Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/270

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
252
Harald Haardraade.

ſit Følge, ſagde han til ſin Søn Eindride: „bliv du ude i Forſtuen med vore Folk, ſaa har jeg ingen Fare at frygte“. Eindride tog derfor Plads udenfor Stuedøren. Einar gik ind, og udbrød forundret: „det er jo mørkt i Kongens Maalſtue!“ Men i det ſamme anfaldt Kongens Mænd ham, baade med Hug og Skik. Einar ſprang lige mod Kongen hvor han ſad, og hug til ham, men tilbede ham ingen Skade, da han for Sikkerheds Skyld havde taget to Brynjer paa. Da Einar nu fik Saar paa Saar, raabte han: „hvaſt bide nu Kongens Hunde!“ Eindride hørte det, og løb ind med draget Sverd, men blev ſtrax dræbt ved ſin Faders Side[1]. I det ſamme flokkede Kongens Hirdmænd ſig ſammen om Stuedøren, medens Einars Ledſagere, nok eggede hinanden indbyrdes til at hevne deres Høvding, men uden dog at gjøre noget Angreb, da de ſavnede en Anfører. Net kom Kongen ud, lod ſit Merke rejſe, og befalede ſine Mænd at forme Fylking. Men havde Bønderne ikke vovet at angribe Kongen før, da vovede de det end mindre nu, og Harald kom uden Vanſkelighed med hele Skaren ned til ſit Skib, der allerede laa ſejlfærdigt, og roede ſaa hurtigt ſom muligt ud af Elven. Imidlertid havde Bergljot erfaret ſin Mands og Søns Drab og ilede ſtrax op til Kongsgaarden for at opmuntre Bønderne til Kamp. Men da hun kom derop, ſaa hun allerede Kongen ro ud efter Aaen, og ſagde: „nu ſavne vi min Frænde Haakon Ivarsſøn, thi ſtod han her paa Bakken, vilde ikke Einars Banemand kunne ro ud ad Aaen“. Derpaa lod hun ſyſle om de dræbtes Liig, og foranſtaltede deres højtidelige Begravelſe. De jordedes i Olafskirken, ved Siden af Kong Magnus den gode[2]. Med Einar faldt den ſidſte Veteran af det Ariſtokrati, der havde indſuget ſine politiſke Grundſætninger under Fleerherredømmets og Selvraadighedens Tid, og derfor ikke kunde finde ſig i de Baand, ſom en mere ordnet Statsforfatning og en kraftigere Styrelſe nødvendigviis maatte paalægge dels Medlemmer. Med disſe Grundſætninger, hvilke hans ſtore, og for en Underſaat utilbørlige Magt ogſaa formaaede at ſætte igjennem, pasſede han ikke for den nye Tingenes Orden, og maatte ſeent eller tidligt falde ſom et Offer for den, hvis den ikke ſelv ſkulde vorde tilintetgjort. Hans Død var for ſaa vidt nødvendig, og heldig for Landets fremtidige Udvikling. Men derfor kan man lige fuldt beklage at det maatte ſaa være, og misbillige den om Byzantinerhoffets Rænker mindende, med Foreſtillingen om norſk Ærlighed ſaa lidet ſtemmende Maade, hvorpaa han blev tagen af Dage. Thi Einars Fejl tilhørte alene den Tidsalder og de Forhold, hvori han var opdragen, og udſprang desuden kun

  1. Ifølge Morkinſkinna hed Eindrides Banemand Arne.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 45.