Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/281

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
263
Halldor Snorresſøn aftruer Kongen en Guldring.

nede ſig til god Vind, gik Halldor en Aften ſilde i ſin Baad med endeel af ſine Mænd, alle bevæbnede, roede ind til Bryggen, vendte Bagſtavnen mod Land og ſatte een Mand til at holde Baaden faſt, medens han lod nogle andre ſidde ved Aarerne; med de øvrige gik han op i Byen og lige til det Kammer, hvor Kongen og Dronningen ſov. De vaagnede begge af den Larm, ſom de indtrædende foraarſagede, og Kongen ſpurgte, hvo det var, ſom vovede at bryde ind til ham ved Nattetid. „Det er Halldor“, lod Svaret, „ſom vil have ſine Penge, da der nu er god Vind, og han ſkal til at ſejle“. „Jeg kan ikke ſkaffe Pengene her paa Stedet“, ſvarede Kongen; „bi til imorgen, ſaa ſkal du faa dem“. „Nej“, ſvarede Halldor, „jeg vil have dem ſtrax, og vil denne Gang ikke gaa bort med uforrettet Sag, thi jeg kjender dit Sindelag og veed at du ikke ſynes om den Maade, hvorpaa jeg kræver mine Penge, hvor føjelig du end anſtiller dig. Fra denne Tid af tror jeg dig kun lidet, og da det er uviſt, om vi oftere treffes under ſaa heldige Omſtændigheder for mig, ſom denne Gang, vil jeg ogſaa nu benytte mig deraf. Jeg ſeer at Dronningen har en ikke ſaa liden Guldring paa Armen: lad mig faa den“. „Saa faa vi ſee efter en Vegt, for at veje den“, ſagde Kongen. „Det behøves ikke“, ſvarede Halldor; „jeg tager den for mit Tilgodehavende, og du kommer ingen Vej med dine Kneb: giv mig den ſtrax“. Da ſagde Dronningen: „lad ham dog faa Ringen, ſom han forlanger: ſeer du da ikke, at han ſtaar over dig med Drabstanker?“ Hun tog ſtrax Ringen af, og gav Halldor den; Halldor takkede dem begge, bad dem leve vel, og gik ned til ſin Baad ſaa hurtigt, han og hans Mænd formaaede, derpaa roede de af alle Kræfter ud til Skibet, lettede Anker og hejſede Sejl. Men allerede idet de ſejlede ud, borte de Ludrene blæſe i Byen, og ſtrax efter ſaa de tre Langſkibe komme ud af Elven, og ſætte efter dem. Men Vinden var god, og Halldors Skib havde allerede faaet ſaa ſtort Forſpring, at Langſkibene ej kunde indhente det, men efter en forgjæves Jagt vendte tilbage igjen. Halldor kom lykkeligt til Island, hvor han tog ſin Bolig paa Hjardarholt, Olaf Paas gamle Herreſæde. Nogle Aar derefter ſendte Kong Harald Bud til Halldor, med Anmodning om at komme til ham igjen: han lovede ham den ſtørſte Udmerkelſe, og at ingen Mand ſkulde kommet højere Stilling end han. Men Halldor ſvarede: „jeg rejſer aldrig til Kong Harald, og det er bedſt at alt forbliver mellem os ſom hidtil; jeg kjender ham nok, og veed, at det Løfte, han giver mig, kun betyder at han vil hænge mig i den højeſte Galge, hvis han faar mig fat“. Mange Aar ſenere, da Harald begyndte at blive noget ældre, ſendte han Bud til Halldor med Anmodning om at ſkaffe ham nogle Ræveſkind til Sængeteppe, fordi han trængte til at holde ſig varm. Halldor ſkal herved førſt have udbrudt: „nu ældes den gamle Hane:“ dog ſkaffede han ham Skin-