Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
262
Harald Haardraade.

rede Kongen, „er ikke værre paa Island, end din her i Norge, og desuden er det jo ikke ſaa længe ſiden, at de, ſom nu bebo Island, vare virkelige Nordmænd[1]“. Det blev ved Haralds Beſtemmelſe. Svein maatte overlade Skibet til Halldor, og ſiden fortſattes Rejſen til Viken, hvor Kongen lagde ind til Oslo[2], og tog Vejtſler.

En Dag, da Kongen ſad og drak med ſine Mænd, hvoriblandt ogſaa Halldor, kom dennes Svende ind, ganſke vaade, og meldte at Svein af Lyrgja med ſine Folk havde taget Skibet tilbage og jaget dem ud i Vandet. Halldor ſtod ſtrax op, gik hen til Kongen, og ſpurgte ham om det ikke var Meningen at han ſkulde beholde Skibet, ſom Kongen havde givet ham. „Jo visſelig“, ſvarede Kongen, og befalede ſtrax ſine Hirdmænd at tage ſex Skibe og hjelpe Halldor til at faa ſit Skib tilbage. De adløde, ſatte med Halldor efter Svein, og indhentede ham: Svein ſkyndte ſig fra Skibet og op paa Land ſaa hurtigt han kunde, Halldor tog atter ved ſit Skib, og bragte det tilbage til Oslo. Sommeren tilbragtes ſandſynligviis med et Tog til Danmark, uagtet der intet meldes derom. Det heder kun, at da Sommeren var til Ende, vendte Kongen tilbage til Throndhjem med ſine Mænd, og overvintrede i Nidaros. Svein af Lyrgja tilbragte Vintren paa ſine Gaarde, og ſendte Bud til Kong Harald, at han ganſke overlod det til ham at afgjøre den Trætte, hvori han nu befandt ſig med Halldor om Skibet, men at han dog helſt ønſkede at afkjøbe Halldor dette, hvis Kongen intet havde derimod. Da Kongen ſaa, at Svein overlod alt ſammen til ham, bilde han ogſaa helſt mage det ſaaledes at begge Parter ſkulde finde ſig tilfreds, og derfor tilbød han ſig ſelv at afkjøbe Halldor Skibet til ſømmelig Priis, for ſiden at give Svein det tilbage. Halldor modtog Tilbudet, og fik hele Kjøbeſummen ſtrax udbetalt, paa 72 Mark Guld (4 Merker Sølv) nær, ſom ſtod tilbage, og ſom Halldor heller ikke krævede ſynderlig ivrigt, ſaalænge Vintren varede. Men da Vaaren kom, ſagde han til Kongen at han denne Sommer agtede ſig hjem til Island, og at han derfor behøvede ſit Tilgodehavende. Kongen negtede ham ikke Rejſetilladelſe, men gjorde Vanſkeligheder ved Udbetalingen. Halldor krævede oftere, men fik kun ærgerlige Svar. Imidlertid gjorde Halldor ſit Skib ſejlfærdigt, og lod det lægge ud ved Bratøren[3], lige ved Elvens Munding. Da alt var rede og det teg-

  1. Dette merkelige Udſagn forekommer kun i Morkinſkinna fol. 8 a., hvor det lyder i Oldſproget: „ok eigi hefir all-langt síðan lidit, er þeir váru norrœnir er ni byggja Ísland“. I Hrokkinſkinna heder det kun at mange af Islændingerne ikke havde langt at regne til mægtige Forfædre i Norge.
  2. Det er, ſom ovenfor bemerket, alene Morkinſkinna, ſom her nævner Oslo. Ellers tales der kun om „Viken“.
  3. Bratøren nævnes kun i Morkinſkinna fol. 8. b.