haardt i ham og siig: vil du gaa til Sængs, Einar!“ Grjotgard gjorde som Kongen sagde, og idet han rykkede i Einar, kom denne i Forvirringen til at lade en Lyd gaa. Kongen sprang op og gik ud; men Einar blev overmaade vred over den Spot man havde tilladt sig imod ham. Imidlertid gik han dog den Aften til Sængs. Men allerede Morgenen efter var han paa Ferde med en Skare bevæbnede Mænd, gik lige hen til det Loft eller Kammer i andet Stokverk, hvor Grjotgard sov, lod Døren bryde op, og lod ham selv gribe og dræbe. Kongen blev meget forbitret over sin Frændes Drab, og den Sammenkomst, som han i saa venskabelige Hensigter havde foranstaltet, endtes saaledes, deels ved hans egen Uforsigtighed og ukloge Spøg, deels ved Einars Heftighed, med fuldkomment Uvenskab. Imidlertid lagde begges Venner sig strax imellem, og dreve det dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem dem. Einar begav sig derfor atter ud til Byen, tilligemed sin Hustru Bergljot, sin Søn Eindride, og et stort Følge af Venner og Tilhængere, for det meste Bønder fra Omegnen. Han tog sig Herberge nede i Byen, og gik derfra, ledsaget af Eindride og Bønderne, op til Kongsgaarden, medens Bergljot blev tilbage i Herberget. Men Harald var nok imidlertid bleven enig med sig selv om, at der aldrig kunde vorde noget trygt og paalideligt Venskab mellem Einar og ham, og at han ikke kunde sidde sikkert paa Tronen, saa længe Einar levede. Han havde derfor besluttet at benytte den gode Lejlighed, dette Møde tilbød, til at faa ham tagen af Dage, uden, som det lader til, at gjøre lig nogen“Samvittighed over en saadan Lumskhed og Troløshed, eller endog at tage den Fare i.Betragtning, for hvilken han udsatte sig med Hensyn til Einars talrige og mægtige Frænder og Tilhængere. Under sit lange Ophold i Constantinopel havde han vel ogsaa seet alt for mange af slige Volds- og Lumskheds-Handlinger, foranstaltede af Kejseren selv eller hans Haandlangere, maaskee endog selv hjulpet med at udføre dem, til at hans Samvittighed nu skulde være faa øm i dette Stykke. Han indrettede det listigt saaledes, at Samtalen skulde foregaa i den saakaldte Maalstue i den nye, maaskee endnu ikke engang ret færdigbyggede, Kongsgaard[1] nede ved Elven, hvor han havde sit Skib liggende sejlfærdigt, og saaledes strax kunde komme bort, om der var nogen Fare. I denne Maalstue begav han sig ind med nogle faa Folk, og lod den øvrige Hird staa udenfor i Gaarden; men for at Einar ikke skulde see at der var nogen inde hos ham, lod han Fjelen næsten drage heelt for Ljoren, saa at der kun var en smal Aabning. Da Einar kom til Kongsgaarden med
- ↑ At Maalstuen var i den nye Gaard, siges udtrykkeligt. Hrokkinskinna lægger endog til: „Maalstuen var dengang der, hvor Hallen nu er“. Harald Haardraades Saga Cap. 63.
