Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/274

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
256
Harald Haardraade.

Sammenkomſt med Kongen, ſom han ikke havde ſeet, ſiden de ſtode fiendtligt overfor hinanden ved Stikleſtad. De ſluttede her et formeligt Forlig paa de mellem Kongen og Finn forhen aftalte Betingelſer, og Finn forbandt ſig ligeledes, ſom forhen under Magnus den gode, til at udføre alt, hvad Kongen paalagde ham til hans Magts Ffremme. Derpaa tiltraadte han alle ſine forrige Ejendomme og Vejtſler. Sommeren efter (1051) ledſagede han, ſom de øvrige Lendermænd, Harald paa et af de regelmæsſige Herjetog til Danmark. Denne Gang hjemſøgtes fornemmelig Fyn, men man forefandt der en betydelig Styrke af Indbyggerne, ſom vare rede til at give Nordmændene en varm Modtagelſe. Ikke deſto mindre gav Kongen Befaling til at gjøre Landgang, og foreſkrev hvorledes og i hvad Orden dette ſkulde ſkee. Til Befalingsmand over den Skare, ſom førſt ſkulde gaa op, ſatte han Kalf Arnesſøn, betydede ham, hvor han ſkulde ſtevne hen, og forſikrede, at han ſelv ſtrax ſkulde komme efter med de øvrige Tropper, for at ſtaa ham bi, om det behøvedes. Kalf adlød Befalingen, men blev ſtrax modtagen af en langt talrigere Fiendehær. Han angreb den modigt, og der blev en hidſig Kamp, men den var kun kortvarig, da Fienden aldeles overmandede Kalfs ubetydelige Skare, ſom derfor maatte flygte tillige til Skibene. Danerne forfulgte den, og dræbte mange af Nordmændene, blandt dem ogſaa Kalf ſelv. Nu førſt gik Harald i Land med ſine Mænd. De vare ikke komne langt, førend de fandt ſine faldne Landsmænds Liig. Kalfs Liig blev baaret ned til Skibene, men Kongen fortſatte ſit Tog op i Landet, herjede det, og dræbte mange Folk, uden, ſom det ſynes, at ſtode paa nogen ſtørre Fiendehær, end at han let kunde adſplitte den[1]. Derfor holdt ogſaa Finn Arnesſøn ſig overbeviiſt om, at Kongen med Flid havde maget det ſaa, at hans Broder Kalf miſtede Livet, ved førſt at ſende ham i Land mod en ſtor Overmagt, og derpaa at lade ham ganſke i Stikken. Finn beklagede ſig højligen over det falſke Spil, Kongen havde drevet med ham, ved at benytte ham ſom Redſkab til at lokke Kalf fra hans ſikre Opholdsſted hos Thorfinn Jarl, og enkelte, ſom ſandede dette, forundrede ſig kun over Finns Forblindelſe, efterſom Mangen havde givet Beviſer paa Hevngjerrighed i Tilfælde, hvor der var langt mindre at tage Hevn over, end hvad Kalf havde gjort. Kongen lod Folk tale herom hvad de vilde, og indlod ſig hverken paa at benegte eller bekræfte det. Dug kunde man tydeligt merke paa ham, at han ej var utilfreds dermed: ja der kunde neppe længer være Tvivl om, at det var ſkeet ved hans Foranſtaltning, da han, i et uheldigt Øjeblik, eller

  1. Her anføres et Vers af Mener, omtrent af følgende Indhold: „Fyrſten farvede den blanke Egg rød paa Emne, og Ilden fortærede Folks Huſe; Fynboernes Antal blev forringet“.