Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/282

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
264
Harald Haardraade.

dette. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes Halldor, der blev en meget gammel Mand, plejede at fornøje ſine Landsmænd paa Althingene, vel ogſaa ved andre Lejligheder, med at fortælle om de Bedrifter, Kong Harald og han havde udført i Syden, og hvorledes Thorſtein frode ſammenſatte ſin Saga derefter. At Uvenſkabet mellem Kongen og Halldor ikke afholdt denne fra at give ham den Roos, han fortjente, medens han paa den anden Side heller ikke gjorde ſig ſkyldig i Overdrivelſer, ſynes man at maatte ſlutte deraf, at Kongen erklærede ſig tilfreds med Thorſteins Beretning[1].

24. Haralds Tog til Vendland, krigerſke Virkſomhed i Veſten, og Rejſe i Nordiishavet.


Mangelen paa omſtændelige Beretninger om Haralds Krigsforetagender i Tiden fra 1051 til 1061 maa vel, ſom vi allerede ovenfor have antydet, for en ſtor Deel tilſkrives Tidens egen Fattigdom paa Krigsbegivenheder, hvoraf man igjen kan ſlutte, at Krigen ſelv førtes uden ſynderlig Kraft, deels fordi man naa begge Sider var udmattet, deels fordi de kirkelige Anliggender og Forhandlinger, ſom vi ovenfor have ſkildret, optoge begge Kongers Tid, og i Aarene dom„ 1052 og 1053 fornem-

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 43—46, Morkinſkinna fol. 8. Vi have ovenfor fremſtillet Tidsregningen i Fortællingen om Halldor ſaaledes ſom Sagaerne have den. Der er heller ikke egentlig i ſig ſelv noget uſandſynligt i, at Halldors Vinterophold hos Kongen, Lyſtigheden i Julen med Viteshornene, og den paafølgende Uenighed mellem Halldor og Kongen om Solden foregik ſamtidigt med Kongens og Einars Stridigheder, og at det ſaaledes var paa den ſamme Rejſe ſydefter, at Halldor fik Svein Lyrgjas Skib, ſom den, ved hvilken Harald havde ſkyndt ſig fra Nidaros i Anledning af Einars Drab, og ſøgt Hjelp hos Finn Arnesſøn. Hvad der dog kunde ſiges at tale derimod, er en i Flatøbogen meddeelt og i Fornm. Sögur III. 152—162 aftrykke af os ogſaa ovenfor (I. 2. S. 400 Anm. I.) berørt Fortælling om, hvorledes Halldor Snorresſøn, ærgerlig over at Kongen negtede ham Naade for en Islænding, der havde dræbt en kongelig Hirdmand, begav ſig med ham til Gimſe, under Einars Beſkyttelſe, hvorledes Halldor her paadrog ſig Einars Vrede ved at dræbe en af hans Frænder, men hvorledes denne ſkjenkede ham Livet paa Grund af et Løfte, han efter Svoldrſlaget havde givet en maſkeret Mand, der løskjøbte ham fra Fangenſkab, og i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvesſøn. Denne ſidſte Deel af Fortællingen er ſaa uſandſynlig, at den ſvækker Troværdigheden af det hele. Men om end Halldor virkelig har opholdt ſig en Stund hos Einar og der været i Fare, behøver det ej at have været Vintren 1049—1050; det kan ogſaa have været tidligere, f. Ex. 1047—48, ſaa meget mere ſom det i Beretningen heder at han var ſiden „længe“ hos Harald, og „længe“ maa dog i det mindſte indbefatte mere end tre Diar. I ſig ſelv er det, ſom ovenfor bemerket, heller ikke i mindſte Maade underligt, om Harald endnu om Høſten 1051 vendte tilbage til Throndhjem, da Finn allerede havde faaet Urolighederne ganſke bilagte.