds Krigsforetagender i Tiden fra 1051 til 1061 maa vel, som vi allerede ovenfor have antydet, for en stor Deel tilskrives Tidens egen Fattigdom paa Krigsbegivenheder, hvoraf man igjen kan slutte, at Krigen selv førtes uden synderlig Kraft, deels fordi man naa begge Sider var udmattet, deels fordi de kirkelige Anliggender og Forhandlinger, som vi ovenfor have skildret, optoge begge Kongers Tid, og i Aarene dom„ 1052 og 1053 fornem-

↑ Harald Haardraades Saga Cap. 43—46, Morkinskinna fol. 8. Vi have ovenfor fremstillet Tidsregningen i Fortællingen om Halldor saaledes som Sagaerne have den. Der er heller ikke egentlig i sig selv noget usandsynligt i, at Halldors Vinterophold hos Kongen, Lystigheden i Julen med Viteshornene, og den paafølgende Uenighed mellem Halldor og Kongen om Solden foregik samtidigt med Kongens og Einars Stridigheder, og at det saaledes var paa den samme Rejse sydefter, at Halldor fik Svein Lyrgjas Skib, som den, ved hvilken Harald havde skyndt sig fra Nidaros i Anledning af Einars Drab, og søgt Hjelp hos Finn Arnessøn. Hvad der dog kunde siges at tale derimod, er en i Flatøbogen meddeelt og i Fornm. Sögur III. 152—162 aftrykke af os ogsaa ovenfor (I. 2. S. 400 Anm. I.) berørt Fortælling om, hvorledes Halldor Snorressøn, ærgerlig over at Kongen negtede ham Naade for en Islænding, der havde dræbt en kongelig Hirdmand, begav sig med ham til Gimse, under Einars Beskyttelse, hvorledes Halldor her paadrog sig Einars Vrede ved at dræbe en af hans Frænder, men hvorledes denne skjenkede ham Livet paa Grund af et Løfte, han efter Svoldrslaget havde givet en maskeret Mand, der løskjøbte ham fra Fangenskab, og i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvessøn. Denne sidste Deel af Fortællingen er saa usandsynlig, at den svækker Troværdigheden af det hele. Men om end Halldor virkelig har opholdt sig en Stund hos Einar og der været i Fare, behøver det ej at have været Vintren 1049—1050; det kan ogsaa have været tidligere, f. Ex. 1047—48, saa meget mere som det i Beretningen heder at han var siden „længe“ hos Harald, og „længe“ maa dog i det mindste indbefatte mere end tre Diar. I sig selv er det, som ovenfor bemerket, heller ikke i mindste Maade underligt, om Harald endnu om Høsten 1051 vendte tilbage til Throndhjem, da Finn allerede havde faaet Urolighederne ganske bilagte.

[1] Harald Haardraades Saga Cap. 43—46, Morkinskinna fol. 8. Vi have ovenfor fremstillet Tidsregningen i Fortællingen om Halldor saaledes som Sagaerne have den. Der er heller ikke egentlig i sig selv noget usandsynligt i, at Halldors Vinterophold hos Kongen, Lystigheden i Julen med Viteshornene, og den paafølgende Uenighed mellem Halldor og Kongen om Solden foregik samtidigt med Kongens og Einars Stridigheder, og at det saaledes var paa den samme Rejse sydefter, at Halldor fik Svein Lyrgjas Skib, som den, ved hvilken Harald havde skyndt sig fra Nidaros i Anledning af Einars Drab, og søgt Hjelp hos Finn Arnessøn. Hvad der dog kunde siges at tale derimod, er en i Flatøbogen meddeelt og i Fornm. Sögur III. 152—162 aftrykke af os ogsaa ovenfor (I. 2. S. 400 Anm. I.) berørt Fortælling om, hvorledes Halldor Snorressøn, ærgerlig over at Kongen negtede ham Naade for en Islænding, der havde dræbt en kongelig Hirdmand, begav sig med ham til Gimse, under Einars Beskyttelse, hvorledes Halldor her paadrog sig Einars Vrede ved at dræbe en af hans Frænder, men hvorledes denne skjenkede ham Livet paa Grund af et Løfte, han efter Svoldrslaget havde givet en maskeret Mand, der løskjøbte ham fra Fangenskab, og i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvessøn. Denne sidste Deel af Fortællingen er saa usandsynlig, at den svækker Troværdigheden af det hele. Men om end Halldor virkelig har opholdt sig en Stund hos Einar og der været i Fare, behøver det ej at have været Vintren 1049—1050; det kan ogsaa have været tidligere, f. Ex. 1047—48, saa meget mere som det i Beretningen heder at han var siden „længe“ hos Harald, og „længe“ maa dog i det mindste indbefatte mere end tre Diar. I sig selv er det, som ovenfor bemerket, heller ikke i mindste Maade underligt, om Harald endnu om Høsten 1051 vendte tilbage til Throndhjem, da Finn allerede havde faaet Urolighederne ganske bilagte.

[1]