Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
251
Einar Thambarſkelves Drab.

haardt i ham og ſiig: vil du gaa til Sængs, Einar!“ Grjotgard gjorde ſom Kongen ſagde, og idet han rykkede i Einar, kom denne i Forvirringen til at lade en Lyd gaa. Kongen ſprang op og gik ud; men Einar blev overmaade vred over den Spot man havde tilladt ſig imod ham. Imidlertid gik han dog den Aften til Sængs. Men allerede Morgenen efter var han paa Ferde med en Skare bevæbnede Mænd, gik lige hen til det Loft eller Kammer i andet Stokverk, hvor Grjotgard ſov, lod Døren bryde op, og lod ham ſelv gribe og dræbe. Kongen blev meget forbitret over ſin Frændes Drab, og den Sammenkomſt, ſom han i ſaa venſkabelige Henſigter havde foranſtaltet, endtes ſaaledes, deels ved hans egen Uforſigtighed og ukloge Spøg, deels ved Einars Heftighed, med fuldkomment Uvenſkab. Imidlertid lagde begges Venner ſig ſtrax imellem, og dreve det dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem dem. Einar begav ſig derfor atter ud til Byen, tilligemed ſin Huſtru Bergljot, ſin Søn Eindride, og et ſtort Følge af Venner og Tilhængere, for det meſte Bønder fra Omegnen. Han tog ſig Herberge nede i Byen, og gik derfra, ledſaget af Eindride og Bønderne, op til Kongsgaarden, medens Bergljot blev tilbage i Herberget. Men Harald var nok imidlertid bleven enig med ſig ſelv om, at der aldrig kunde vorde noget trygt og paalideligt Venſkab mellem Einar og ham, og at han ikke kunde ſidde ſikkert paa Tronen, ſaa længe Einar levede. Han havde derfor beſluttet at benytte den gode Lejlighed, dette Møde tilbød, til at faa ham tagen af Dage, uden, ſom det lader til, at gjøre lig nogen“Samvittighed over en ſaadan Lumſkhed og Troløshed, eller endog at tage den Fare i.Betragtning, for hvilken han udſatte ſig med Henſyn til Einars talrige og mægtige Frænder og Tilhængere. Under ſit lange Ophold i Conſtantinopel havde han vel ogſaa ſeet alt for mange af ſlige Volds- og Lumſkheds-Handlinger, foranſtaltede af Kejſeren ſelv eller hans Haandlangere, maaſkee endog ſelv hjulpet med at udføre dem, til at hans Samvittighed nu ſkulde være faa øm i dette Stykke. Han indrettede det liſtigt ſaaledes, at Samtalen ſkulde foregaa i den ſaakaldte Maalſtue i den nye, maaſkee endnu ikke engang ret færdigbyggede, Kongsgaard[1] nede ved Elven, hvor han havde ſit Skib liggende ſejlfærdigt, og ſaaledes ſtrax kunde komme bort, om der var nogen Fare. I denne Maalſtue begav han ſig ind med nogle faa Folk, og lod den øvrige Hird ſtaa udenfor i Gaarden; men for at Einar ikke ſkulde ſee at der var nogen inde hos ham, lod han Fjelen næſten drage heelt for Ljoren, ſaa at der kun var en ſmal Aabning. Da Einar kom til Kongsgaarden med

  1. At Maalſtuen var i den nye Gaard, ſiges udtrykkeligt. Hrokkinſkinna lægger endog til: „Maalſtuen var dengang der, hvor Hallen nu er“. Harald Haardraades Saga Cap. 63.