Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/265

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
247
Uenighed mellem Kongen og Einar Thambarſkelve.

at rejſe hjem til Island og ikke komme til Norge, ſaa længe Harald var Konge. Selv begav han ſig kort efter til Buen, ſom ſædvanlig ledſaget af en Mængde Folk, ſtyrede lige til Kirken, hvor Kongen juſt var, og væntede her, indtil han kom ud. Einar gik ham i Mode, hilſede ham, og ſpurgte om det forholdt ſig ſaa, at han havde tilegnet ſig de Koſtbarheder, Thorfinn havde fundet. Kongen bekræftede det, fordi det, ſom han ſagde, var Lov i Landet, at jordfundet Gods tilhørte Kongen. „Viſtnok“, ſvarede Einar. „naar man ikke veed, hvo der har ejet det; men dette har tilhørt Haakon Jarl, og den hele Arv efter ham tilkommer min Huſtru Bergljot og min Sott Eindride“. Sviir Beviis paa ſin Fordrings Retmæsſighed angav han nu de Runer, der havde ſtaaet paa Kiſtelaaget, ſaa vel ſom en ſtor Ring og et tykt Guldhalsſmykke, Islændingen havde ſeet øverſt i Kiſten. „Og“, lagde han til, „hvis I ikke med det gode udleverer Pengene, da ville vi forſøge at tage dem med Magt: I faar da ſætte eder til Modværge, om I vil“. Til denne mildeſt talt upasſende Truſel ſvarede Kongen: „nu gaar det vel vidt med dit Overmod, Einar, thi du bærer dig ad, ſom du var den egentlige Konge i Landet, jeg blot af Navn“. Fredeligſindede Mænd og fælles Venner fik vel mæglet Forlig mellem dem, men Harald maatte dog udbetale Einar, hvad han fordrede. Under ſaadanne Omſtændigheder maatte Harald være undſkyldt, om han, for at kue Einars Overmod, greb til Forholdsregler, der ellers, og i ſig ſelv, ikke kunne retfærdiggjøres. Einar indtog nu en ſaa overordentlig Stilling i Staten, og hans Maade at optræde paa var ſaa ſtridende mod alt, hvad der kunde kaldes borgerlig Orden, at der maatte overordentlige Foranſtaltninger til, for at raade Bod derpaa[1].

Imidlertid ſatte Harald ſaa vel Einars, ſom andre mægtige Mænds Fædrelandskjærlighed og Lojalitet paa en farlig Prøve, ſom heller ikke alle beſtode, men hvoraf Einar udgik reen, og derved lagde for Dagen, at om han end var ſtolt og ſelvraadig, ſaa gik dog hans Fædreland ham for alt, medens deri ſamme Stolthed, der forbød ham at give efter for Kongen, tillige gjorde ham det umuligt at begaa nogen lav eller ſvigefuld Handling. Harald havde opſnappet et Par danſke Mænd, der, ſom det ſiges, havde Kong Svens Indſegl; han beholdt dem en Stund ganſke hemmeligt hos ſig i Forvaring, og tilbød dem ſiden Liv og Frihed, imod at de ſkulde udgive ſet for at være udſendte af Kong Sven, i det Ærende, ved Løfter og Beſtikkelſer at lokke Norges mægtigſte Mænd til at love ham deres Biſtand, om han kom til Norge med en Krigshær. Fangerne vare dertil villige, og Harald ſendte dem afſted, forſynede ej alene med en heel Deel Penge til de foregivne Beſtikkelſer, men ogſaa

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 58, 59.