Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/281

263

Halldor Snorressøn aftruer Kongen en Guldring.

nede sig til god Vind, gik Halldor en Aften silde i sin Baad med endeel af sine Mænd, alle bevæbnede, roede ind til Bryggen, vendte Bagstavnen mod Land og satte een Mand til at holde Baaden fast, medens han lod nogle andre sidde ved Aarerne; med de øvrige gik han op i Byen og lige til det Kammer, hvor Kongen og Dronningen sov. De vaagnede begge af den Larm, som de indtrædende foraarsagede, og Kongen spurgte, hvo det var, som vovede at bryde ind til ham ved Nattetid. „Det er Halldor“, lod Svaret, „som vil have sine Penge, da der nu er god Vind, og han skal til at sejle“. „Jeg kan ikke skaffe Pengene her paa Stedet“, svarede Kongen; „bi til imorgen, saa skal du faa dem“. „Nej“, svarede Halldor, „jeg vil have dem strax, og vil denne Gang ikke gaa bort med uforrettet Sag, thi jeg kjender dit Sindelag og veed at du ikke synes om den Maade, hvorpaa jeg kræver mine Penge, hvor føjelig du end anstiller dig. Fra denne Tid af tror jeg dig kun lidet, og da det er uvist, om vi oftere treffes under saa heldige Omstændigheder for mig, som denne Gang, vil jeg ogsaa nu benytte mig deraf. Jeg seer at Dronningen har en ikke saa liden Guldring paa Armen: lad mig faa den“. „Saa faa vi see efter en Vegt, for at veje den“, sagde Kongen. „Det behøves ikke“, svarede Halldor; „jeg tager den for mit Tilgodehavende, og du kommer ingen Vej med dine Kneb: giv mig den strax“. Da sagde Dronningen: „lad ham dog faa Ringen, som han forlanger: seer du da ikke, at han staar over dig med Drabstanker?“ Hun tog strax Ringen af, og gav Halldor den; Halldor takkede dem begge, bad dem leve vel, og gik ned til sin Baad saa hurtigt, han og hans Mænd formaaede, derpaa roede de af alle Kræfter ud til Skibet, lettede Anker og hejsede Sejl. Men allerede idet de sejlede ud, borte de Ludrene blæse i Byen, og strax efter saa de tre Langskibe komme ud af Elven, og sætte efter dem. Men Vinden var god, og Halldors Skib havde allerede faaet saa stort Forspring, at Langskibene ej kunde indhente det, men efter en forgjæves Jagt vendte tilbage igjen. Halldor kom lykkeligt til Island, hvor han tog sin Bolig paa Hjardarholt, Olaf Paas gamle Herresæde. Nogle Aar derefter sendte Kong Harald Bud til Halldor, med Anmodning om at komme til ham igjen: han lovede ham den største Udmerkelse, og at ingen Mand skulde kommet højere Stilling end han. Men Halldor svarede: „jeg rejser aldrig til Kong Harald, og det er bedst at alt forbliver mellem os som hidtil; jeg kjender ham nok, og veed, at det Løfte, han giver mig, kun betyder at han vil hænge mig i den højeste Galge, hvis han faar mig fat“. Mange Aar senere, da Harald begyndte at blive noget ældre, sendte han Bud til Halldor med Anmodning om at skaffe ham nogle Ræveskind til Sængeteppe, fordi han trængte til at holde sig varm. Halldor skal herved først have udbrudt: „nu ældes den gamle Hane:“ dog skaffede han ham Skin-