Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/277

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
259
Halldor Snorresſøn misfornøiet.

landene, en brav og veltænkende ung Mand, fandt dette ſlemt, og ſkyndte ſig tidligt den følgende Morgen at oplyſe Kongen om hans Fejltagelſe. Han fortalte ham Sagens rette Sammenhæng, at Halldor havde drukket ærligt og redeligt, og lagde til, at det heller ikke forholdt ſig ſaaledes at han løb efter ſlette Fruentimmer, ſkjønt hans Venner nok kunde ønſke, at han holdt ſig mere til Kongen. Harald ſagde da, at han og Halldor nok ſkulde blive forligte om denne Sag, naar de næſte Gang kom ſammen, og da Baard nu ogſaa beroligede Halldor, blev der ikke ytret videre derom, men Forſtaaelſen mellem Halldor og Kongen var dog intet mindre end god. Da Julen kom[1], blev der, ſom en ſædvanlig Jule-Moro, beſtemt Straffe (Vite), beſtaaende i at tømme et eller flere Horn (Viteshorn), for alle Slags Smaaforſeelſer, ſom at komme for ſilde op, eller til Kirken, o. a. d. Det hørte til, at de, der ſkulde tømme ſlige Horn, ej ſad i deres ſædvanlige Rum paa Bænken, men derimod nede paa Gulvet, i Halmen, hvormed dette var belagt. En Morgen havde Kjerteſvendene, for ret at have Morſkab, beſtukket Klokkeren til at ringe til Otteſang tidligere end ſædvanligt, ſaa at en Mængde kom for ſeent og følgelig dømtes til at tømme Viteshornet, blandt dem ogſaa Halldor. Han ſyntes imidlertid ikke om denne Spøg, og blev ſiddende i ſit Riim, medens de andre ſatte ſig paa Gulvet. Alligevel bragte man ham Viteshornet, men han vilde ikke drikke. Dette blev meldt Kongen, ſom ſagde: „det kan ikke være ſandt, og i alle Fald vil han da vel modtage Hornet, naar jeg ſelv bringer ham det“. Kongen tog virkelig Hornet, og gik hen til Halldor dermed. Halldor rejſte ſig op for Kongen, men da denne bad ham at drikke, vægrede han ſig derved, og meente at han ej var pligtig dertil, da man kun havde anvendt Kneb, for at faa ham og andre fældede. „Du faar dog drikke Vitet lige ſaa vel ſom de øvrige“, ſagde Kongen. „Det kan maaſkee nok lykkes dig, Konge“, ſagde Halldor, „at tvinge mig til drikke dette Vite, men ikke vilde Sigurd Syr kunne have tvunget Snorre Gode til noget, han ej vilde“. Med disſe Ord tog han Hornet og drak deraf, men Kongen blev meget vred, og gik til ſit Rum. Da Nytaarsdagen kom, ſkulde Solden udbetales Hirdmændene; men de fik den kun betalt i hiin daarlige Mynt, ſom ovenfor er omtalt, der mere beſtod af Kobber end af Sølv, og ſpotviis kaldtes Haraldsſlaatten. Da Halldor havde modtaget Pengene, lagde han dem paa Skjødet af ſin Kappe, ſom han holdt op med

  1. Af Sagaens Udtryk ſkulde man nærmeſt ſlutte at det var Julen ſtrax efter den Sommer, Halldor var kommen tilbage fra Island. Vel kunde man ogſaa formode at den i Sagaen med faa Ord omtalte Forſømmelighed, Halldor udviſte, har omfattet et længere Tidsrum, men dog maa man, naar man ſeer hen til de øvrige Omſtændigheder, antage Sagaens Tidsangivelſe for rigtig, ſe nedf. S. 264.