Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/271

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
253
Uroligheder i Thrøndelagen.


af misforstaaede og overdrevne Begreber om det Frihedssind, der sømmede en egte Stormand: hans Fædrelandskjærlighed og ridderlige Sindelag vare derimod grundede i hans egen Charakteer, og fandtes neppe hos mange af hans Landsmænd i saa høj Grad, som hos ham. Vi ville ogsaa i det Følgende see Exempler paa selvraadige og opsætsige Lendermænd, men ikke finde nogen, der i dette Stokke handlede saaledes af Overbeviisning, og uden egoistiske, upatriotiske Hensigter, som Einar. Og hvad man end kan have at udsætte paa Einar, maa man aldrig glemme, at det var ham, som i Nødens Stund da Norges Selvstændighed var paa Vej til at ødelægges for stedse, kaldte den igjen til Live, og grundlagde den for kommende Slægter ved at sætte Anerkjendelsen af St Olafs Helligdom igjennem, afryste det danske Aag, og kalde Magnus den gode tilbage. Einar fortjener derfor stedse at nævnes i Norges Aarbøger som Fædrelandets Befrier, og denne Roos opvejer alt, hvad der kan siges til hans Dadel.

21. Uroligheder formedelst Einars Drab. Finn Arnessøn dæmper dem.


Einars Drab vakte saadan Uvilje, ej alene blandt de Bønder, han havde havt med sig, men ogsaa blandt Bymændene, at de flokkede sig sammen og truede med Ufred, medens Bergljot sendte Bud til Haakon Ivarssøn paa Oplandene, Einars nærmeste Frænde og mægtigste Eftermaalsmand, for at melde det skede, og egge ham til Hevn. Kongen vovede ikke engang selv at vende tilbage for at formilde Bønderne, men stevnede lige ud til Ørlandet, for at bede Finn Arnessøn paa Austraat om Bistand, da han deels havde megen Indflydelse hos Bønderne, deels var en god Ven af Haakon Ivarssøn, med hvem han tidligere havde været sammen i Vesterviking. Finn, som nu stod paa en meget venskabelig Fod med Harald, siden der var blevet dobbelt Svogerskab imellem dem, og som vel desuden ikke ugjerne saa den mægtige Einars, Arnmødlingernes gamle Medbejlers, Fald, tog godt imod Kongen, og denne sagde ham nu, i hvilken Nød han befandt sig. Finn plejede altid at være djerv og ubetænksom i sin Tale. Han svarede derfor: „jeg har ikke seet nogen saa daarlig til at stille ung, som dig: først gjør du hvad Ondt det skal være, og siden er du saa ræd, at du ikke veed, hvor du skal gjøre af dig“. Kongen lo og sagde: „mit Ærende til dig, Svoger, er at faa dig til at rejse ind til Byen, og snakke Bønderne til Rette; lykkes ikke det, vilde jeg du skulde rejse til Oplandene, og tale godt for Haakon Ivarssøn, saa at han ej gjør Opstand imod mig“. „Hvad vil du da“, sagde Finn, „love mig til Belønning, om jeg paatager mig denne Rejse,