sin Konge, hvilken han desuden havde svoret Troskabs-Ed. „Enten“, sagde Finn, „bliver du slagen, og da er det sikkert nok at du har forbrudt Liv og Gods, eller du sejrer, og da vil du blive kaldet Drottinssviger, og vorde foragtet og afskyet af enhver brav Mand“. Ogsaa Orm Jarl sandede, hvad Finn havde sagt, og raadede Haakon til at modtage Forligstilbudet. Haakon betænkte sig en Stund, men lovede tilsidst at modtage Forlig paa den Betingelse, at Kongen skulde give ham Magnus den godes Datter Ragnhild til Egte med saa stor Medgift, som det passede sig for hende, og hun selv syntes. Dette lovede Finn paa Kongens Vegne, og Forliget blev saaledes fast og højtideligt sluttet. Men da Ragnhild endnu kun var et Barn, blev, som man af det Følgende kan see, Giftermaalet selv udsat, indtil hun maatte have naaet den tilbørlige Alder[1].
Finn vendte nu med vel forrettet Sag tilbage til Throndhjem. Da de misfornøjede Bønder her kun havde væntet paa, at Haakon Ivarssøn vilde stille sig i Spidsen for dem, og ikke havde nogen Anfører at sætte i hans Sted, lode de al Tanke din Opstand fare, og Urolighederne bleve saaledes ved Finns kloge Underhandlinger aldeles dæmpede[2]. Harald sad nu fuldkommen sikkert paa Kongetronen, og hvor meget hans Magt nu var stegen, viste sig deraf, at de Høvdinger, der herefter kom i Uenighed med ham, ikke, som Einar, vovede at forblive i Landet, men begave sig til Danmark eller Sverige.
Finn Arnessøn selv var, merkeligt nok, den første blandt Haralds Lendermænd, der forlod ham i Vrede, og saaledes handlede tvertimod de Grundsætninger, han havde opstillet i sin Tale for Haakon Ivarssøn. Efter det Løfte, Kongen havde givet ham, blev hans Broder Kalfs Fredløshed ophævet, og Finn sendte strax Bud til Orknøerne for at bringe ham denne glædelige Tidende. Kalf kom ogsaa strax, og begav sig først til Finn, som skaffede ham foreløbig Grid eller Lejde; siden havde han en
- ↑ Dette siges, som det ovenfor (S. 233) er bemerket, ikke udtrykkeligt, tvertimod omtale Hrokkinskinna og Snorre Forhandlingerne mellem Harald og Haakon angaaende Jarleværdigheden som om de skulde have fundet Sted strax efter Forliget, og før Kalfs Død; men det er allerede tilstrækkeligt viist, at de først senere kunne have fundet Sted, da Ragnhild i 1050 endnu kun var et Barn. Vel heder det i Hrokkinskinna og hos Snorre, at Finn Arnessøn ogsaa var tilstede da Haakon anholdt om Ragnhilds Haand, men dette kan ej være muligt, da Finn paa den Tid var i Danmark, ligesom heller ikke hans Nærværelse ved Samtalen var nødvendig.
- ↑ Harald Haardraades Saga 3. Cap. 64, 65. Snorre Cap. 46—48.
