rede Kongen, „er ikke værre paa Island, end din her i Norge, og desuden er det jo ikke saa længe siden, at de, som nu bebo Island, vare virkelige Nordmænd[1]“. Det blev ved Haralds Bestemmelse. Svein maatte overlade Skibet til Halldor, og siden fortsattes Rejsen til Viken, hvor Kongen lagde ind til Oslo[2], og tog Vejtsler.
En Dag, da Kongen sad og drak med sine Mænd, hvoriblandt ogsaa Halldor, kom dennes Svende ind, ganske vaade, og meldte at Svein af Lyrgja med sine Folk havde taget Skibet tilbage og jaget dem ud i Vandet. Halldor stod strax op, gik hen til Kongen, og spurgte ham om det ikke var Meningen at han skulde beholde Skibet, som Kongen havde givet ham. „Jo visselig“, svarede Kongen, og befalede strax sine Hirdmænd at tage sex Skibe og hjelpe Halldor til at faa sit Skib tilbage. De adløde, satte med Halldor efter Svein, og indhentede ham: Svein skyndte sig fra Skibet og op paa Land saa hurtigt han kunde, Halldor tog atter ved sit Skib, og bragte det tilbage til Oslo. Sommeren tilbragtes sandsynligviis med et Tog til Danmark, uagtet der intet meldes derom. Det heder kun, at da Sommeren var til Ende, vendte Kongen tilbage til Throndhjem med sine Mænd, og overvintrede i Nidaros. Svein af Lyrgja tilbragte Vintren paa sine Gaarde, og sendte Bud til Kong Harald, at han ganske overlod det til ham at afgjøre den Trætte, hvori han nu befandt sig med Halldor om Skibet, men at han dog helst ønskede at afkjøbe Halldor dette, hvis Kongen intet havde derimod. Da Kongen saa, at Svein overlod alt sammen til ham, bilde han ogsaa helst mage det saaledes at begge Parter skulde finde sig tilfreds, og derfor tilbød han sig selv at afkjøbe Halldor Skibet til sømmelig Priis, for siden at give Svein det tilbage. Halldor modtog Tilbudet, og fik hele Kjøbesummen strax udbetalt, paa 72 Mark Guld (4 Merker Sølv) nær, som stod tilbage, og som Halldor heller ikke krævede synderlig ivrigt, saalænge Vintren varede. Men da Vaaren kom, sagde han til Kongen at han denne Sommer agtede sig hjem til Island, og at han derfor behøvede sit Tilgodehavende. Kongen negtede ham ikke Rejsetilladelse, men gjorde Vanskeligheder ved Udbetalingen. Halldor krævede oftere, men fik kun ærgerlige Svar. Imidlertid gjorde Halldor sit Skib sejlfærdigt, og lod det lægge ud ved Bratøren[3], lige ved Elvens Munding. Da alt var rede og det teg-
- ↑ Dette merkelige Udsagn forekommer kun i Morkinskinna fol. 8 a., hvor det lyder i Oldsproget: „ok eigi hefir all-langt síðan lidit, er þeir váru norrœnir er ni byggja Ísland“. I Hrokkinskinna heder det kun at mange af Islændingerne ikke havde langt at regne til mægtige Forfædre i Norge.
- ↑ Det er, som ovenfor bemerket, alene Morkinskinna, som her nævner Oslo. Ellers tales der kun om „Viken“.
- ↑ Bratøren nævnes kun i Morkinskinna fol. 8. b.
