med Breve, skrevne i Svens Navn og under hans Segl. Denne List var saa meget bedre anlagt, som Sven oftere havde truet med at hjemsøge Norge, ligesom og denne Fremgangsmaade allerede med Held var prøvet af Knut den mægtige; det er endog, som vi ovenfor have ytret, højst sandsynligt, at Sven selv allerede havde forsøgt noget lignende, og at dette nærmest har bragt Harald paa den Tanke at anvende denne List til at sætte sine Landsmænd paa Prøve. Ja, da det ej siges, naar og hvorledes Harald havde faaet hine danske Mænd i sin Vold, ligger endog den Formodning temmelig nær, at de virkelig fra først af vare udsendte af Sven i dette Ærende, men at Harald havde opsnappet dem, og nu listigt benyttede dem selv og deres medbragte Indsegl, Penge og Breve paa den oven omhandlede Maade: desto vanskeligere var det at gjennemskue Listen. Udsendingerne indfandt sig hos mange mægtige Mænd, og, siges der, Prøven bestode-s ikke lige godt af alle. Dog da de kom til Einar, sagde ham deres Ærinde, og viste ham Pengene og Brevet fra Kong Sven, svarede han: „Alle og enhver veed, at Kong Harald ikke er min Ven, medens derimod Kong Sven ofte taler venskabeligt om mig, og jeg selv gjerne ønskede at være hans Ven. Men kommer han til Norge med en Krigshær mod Kong Harald, og herjer i hans Rige, da vil jeg gjøre ham al den Modstand, jeg kan, og hjelpe Kong Harald med al den Styrke, jeg bar at byde over, til at forsvare sit Rige“. Anderledes svarede Thore paa Steig, der dog selv havde været een af de første til at erklære sig for Harald. „Sven handler altid“, sagde han, „venskabeligt imod mig, og det seer ud til at dette endnu ikke ophører“. Han modtog de tilbudne Penge og forvarede dem. Udsendingerne kom blandt andre ogsaa til en rig og i sin Kreds afholdt Bonde, ved Navn Høgne Langbjørnssøn. Denne viste sig som en Hædersmand. Da de kom frem med Pengene og Brevene, sagde han: „jeg troede ikke at Kong Sven vidste noget om mig, der kun er en ringe Bonde; men mit Svar lyder saa, at hvis han kommer med Hærskjold til Norge, skal ingen Bondesøn være ham skade-ligere end jeg“. — Da Udsendingerne kom tilbage til Kong Harald, maatte de omstændeligen berette ham om, hvad Svar de paa ethvert Sted havde faaet. Især spurgte han nøje om, hvad Einar, Kæmpen paa Gimse, som han kaldte ham, havde svaret. Da han hørte hans Svar, sagde han: mer var ogsaa at vænte af ham, at han vilde svare som en Hædersmand, skjønt just ikke af Kjærlighed til mig!“ Om Thore sagde han, at paa vant kunde man aldrig blive klog, hvad hans egentlige Mening var. Om Høgne sagde han derimod: „der sidder et Lendermands-Evne“. Kort efter drog Kongen om paa Vejtsler og lod, som det fortælles, de Mænd, der ved denne Prøve var befundne forrædersk sindede, undgjelde derfor, deels paa Livet, deels ved Pengestraffe. Kongen tænkte at komme uforvarende over Steigar-Thore, men en af
