Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/279

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
261
Halldor Snorressøns store Fordringer.

uforfalsket?“ „Tal ikke herom“, sagde Baard, du kan nok finde dig i hvad Lendermænds Sønner tage imod uden at knurre; sidst bar du dig heller ikke anstændigt ad, idet du kastede Pengene ned i Halmen og spildte dem: du kan jo dog vel begribe at Kongen anseer dette som gjort for at haane ham“. „Jeg tror dog ikke“, sagde Halldor, „at jeg en eneste Gang har viist saa stor Uefterrettelighed i at følge Kongen, som han i Udbetaling af Solden“. „Deri har du vistnok Ret“, sagde Baard; „bi lidt endnu, og lad mig tale med Kongen derom“. Baard gik virkelig atter til Kongen, og bad ham lade Halldor faa sin Sold i gode Penge, hvilket han i Sandhed var værd. Æren synes du da ikke“, spurgte Kongen, „at det er noget djervt af dig at bede om anden Sold for Halldor, end den som Lendermænds Sønner modtage, efter den haanlige Maade hvorpaa han foor frem ved sidste Udtælling?“ Sag heller, Herre“, sagde Baard, „i Betragtning, hvad der er langt mere værd, nemlig hans Bravhed og eders lange Venskab, saa vel som eders egen Ædelmodighed: I kjender jo desuden Halldors Sindsbeskaffenhed og Strenghed, og det tjener dig selv til Ære, at vise ham Hæder!“ „Du taler som en brav Mand“, sagde Kongen, „lad ham faa Pengene!“ Baard fik dem udbetalte, og bragte Halldor dem: det var 12 Mk. Selv. Men Halldor var dog endnu ikke tilfreds hermed. Han vilde ikke længer være paa Kongens Skib, og hvis denne fremdeles ønskede at beholde ham hos sig, maatte han, sagde Halldor, skaffe ham et eget Skib at styre, og det til Ejendom. Baard forebragte Kongen ogsaa denne Anmodning, idet han forestillede ham, at han vist vilde være tjent med en saa paalidelig Skibsstyrer som Halldor. Kongen fandt dette heller ikke saa urimeligt, og lovede at gjøre ved Sagen, hvad han kunde. Han lod strax en af sine Skibsstyrere, ved Navn Svein af Lyrgja[1], en Lendermand, kalde til sig, og sagde til ham, at da han var af saa høj Æt, og dertil meget forstandig, ønskede han helst at have ham paa sit eget Skib, for at nyde godt af hans vise Raad; til det Skib, han hidtil havde ført, kunde en anden Styrer udnævnes. Svein udtrykte sin Forundring over denne pludselige Trang, Kongen viste til at raadspørge ham, hvilket han hidtil aldrig havde plejet, og bad om at faa vide, hvo der skulde afløse ham i Befalingen over Skibet. Kongen nævnte Halldor. Svein sagde: „jeg havde dog aldrig tænkt, at du vilde tage Befalingen fra mig og give den til en Islænding“. „Hans Æt“, sva-

  1. Denne Svein synes, efter det Naboskab at dømme, der lader til at have fundet Sted mellem bane Gaarde og Nidaros, at have været en Thrønder. Den Formodning ligger derfor nær, at han var en Søn af Orm Lyrgja (se ovf. I. 2. S. 260) og Gudrun Lundesol, hvis man ellers blot kunde antage „Lyrgja“ for et Stedsnavn, eller paavise et saadant Sted i Thrøndelagen. Eller maaskee man burde læse „Svein lyrgja“, ikke „af Lyrgja“.