Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/272

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
254
Harald Haardraade.

der er ſaa farlig, ſiden baade Thrønderne og Oplændingerne nu ere ſaa fiendtligt ſtemte mod dig, at ingen af dine Mænd kan tænke paa at komme did, uden for ſaa vidt han perſonligt ſkulde ſtaa ſig bedre med dem, og nyde godt deraf“H’“ „Rejs du kun, Svoger“, ſagde Kongen, „og udret dette Ærende, hvilket jeg veed du kan, om ellers nogen kan det:nemlig at ſkaffe mig denne Fare fra Halſen; og forlang ſaa af os, hvad du vil“. Finn ſvarede: „ſaa hold da ogſaa dit Ord: hvad jeg forlanger, det kan jeg lige faa gjerne ſige ſtrax, nemlig at min Broder Kalf atter faar Grid og Landsviſt i Norge ſaa vel ſom alle de Ejendomme og Værdigheder, han havde, førend han forlod Landet“.[1] Kongen lovede og haandfæſtede det højtideligt i Vidners Nærværelſe. „Men“, ſagde Finn, „hvad ſkal jeg da byde Haakon Ivarsſøn, for at faa ham overtalt til Forlig, thi han har nu meeſt at ſige blandt Oplændingerne og Thrønderne:’“ „Hør førſt“, ſagde Kongen, „hvad han fordrer, og føg ſaa at ramme mit Tarv ſom du bedſt veed og kan; negt ham tilſidſt intet uden Kongedømmet alene“.

Da dette var aftalt, rejſte Harald ſyd til Møre, hvor han ſamlede en betydelig Styrke og ſiden, ſom man maa antage, drog videre til Viken. Finn Arnesſøn derimod drog ind til Byen, ledſaget af 80 Huuskarle. Han ſammenkaldte ſtrax et Thing i Byen ſelv, og viſte Bymændene og Bønderne i en lang og forſtandig Tale, hvor ufornuftigt det var at hade deres Konge og begynde Ufred imod ham. Han bad dem heller at vælge alt andet; han erindrede dem om alt hvad de havde maattet døje, ſiden de havde ſat ſig op mod Kong Olaf den hellige. „De begangne Drab“, ſagde han, „vil Kongen bøde efter de bedſte og forſtandigſte Mænds Kjendelſe“. Finn udrettede ſaa meget ved disſe Foreſtillinger, at alle lovede, intet videre at foretage i denne Sag, førend de Mænd, ſom Bergljot havde ſendt til Haakon Ivarsſøn, vare komne tilbage med Beſked om hvad han vilde gjøre. Finn rejſte derpaa, fremdeles ledſaget af ſine Huuskarle, over Orkedalen, Opdal og Dovrefjeld ned til Oplandene, og tog førſt ind til Orm Jarl, der var gift med hans Datter Sigrid. Efter Raadſlagning med ham indbød han Haakon Ivarsſøn til en Samtale, hvorfor denne heller ikke undſlog ſig. Finn fremførte nu det Ærende, Kongen havde givet ham, og Haakon lagde ikke Dølgsmaal paa, at han baade anſaa det for ſin Pligt at hevne ſin Frænde Eindride, og dertil havde faaet Bud fra Throndhjem om, at han her vilde faa Folk nok til at kunne begynde en Opſtand mod Kongen. Men Finn foreſtillede ham, hvor uklogt han handlede i at ſtille ſig i Spidſen for en Oprørsflok i Stedet for at modtage ſaa ſtor Hæder, ſom han ſelv kunde forlange, af

  1. Tegn paa Skinſyge mellem Einar og Kalf Arnesſøn ere tidligere anførte (I. 2. S. 846, jvfr. 854). [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]