Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/266

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
248
Harald Haardraade.

med Breve, ſkrevne i Svens Navn og under hans Segl. Denne Liſt var ſaa meget bedre anlagt, ſom Sven oftere havde truet med at hjemſøge Norge, ligeſom og denne Fremgangsmaade allerede med Held var prøvet af Knut den mægtige; det er endog, ſom vi ovenfor have ytret, højſt ſandſynligt, at Sven ſelv allerede havde forſøgt noget lignende, og at dette nærmeſt har bragt Harald paa den Tanke at anvende denne Liſt til at ſætte ſine Landsmænd paa Prøve. Ja, da det ej ſiges, naar og hvorledes Harald havde faaet hine danſke Mænd i ſin Vold, ligger endog den Formodning temmelig nær, at de virkelig fra førſt af vare udſendte af Sven i dette Ærende, men at Harald havde opſnappet dem, og nu liſtigt benyttede dem ſelv og deres medbragte Indſegl, Penge og Breve paa den oven omhandlede Maade: deſto vanſkeligere var det at gjennemſkue Liſten. Udſendingerne indfandt ſig hos mange mægtige Mænd, og, ſiges der, Prøven beſtode-s ikke lige godt af alle. Dog da de kom til Einar, ſagde ham deres Ærinde, og viſte ham Pengene og Brevet fra Kong Sven, ſvarede han: „Alle og enhver veed, at Kong Harald ikke er min Ven, medens derimod Kong Sven ofte taler venſkabeligt om mig, og jeg ſelv gjerne ønſkede at være hans Ven. Men kommer han til Norge med en Krigshær mod Kong Harald, og herjer i hans Rige, da vil jeg gjøre ham al den Modſtand, jeg kan, og hjelpe Kong Harald med al den Styrke, jeg bar at byde over, til at forſvare ſit Rige“. Anderledes ſvarede Thore paa Steig, der dog ſelv havde været een af de førſte til at erklære ſig for Harald. „Sven handler altid“, ſagde han, „venſkabeligt imod mig, og det ſeer ud til at dette endnu ikke ophører“. Han modtog de tilbudne Penge og forvarede dem. Udſendingerne kom blandt andre ogſaa til en rig og i ſin Kreds afholdt Bonde, ved Navn Høgne Langbjørnsſøn. Denne viſte ſig ſom en Hædersmand. Da de kom frem med Pengene og Brevene, ſagde han: „jeg troede ikke at Kong Sven vidſte noget om mig, der kun er en ringe Bonde; men mit Svar lyder ſaa, at hvis han kommer med Hærſkjold til Norge, ſkal ingen Bondeſøn være ham ſkade-ligere end jeg“. — Da Udſendingerne kom tilbage til Kong Harald, maatte de omſtændeligen berette ham om, hvad Svar de paa ethvert Sted havde faaet. Iſær ſpurgte han nøje om, hvad Einar, Kæmpen paa Gimſe, ſom han kaldte ham, havde ſvaret. Da han hørte hans Svar, ſagde han: mer var ogſaa at vænte af ham, at han vilde ſvare ſom en Hædersmand, ſkjønt juſt ikke af Kjærlighed til mig!“ Om Thore ſagde han, at paa vant kunde man aldrig blive klog, hvad hans egentlige Mening var. Om Høgne ſagde han derimod: „der ſidder et Lendermands-Evne“. Kort efter drog Kongen om paa Vejtſler og lod, ſom det fortælles, de Mænd, der ved denne Prøve var befundne forræderſk ſindede, undgjelde derfor, deels paa Livet, deels ved Pengeſtraffe. Kongen tænkte at komme uforvarende over Steigar-Thore, men en af