Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/279

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
261
Halldor Snorresſøns ſtore Fordringer.

uforfalſket?“ „Tal ikke herom“, ſagde Baard, du kan nok finde dig i hvad Lendermænds Sønner tage imod uden at knurre; ſidſt bar du dig heller ikke anſtændigt ad, idet du kaſtede Pengene ned i Halmen og ſpildte dem: du kan jo dog vel begribe at Kongen anſeer dette ſom gjort for at haane ham“. „Jeg tror dog ikke“, ſagde Halldor, „at jeg en eneſte Gang har viiſt ſaa ſtor Uefterrettelighed i at følge Kongen, ſom han i Udbetaling af Solden“. „Deri har du viſtnok Ret“, ſagde Baard; „bi lidt endnu, og lad mig tale med Kongen derom“. Baard gik virkelig atter til Kongen, og bad ham lade Halldor faa ſin Sold i gode Penge, hvilket han i Sandhed var værd. Æren ſynes du da ikke“, ſpurgte Kongen, „at det er noget djervt af dig at bede om anden Sold for Halldor, end den ſom Lendermænds Sønner modtage, efter den haanlige Maade hvorpaa han foor frem ved ſidſte Udtælling?“ Sag heller, Herre“, ſagde Baard, „i Betragtning, hvad der er langt mere værd, nemlig hans Bravhed og eders lange Venſkab, ſaa vel ſom eders egen Ædelmodighed: I kjender jo desuden Halldors Sindsbeſkaffenhed og Strenghed, og det tjener dig ſelv til Ære, at viſe ham Hæder!“ „Du taler ſom en brav Mand“, ſagde Kongen, „lad ham faa Pengene!“ Baard fik dem udbetalte, og bragte Halldor dem: det var 12 Mk. Selv. Men Halldor var dog endnu ikke tilfreds hermed. Han vilde ikke længer være paa Kongens Skib, og hvis denne fremdeles ønſkede at beholde ham hos ſig, maatte han, ſagde Halldor, ſkaffe ham et eget Skib at ſtyre, og det til Ejendom. Baard forebragte Kongen ogſaa denne Anmodning, idet han foreſtillede ham, at han viſt vilde være tjent med en ſaa paalidelig Skibsſtyrer ſom Halldor. Kongen fandt dette heller ikke ſaa urimeligt, og lovede at gjøre ved Sagen, hvad han kunde. Han lod ſtrax en af ſine Skibsſtyrere, ved Navn Svein af Lyrgja[1], en Lendermand, kalde til ſig, og ſagde til ham, at da han var af ſaa høj Æt, og dertil meget forſtandig, ønſkede han helſt at have ham paa ſit eget Skib, for at nyde godt af hans viſe Raad; til det Skib, han hidtil havde ført, kunde en anden Styrer udnævnes. Svein udtrykte ſin Forundring over denne pludſelige Trang, Kongen viſte til at raadſpørge ham, hvilket han hidtil aldrig havde plejet, og bad om at faa vide, hvo der ſkulde afløſe ham i Befalingen over Skibet. Kongen nævnte Halldor. Svein ſagde: „jeg havde dog aldrig tænkt, at du vilde tage Befalingen fra mig og give den til en Islænding“. „Hans Æt“, ſva-

  1. Denne Svein ſynes, efter det Naboſkab at dømme, der lader til at have fundet Sted mellem bane Gaarde og Nidaros, at have været en Thrønder. Den Formodning ligger derfor nær, at han var en Søn af Orm Lyrgja (ſe ovf. I. 2. S. 260) og Gudrun Lundeſol, hvis man ellers blot kunde antage „Lyrgja“ for et Stedsnavn, eller paaviſe et ſaadant Sted i Thrøndelagen. Eller maaſkee man burde læſe „Svein lyrgja“, ikke „af Lyrgja“.