Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/278

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
260
Harald Haardraade.

den ene Haand, betragtede dem, og ſlog ſaa nedenunder med den anden ſaa at de faldt ned i Halmen. „Det var ilde gjort“, ſagde Baard, ſom ſaa det, „thi Kongen anſeer det viſt for en Fornærmelſe, naar man vrager hans Penge“. Men Halldor meente at det ikke havde nogen Fare. Da Julen var forbi, begyndte Kongen at lade ſine Skive udruſte for at drage ſydefter, og foretage det ſædvanlige Sommertog til Danmark. Halldor gjorde dog ingen Miner til at følge med, ikke engang da Kongen allerede var næſten rejſefærdig. Paa Baards Spørgsmaal, hvad dette ſkulde betyde, ſagde han at det var hans Henſigt at blive tilbage, ſiden han godt kunde ſee, at Kongen ikke yndede ham. „Han vil dog viſt, at du ſkal følge med“, ſagde Baard, gik ſiden hen til Kongen, og fortalte at Halldor ej gjorde ſig rede til Rejſen, hvilket, ſom han ſagde, var ſtor Skade, da man vanſkelig fik nogen, der kunde ildfulde hans Sted i Stavnen. „Sig ham“, ſagde Kongen, „at jeg haaber han nok bliver med, og at den Misforſtaaelſe, der nu en Stund har fundet Sted mellem os, ej har noget at betyde“. Baard ſagde ham dette, og at Kongen ſlet ikke vilde undvære hans Tjeneſte. Halldor lod ſig omſider overtale til at følge med, og indtog ſin ſædvanlige Plads ſom Kongens Stavnbo. Paa Farten ſydefter traf det ſig en Gang, at Halldor pludſelig befalede den, der ſtod ved Roret, at dreje af. Kongen derimod bød ham, at holde ſamme Kurs ſom før. Halldor ſagde atter: „drej af!“ Kongen gjentog ligeledes ſin Befaling. „Men I ſtyrer jo lige paa Skjeret“, raabte Halldor. Dog det var for ſeent, thi Skibet ſtødte ſaa haardt mod et Skjer, at hele Underdelen gik af, og det maatte flyttes til Land ved Hjelp af andre Skibe, for at gjøres ved. Imidlertid blev der ſlaaet Telte op, ſaa længe man var nødt til at opholde ſig der. Morgenen efter vaagnede Baard ved, at Halldor pakkede ind. Paa Baards Spørgsmaal, hvor han agtede ſig hen, ſvarede han: „paa et Fragtſkib her i Nærheden, ſaa at vi nu komme til at drage hver vor Vej, da jeg ikke ønſker at Kongen oftere ſkal forſpilde ſine Skibe eller andre Koſtbarheder, alene for at krænke mig“. Baard bad ham dog at vie lidt, til han havde talt med Kongen. Da Kongen ſaa Baard komme, ſagde han: „du er tidlig paa Færde idag!“ Art kan nok behøves“ ſagde Baard, „thi Halldor bereder ſig til at rejſe bort, ſaaſom han finder — hvad der og er ſandt, — at du har handlet uvenſkabeligt imod ham; han agter ſig nu tilbage til ſit Skib i Throndhjem, og derfra ud til Island; men da ſkilles I ikke ad, ſom det ſig hør og bør, og min Mening er, at du vanſkelig faar nogen ſaa paalidelig Mand ſom han“. Kongen ytrede ogſaa at han gjerne vilde forliges med ham, og at han ikke vilde lægge den ſidſte Uenighed videre paa Hjerte. Baard gik derpaa tilbage til Halldor, og ſagde ham Kongens forſonlige Ord. Men Halldor ſvarede kun: „hvorfor ſkulde jeg tjene ham længere, naar jeg ikke engang faar min Sold