Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/271

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
253
Uroligheder i Thrøndelagen.


af misforſtaaede og overdrevne Begreber om det Frihedsſind, der ſømmede en egte Stormand: hans Fædrelandskjærlighed og ridderlige Sindelag vare derimod grundede i hans egen Charakteer, og fandtes neppe hos mange af hans Landsmænd i ſaa høj Grad, ſom hos ham. Vi ville ogſaa i det Følgende ſee Exempler paa ſelvraadige og opſætſige Lendermænd, men ikke finde nogen, der i dette Stokke handlede ſaaledes af Overbeviisning, og uden egoiſtiſke, upatriotiſke Henſigter, ſom Einar. Og hvad man end kan have at udſætte paa Einar, maa man aldrig glemme, at det var ham, ſom i Nødens Stund da Norges Selvſtændighed var paa Vej til at ødelægges for ſtedſe, kaldte den igjen til Live, og grundlagde den for kommende Slægter ved at ſætte Anerkjendelſen af St Olafs Helligdom igjennem, afryſte det danſke Aag, og kalde Magnus den gode tilbage. Einar fortjener derfor ſtedſe at nævnes i Norges Aarbøger ſom Fædrelandets Befrier, og denne Roos opvejer alt, hvad der kan ſiges til hans Dadel.

21. Uroligheder formedelſt Einars Drab. Finn Arnesſøn dæmper dem.


Einars Drab vakte ſaadan Uvilje, ej alene blandt de Bønder, han havde havt med ſig, men ogſaa blandt Bymændene, at de flokkede ſig ſammen og truede med Ufred, medens Bergljot ſendte Bud til Haakon Ivarsſøn paa Oplandene, Einars nærmeſte Frænde og mægtigſte Eftermaalsmand, for at melde det ſkede, og egge ham til Hevn. Kongen vovede ikke engang ſelv at vende tilbage for at formilde Bønderne, men ſtevnede lige ud til Ørlandet, for at bede Finn Arnesſøn paa Auſtraat om Biſtand, da han deels havde megen Indflydelſe hos Bønderne, deels var en god Ven af Haakon Ivarsſøn, med hvem han tidligere havde været ſammen i Veſterviking. Finn, ſom nu ſtod paa en meget venſkabelig Fod med Harald, ſiden der var blevet dobbelt Svogerſkab imellem dem, og ſom vel desuden ikke ugjerne ſaa den mægtige Einars, Arnmødlingernes gamle Medbejlers, Fald, tog godt imod Kongen, og denne ſagde ham nu, i hvilken Nød han befandt ſig. Finn plejede altid at være djerv og ubetænkſom i ſin Tale. Han ſvarede derfor: „jeg har ikke ſeet nogen ſaa daarlig til at ſtille ung, ſom dig: førſt gjør du hvad Ondt det ſkal være, og ſiden er du ſaa ræd, at du ikke veed, hvor du ſkal gjøre af dig“. Kongen lo og ſagde: „mit Ærende til dig, Svoger, er at faa dig til at rejſe ind til Byen, og ſnakke Bønderne til Rette; lykkes ikke det, vilde jeg du ſkulde rejſe til Oplandene, og tale godt for Haakon Ivarsſøn, ſaa at han ej gjør Opſtand imod mig“. „Hvad vil du da“, ſagde Finn, „love mig til Belønning, om jeg paatager mig denne Rejſe,