Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/267

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
249
Harald friſter ſine Høvdinger.

hans Venner, der befandt ſig i Kongens Følge, ſendte ham underhaanden Bud derom, og lod ham tillige vide, at Kongen ej var ham god, ſaa vel ſom hvad Straf der var overgaaet de andre, der havde modtaget Stikpenge. Thore ſkyndte ſig ſtrax at drage Kongen imøde, lod ſom om ingenting var, indbød ham til Gjeſtebud hos ſig og ſagde derpaa: „for kort Tid ſiden var der nogle danſke Mænd hos mig med venſkabelige Breve og Penge fra Kong Sven; jeg modtog Pengene, fordi jeg fandt det retteſt, at I fik, hvad udenlandſke Høvdinger vilde anvende til at ſvige Landet fra eder; her er det!“ Med disſe Ord tog han en diger Pengepung frem, og gav Kongen den. „Men nu“, ſagde han, maa jeg ſkynde mig hjem, fordi det treffer ſig faa uheldigt, at mine Bygdefolk ere komne op at ſlaas, og jeg maa ſee til at forlige dem; „imidlertid vilde jeg dog ikke undlade at gjøre eder min Opvartning allerede i Kveld“. Dermed gav han Heſten af Sporerne, og reed bort. Da Kongen kom til Gildet, var der ikke mange Gjeſter tilſtede, og Thore ſelv lod ſig ikke ſee. „Nu har Thore overliſtet os“, ſagde Kongen; „ham kan man aldrig gjennemſkue, og heller ikke faar jeg noget Tag i ham denne Gang; men det aner mig dog, at hans Falſkhed og Underfundighed tilſidſt berede ham en daarlig Ende“. Kongen beſøgte ogſaa Høgne Langbjørnsſøn, tog Vejtſle hos ham, og bevidnede ham ſin ſærdeles Tilfredshed med det gode Sindelag, han havde lagt for Dagen i Svaret til de danſke Udſendinger. Han tilbød ſig endog at ville ophøje ham til Lændermand. Men Høgne betakkede ſig for denne Ære. „Al anden Venſkab“ ſagde han, „ſom I, Herre, viſer mig, ſkal jeg modtage med Takke, og i alle Dele ſøge eders Hæder, men Lendermands-Navn vil jeg ikke have, da jeg nok veed, hvorledes det da vilde gaa: naar Lendermænd kom ſammen, vilde det hede: Høgne ſkal ſidde yderſt, fordi han kun er af Bondeæt og ſaaledes den ringeſte af Lendermændene: Titelen vilde ſaaledes ej vorde mig til beviser, men kun til Spot. Langt ſtørre Ære har jeg af at hede Bonde, men at man, naar Bønderne komme ſammen, ſkal ſige at Høgne er den ypperſte af dem. Eders Venſkab kan jeg ligefuldt nyde, og til Gjengjeld viſe eder Venſkab og Hæder, om jeg end vedbliver at hede Bonde, ſom før“. Kongen ſagde at dette var ſtorſindet og forſtandigt ialt, og de ſkiltes ad med megen Kjærlighed[1].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 60—62. De her berettede Begivenheder fortælles ogſaa i Sagaen paa det tamme Sted og i ſamme Følge, uden at det dog med Vee-hed lader ſig afgjøre, hvor vidt de alle fandt Sted under Haralds Ophold i og ved Nidaros fra hans Tilbagekomſt din Heſten 1049 indtil hans Afrejſe om Vaaren 1050. Tid var der visſelig dertil, tyk ſandſynligviis ankom han til Throndhjem i September og rejſte ikke bort førend i April eller Mai, og i disſe B eller 9 Maaneder kunde mangt og meget foregaa. Men af Fortællingens hele Gang, navnligen af Skildringen af