Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/268

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
250
Harald Haardraade.


Da Harald i Einars ædle Svar til de foregivne danſke Udſendinger troede at ſee Tegn paa et venſkabeligere Sindelag, end han hidtil havde lagt for Dagen imod ham, vilde han ogſaa paa ſin Side komme ham i Mode, og indbød ham derfor til at Gilde i Nidaros. Han havde upaatvivlelig Haab om, ved denne Lejlighed at faa den Uenighed, der ſaalænge havde herſket mellem dem, ganſke bilagt. Einar kom, og fandt en venlig Modtagelſe; Kongen anviſte ham endog Hæderspladſen ved ſin egen Side. Efter Aftensmaaltidet, da Bordene vare borttagne, ſatte Kongen, Einar og mange andre af deres fælles Venner ſig i en Kreds paa Gulvet i Halmen, medens Hornene gik rundt og alle vare lyſtige. Kongen og Einar fik Puder at læne ſig til, for ret at have det mageligt, og nu begyndte de at fortælle hinanden allehaande underholdende Hiſtorier; blandt andet fortalte Kongen om ſine Bedrifter udenlands. Men Einar, ſom nu var en gammel Mand, og derhos viſtnok var træt af Rejſen og Dagens Lyſtighed, ej at tale om den Virkning, Drikken maatte udøve paa ham, ſaa vel ſom paa de øvrige, kunde i ſit magelige Sæde ikke holde ſig fra at blive ſøvnig, og borte mindre opmerkſomt efter. Kongen merkede det og tog det ilde op, ſom om nemlig Einar lod haant om Fortællingen, og ikke ſatte tilbørlig Priis paa det forſonlige Sind, Kongen havde lagt for Dagen ved ſelv at gjøre det førſte Skridt til Forlig og Venſkab. Tilſidſt ſank Einar ſovende tilſnige mod Puden. Da hviſkede Kongen til en af de tilſtedeværende, der ogſaa var noget beſlægtet med ham, og hed Grjotgard: „tag en Viſk Halm, knug den ſammen, og ſtik i Haanden paa Einar; ryk ſaa

    Kongens og Einars tiltagende Uvenſkab, ſynes det dog rimeligſt at disſe Begivenheder ſtrække ſig ud over et længere Tidsrum. Einars og Haralds Konflikter paa Thingene have ſaaledes ſandſynligviis allerede fundet Sted deels før Magnus’s Død, ſaaledes ſom vi ovenfor (S. 132) have ſeet under Kongernes fælles Ophold paa Oplandene, deels tinder Haralds førſte Vinterophold i Nidaros 1047—48; muligt ogſaa, at Trætten angaaende den fundne Skat er at henføre hertil. Det vilde i ſaa Fald bidrage meget til at beſtyrke den ovenfor fremſatte og antagne Formodning, at Harald opholdt ſig Vintren 1048—49 i Viken, nemlig for ſaa vidt ſom hans Uenighed med Einar gjorde ham Opholdet i Nidaros utaaleligt, maaſkee endog uſikkert. Det falder da og langt rimeligere at antage, at Harald under dette Ophold i Viken har udſendt de danſke Mænd, for imidlertid at ſætte Einar og andre Thrønder og Oplændinger paa prøve: at det lojale Svar, Einar gav, har givet Harald Lyſt eller Mod til, atter at overvintre i Throndhjem, og at han paa Vejen derhen til Lands gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre har gjeſtet Snore paa Steig i Fron. Thi hvorvel det nok altid lader ſig tænke, at han engang om Vintren 1019 eller Vaaren 1050 har gjort en Skynderejſe fra Nidaros til Gudbrandsdalen, bliver det dog langt fra ſaa ſandſynligt, ſom at dette er ſkeet paa en Forbifart. Ved den her angivne Fordeling af Begivenhederne vinder ſaaledes unegteligen alt en ſtørre Sandſynlighed, indre Sammenhæng og gjenſidig Begrundelſe, end ſom det berettes i Sagaen.