Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/276

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
258
Harald Haardraade.

derligt, om han i den første Tid efter Einar Thambarskelves Drab holdt sig borte fra Throndhjem; men da Finn Arnessøn havde bragt et fuldstændigt Forlig til Veje, hvilket allerede skede i Løbet af 1051, var der dog ikke egentlig nogen Grund for ham til længere at frygte Thrønderne, og for den Sags Skyld kunde han saaledes gjerne have tilbragt Vintren 1050—1051 i Throndhjem, og saa meget mere den følgende Vinter. Den i enkelte Sagabearbejdelser meddeelte Fortælling om det uvenskabelige Forhold, der opstod mellem Halldor Snorressøn og Kongen, og om deres Adskillelse, indeholder vel enkelte Antydninger i den her omhandlede Henseende, men ikke saaledes, at Spørgsmaalet derved ganske bliver opklaret. Fortællingen om Halldor Snorressøn er ellers i andre Henseender særdeles oplysende, saa vel med Hensyn til Livet ved Haralds Hird, som til at vise, hvor eftergivende Harald med al sin Strenghed og Myndighed dog kunde være mod sine gamle Krigskamerater, og hvilken overmodig Opførsel disse torde tillade sig mod ham. Fortællingen selv bærer, enkelte chronologiske Usikkerheder fraregnede, ganske Sandhedens Præg, og vi meddele derfor det væsentligste deraf.

Halldor var, som det allerede ovenfor er nævnt, om Vaaren 1048 dragen over til Island paa det ham af Kongen skjenkede, og ved Kongens Hjelp bemandede Skib, for at besøge sine Frænder. Der forblev han den næste Vinter, og vendte ikke tilbage førend Sommeren derefter (1049), hvor han da sandsynligviis traf Harald strax efter hans Tilbagekomst fra Toget til Slesvig og Forfølgelsen ved Lesø. Men Halldor, heder det, begyndte nu at vise Kongen mindre Opmerksomhed end for, idet han ofte udeblev, naar han skulde følge ham, og stundom sværmede ude om Nætterne, i Stedet for at sove i Kongens Herberge. Kongen lagde Merke til Halldors Forsømmelighed, og det viste sig snart, at han derfor havde et mindre godt Øje til ham, end hidtil. Det traf sig engang, da Hornet gik rundt, at Halldor, hvis Sidemand var en gammel og af Kongen meget yndet Hirdmand ved Navn Thore Englandsfarer[1], leverede denne Hornet, efter ærligt at have drukket mere end Halvdelen deraf; men Thore, der var gammel og svag, kunde ikke drikke saa hurtigt, og Kongen troede derfor at Halldor utilbørligt havde skulket. Han sagde derfor til Halldor: „seent lærer man dog sine Folk at kjende, hvo skulde have troet at du ved Drikken gjør Kneb med en Olding, men løber seent om Natten efter slette Fruentimmer i Stedet for at ledsage din Konge?“ Halldor værdigedes ikke engang at svare paa denne Tiltale, men var ikke desto mindre meget opbragt derover. Hans anden Sidekamerat, ved Navn Baard fra Op-

  1. Han kaldtes saaledes, siges der, fordi han i sine yngre Dage havde været en stor Kjøbmand og længe ligget paa Fart til fremmede Lande, navnlig England, ligesom han og havde ført Kongen mange herlige Sager hjem.