at rejse hjem til Island og ikke komme til Norge, saa længe Harald var Konge. Selv begav han sig kort efter til Buen, som sædvanlig ledsaget af en Mængde Folk, styrede lige til Kirken, hvor Kongen just var, og væntede her, indtil han kom ud. Einar gik ham i Mode, hilsede ham, og spurgte om det forholdt sig saa, at han havde tilegnet sig de Kostbarheder, Thorfinn havde fundet. Kongen bekræftede det, fordi det, som han sagde, var Lov i Landet, at jordfundet Gods tilhørte Kongen. „Vistnok“, svarede Einar. „naar man ikke veed, hvo der har ejet det; men dette har tilhørt Haakon Jarl, og den hele Arv efter ham tilkommer min Hustru Bergljot og min Sott Eindride“. Sviir Beviis paa sin Fordrings Retmæssighed angav han nu de Runer, der havde staaet paa Kistelaaget, saa vel som en stor Ring og et tykt Guldhalssmykke, Islændingen havde seet øverst i Kisten. „Og“, lagde han til, „hvis I ikke med det gode udleverer Pengene, da ville vi forsøge at tage dem med Magt: I faar da sætte eder til Modværge, om I vil“. Til denne mildest talt upassende Trusel svarede Kongen: „nu gaar det vel vidt med dit Overmod, Einar, thi du bærer dig ad, som du var den egentlige Konge i Landet, jeg blot af Navn“. Fredeligsindede Mænd og fælles Venner fik vel mæglet Forlig mellem dem, men Harald maatte dog udbetale Einar, hvad han fordrede. Under saadanne Omstændigheder maatte Harald være undskyldt, om han, for at kue Einars Overmod, greb til Forholdsregler, der ellers, og i sig selv, ikke kunne retfærdiggjøres. Einar indtog nu en saa overordentlig Stilling i Staten, og hans Maade at optræde paa var saa stridende mod alt, hvad der kunde kaldes borgerlig Orden, at der maatte overordentlige Foranstaltninger til, for at raade Bod derpaa[1].
Imidlertid satte Harald saa vel Einars, som andre mægtige Mænds Fædrelandskjærlighed og Lojalitet paa en farlig Prøve, som heller ikke alle bestode, men hvoraf Einar udgik reen, og derved lagde for Dagen, at om han end var stolt og selvraadig, saa gik dog hans Fædreland ham for alt, medens deri samme Stolthed, der forbød ham at give efter for Kongen, tillige gjorde ham det umuligt at begaa nogen lav eller svigefuld Handling. Harald havde opsnappet et Par danske Mænd, der, som det siges, havde Kong Svens Indsegl; han beholdt dem en Stund ganske hemmeligt hos sig i Forvaring, og tilbød dem siden Liv og Frihed, imod at de skulde udgive set for at være udsendte af Kong Sven, i det Ærende, ved Løfter og Bestikkelser at lokke Norges mægtigste Mænd til at love ham deres Bistand, om han kom til Norge med en Krigshær. Fangerne vare dertil villige, og Harald sendte dem afsted, forsynede ej alene med en heel Deel Penge til de foregivne Bestikkelser, men ogsaa
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 58, 59.
