Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/275

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
257
Finn Arnesſøn bliver Kong Svens Jarl.

i den glade Bevidſthed om at han endelig havde faaet ſine farligſte Modſtandere ryddede afvejen, kvad et Vers, hvori han roſte ſig af at have voldet tretten Mænds Død, idet han tillige paa en vis Maade undſkyldte ſig med at han nødſagedes til Drab, og klagede over Folks Ondſkab. Hvilke disſe tretten Offere vare, om han regner dem lige fra ſin førſte Optræden paa Krigs- og Høvdingebanen, eller om det virkelig var faa mange norſke Stormænd, han havde ladet tage af Dage, nævnes ej; det førſte er imidlertid det rimeligſte. Men viſt er det, at idetmindſte hans Omgivelſer anſaa det afgjort at han blandt hine tretten regnede Einar, Eindride og Kalf: ſandſynligviis have de vel neppe endog kunnet faa Tallet udfyldt, uden ved at regne Kalf med[1]. Finn Arnesſøns Forbitrelſe gik ſaa vidt, at han forlod Norge, og begav ſig til Kong Sven, der modtog ham med aabne Arme. Efter lange, hemmelige Samtaler mellem dem kom det endelig dertil, at Finn, tilſideſættende Fædreland og Troſkabsed for privat Hevnlyſt, gik Kong Sven til Haande og blev hans Mand, hvorimod Sven gav ham Jarlsnavn, og overdrog ham Halland at beſtyre og forſvare mod ſine egne Landsmænd. Finn var dog nok ikke den eneſte, der paa denne Tid gjorde ſig ſkyldig i ſaadant Landsforræderi. Om Urolighederne efter Einars Drab end vare bilagte, ſynes de dog at have fremkaldt flere ſlige Frafald, iſær efter at Finn, der ſelv mæglede Forliget, havde givet det førſte Exempel. „Paa denne Tid“, heder det nemlig i en Saga, „vare Lendermændene i Norge ſaa overmodige og opſætſige, at ſaa ſnart de i et eller andet vare misfornøjede med Kongens Handlemaade, løb de af Landet ſyd til Danmark, til Kong Sven, ſom da gjorde dem til ſtore Mænd i ſit Rige, og gav dem Guld, Koſtbarheder og Hædersgaver, hvilket Skalden Thjodolf bevidner, idet han ſiger: „en vakker Skare har ſveget ſin Troſkab, forladt ſin ædle Herre og gaaet over til Sven: denne for brave Mænd uværdige Ferd vil længe mindes“[2].

23. Halldor Snorresſøns Uenighed med Harald.


Om Harald ſtrax efter Toget til Fyn 105l vendte tilbage til det Throndhjemſke, eller om han endnu tilbragte een eller to Vintre i Viken, ſiges ingenſteds med Beſtemthed, da det er med Aaret 1052 at den før omtalte dunklere Periode af Haralds Regjeringstid begynder, fra hvilken Sagaerne ingen beſtemte hiſtoriſke Optegnelſer meddele. Det vilde ikke været i ſig ſelv ſaa un-

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 70. Snorre Cap. 54.
  2. Morkinſkinna fol. 10. a ſamt Flatøbogen, (Fornm. Sögur IV. 282 Var. 3), og Fagrſkinna, Cap. 190. Ágrip, Cap. 35, der ellers omtaler Finn alene ſom „en mægtig Mand paa Ranarike, med hvis Broderdatter Harald var gift“, fortæller at han drog til Danmark med ſyv Langſkibe.