den ene Haand, betragtede dem, og slog saa nedenunder med den anden saa at de faldt ned i Halmen. „Det var ilde gjort“, sagde Baard, som saa det, „thi Kongen anseer det vist for en Fornærmelse, naar man vrager hans Penge“. Men Halldor meente at det ikke havde nogen Fare. Da Julen var forbi, begyndte Kongen at lade sine Skive udruste for at drage sydefter, og foretage det sædvanlige Sommertog til Danmark. Halldor gjorde dog ingen Miner til at følge med, ikke engang da Kongen allerede var næsten rejsefærdig. Paa Baards Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, sagde han at det var hans Hensigt at blive tilbage, siden han godt kunde see, at Kongen ikke yndede ham. „Han vil dog vist, at du skal følge med“, sagde Baard, gik siden hen til Kongen, og fortalte at Halldor ej gjorde sig rede til Rejsen, hvilket, som han sagde, var stor Skade, da man vanskelig fik nogen, der kunde ildfulde hans Sted i Stavnen. „Sig ham“, sagde Kongen, „at jeg haaber han nok bliver med, og at den Misforstaaelse, der nu en Stund har fundet Sted mellem os, ej har noget at betyde“. Baard sagde ham dette, og at Kongen slet ikke vilde undvære hans Tjeneste. Halldor lod sig omsider overtale til at følge med, og indtog sin sædvanlige Plads som Kongens Stavnbo. Paa Farten sydefter traf det sig en Gang, at Halldor pludselig befalede den, der stod ved Roret, at dreje af. Kongen derimod bød ham, at holde samme Kurs som før. Halldor sagde atter: „drej af!“ Kongen gjentog ligeledes sin Befaling. „Men I styrer jo lige paa Skjeret“, raabte Halldor. Dog det var for seent, thi Skibet stødte saa haardt mod et Skjer, at hele Underdelen gik af, og det maatte flyttes til Land ved Hjelp af andre Skibe, for at gjøres ved. Imidlertid blev der slaaet Telte op, saa længe man var nødt til at opholde sig der. Morgenen efter vaagnede Baard ved, at Halldor pakkede ind. Paa Baards Spørgsmaal, hvor han agtede sig hen, svarede han: „paa et Fragtskib her i Nærheden, saa at vi nu komme til at drage hver vor Vej, da jeg ikke ønsker at Kongen oftere skal forspilde sine Skibe eller andre Kostbarheder, alene for at krænke mig“. Baard bad ham dog at vie lidt, til han havde talt med Kongen. Da Kongen saa Baard komme, sagde han: „du er tidlig paa Færde idag!“ Art kan nok behøves“ sagde Baard, „thi Halldor bereder sig til at rejse bort, saasom han finder — hvad der og er sandt, — at du har handlet uvenskabeligt imod ham; han agter sig nu tilbage til sit Skib i Throndhjem, og derfra ud til Island; men da skilles I ikke ad, som det sig hør og bør, og min Mening er, at du vanskelig faar nogen saa paalidelig Mand som han“. Kongen ytrede ogsaa at han gjerne vilde forliges med ham, og at han ikke vilde lægge den sidste Uenighed videre paa Hjerte. Baard gik derpaa tilbage til Halldor, og sagde ham Kongens forsonlige Ord. Men Halldor svarede kun: „hvorfor skulde jeg tjene ham længere, naar jeg ikke engang faar min Sold
