Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/276

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
258
Harald Haardraade.

derligt, om han i den førſte Tid efter Einar Thambarſkelves Drab holdt ſig borte fra Throndhjem; men da Finn Arnesſøn havde bragt et fuldſtændigt Forlig til Veje, hvilket allerede ſkede i Løbet af 1051, var der dog ikke egentlig nogen Grund for ham til længere at frygte Thrønderne, og for den Sags Skyld kunde han ſaaledes gjerne have tilbragt Vintren 1050—1051 i Throndhjem, og ſaa meget mere den følgende Vinter. Den i enkelte Sagabearbejdelſer meddeelte Fortælling om det uvenſkabelige Forhold, der opſtod mellem Halldor Snorresſøn og Kongen, og om deres Adſkillelſe, indeholder vel enkelte Antydninger i den her omhandlede Henſeende, men ikke ſaaledes, at Spørgsmaalet derved ganſke bliver opklaret. Fortællingen om Halldor Snorresſøn er ellers i andre Henſeender ſærdeles oplyſende, ſaa vel med Henſyn til Livet ved Haralds Hird, ſom til at viſe, hvor eftergivende Harald med al ſin Strenghed og Myndighed dog kunde være mod ſine gamle Krigskamerater, og hvilken overmodig Opførſel disſe torde tillade ſig mod ham. Fortællingen ſelv bærer, enkelte chronologiſke Uſikkerheder fraregnede, ganſke Sandhedens Præg, og vi meddele derfor det væſentligſte deraf.

Halldor var, ſom det allerede ovenfor er nævnt, om Vaaren 1048 dragen over til Island paa det ham af Kongen ſkjenkede, og ved Kongens Hjelp bemandede Skib, for at beſøge ſine Frænder. Der forblev han den næſte Vinter, og vendte ikke tilbage førend Sommeren derefter (1049), hvor han da ſandſynligviis traf Harald ſtrax efter hans Tilbagekomſt fra Toget til Slesvig og Forfølgelſen ved Lesø. Men Halldor, heder det, begyndte nu at viſe Kongen mindre Opmerkſomhed end for, idet han ofte udeblev, naar han ſkulde følge ham, og ſtundom ſværmede ude om Nætterne, i Stedet for at ſove i Kongens Herberge. Kongen lagde Merke til Halldors Forſømmelighed, og det viſte ſig ſnart, at han derfor havde et mindre godt Øje til ham, end hidtil. Det traf ſig engang, da Hornet gik rundt, at Halldor, hvis Sidemand var en gammel og af Kongen meget yndet Hirdmand ved Navn Thore Englandsfarer[1], leverede denne Hornet, efter ærligt at have drukket mere end Halvdelen deraf; men Thore, der var gammel og ſvag, kunde ikke drikke ſaa hurtigt, og Kongen troede derfor at Halldor utilbørligt havde ſkulket. Han ſagde derfor til Halldor: „ſeent lærer man dog ſine Folk at kjende, hvo ſkulde have troet at du ved Drikken gjør Kneb med en Olding, men løber ſeent om Natten efter ſlette Fruentimmer i Stedet for at ledſage din Konge?“ Halldor værdigedes ikke engang at ſvare paa denne Tiltale, men var ikke deſto mindre meget opbragt derover. Hans anden Sidekamerat, ved Navn Baard fra Op-

  1. Han kaldtes ſaaledes, ſiges der, fordi han i ſine yngre Dage havde været en ſtor Kjøbmand og længe ligget paa Fart til fremmede Lande, navnlig England, ligeſom han og havde ført Kongen mange herlige Sager hjem.