sit Følge, sagde han til sin Søn Eindride: „bliv du ude i Forstuen med vore Folk, saa har jeg ingen Fare at frygte“. Eindride tog derfor Plads udenfor Stuedøren. Einar gik ind, og udbrød forundret: „det er jo mørkt i Kongens Maalstue!“ Men i det samme anfaldt Kongens Mænd ham, baade med Hug og Skik. Einar sprang lige mod Kongen hvor han sad, og hug til ham, men tilbede ham ingen Skade, da han for Sikkerheds Skyld havde taget to Brynjer paa. Da Einar nu fik Saar paa Saar, raabte han: „hvast bide nu Kongens Hunde!“ Eindride hørte det, og løb ind med draget Sverd, men blev strax dræbt ved sin Faders Side[1]. I det samme flokkede Kongens Hirdmænd sig sammen om Stuedøren, medens Einars Ledsagere, nok eggede hinanden indbyrdes til at hevne deres Høvding, men uden dog at gjøre noget Angreb, da de savnede en Anfører. Net kom Kongen ud, lod sit Merke rejse, og befalede sine Mænd at forme Fylking. Men havde Bønderne ikke vovet at angribe Kongen før, da vovede de det end mindre nu, og Harald kom uden Vanskelighed med hele Skaren ned til sit Skib, der allerede laa sejlfærdigt, og roede saa hurtigt som muligt ud af Elven. Imidlertid havde Bergljot erfaret sin Mands og Søns Drab og ilede strax op til Kongsgaarden for at opmuntre Bønderne til Kamp. Men da hun kom derop, saa hun allerede Kongen ro ud efter Aaen, og sagde: „nu savne vi min Frænde Haakon Ivarssøn, thi stod han her paa Bakken, vilde ikke Einars Banemand kunne ro ud ad Aaen“. Derpaa lod hun sysle om de dræbtes Liig, og foranstaltede deres højtidelige Begravelse. De jordedes i Olafskirken, ved Siden af Kong Magnus den gode[2]. Med Einar faldt den sidste Veteran af det Aristokrati, der havde indsuget sine politiske Grundsætninger under Fleerherredømmets og Selvraadighedens Tid, og derfor ikke kunde finde sig i de Baand, som en mere ordnet Statsforfatning og en kraftigere Styrelse nødvendigviis maatte paalægge dels Medlemmer. Med disse Grundsætninger, hvilke hans store, og for en Undersaat utilbørlige Magt ogsaa formaaede at sætte igjennem, passede han ikke for den nye Tingenes Orden, og maatte seent eller tidligt falde som et Offer for den, hvis den ikke selv skulde vorde tilintetgjort. Hans Død var for saa vidt nødvendig, og heldig for Landets fremtidige Udvikling. Men derfor kan man lige fuldt beklage at det maatte saa være, og misbillige den om Byzantinerhoffets Rænker mindende, med Forestillingen om norsk Ærlighed saa lidet stemmende Maade, hvorpaa han blev tagen af Dage. Thi Einars Fejl tilhørte alene den Tidsalder og de Forhold, hvori han var opdragen, og udsprang desuden kun
