Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/264

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
246
Harald Haardraade.


En anden Gang hændte det ſig, at Kongen blev opmerkſom paa en Kjøbmand, ved Navn Thorfinn, der for faa Aar ſiden havde været meget fattig, og ſaa godt ſom en Tigger, men nu gik prægtigt klædt, og drev en udbredt Handel, uden at nogen kunde ſkjønne, hvorledes han i den korte Tid havde kunnet ſamlet ſaa mange Penge. Han lod Thorfinn kalde til ſig, og ſpurgte ham, hvorledes det var gaaet til. Thorfinn vilde i Førſtningen ikke ud med Sproget, og ſkyldte paa ſin Lykke i Kjøbmandſkab. Omſider maatte han dog tilſtaa, at han havde fundet en Skat ved at grave oppe i Gaularaaſen[1], nemlig en heel Kiſte fuld af Penge og flere Koſtbarheder i Guld og Sølv. Da Kongen hørte dette, erklærede han at alt dette Gods, ſom jordgravet, efter Loven havde tilkommet ham, og at Thorfinn, fordi han ej ſtrax havde anmeldt Fundet og overladt det til Kronen, med Rette fortjente Døden, men at han dog ſkulde ſlippe med Livet og med Tabet af alt ſit Gods. Kongen erklærede dette virkelig for ſin Ejendom, endog de Varer og Penge, Thorfinn havde ſat i Handelsforetagender til fremmede Lande, og denne maatte priſe ſig lykkelig ved at Kongen lod ham beholde nogle faa Penge, med hvilke han forlod Landet. Men da Thorfinn opgrov Skatten, havde tilfældigviis en fattig Islænding, der nys var kommen hjemmefra og holdt Vagt paa Skibet om Natten, ſeet Thorfinn og hans Medhjelper gaa op for at grave; han havde fulgt efter dem og kommet over dem heel ubelejligt, juſt ſom de havde faaet Kiſten op, men han havde lovet at tie ſtille dermed, imod at Thorfinn ſtrax gav ham tre Mk., og forpligtede ſig til, ſenere hen at betale ham andre tre Mk., naar han krævede og behøvede dem. „Dette ſkede ogſaa nogen Tid efter, da Thorfinn var bleven en holden Mand; men han lod ſom om han ikke kjendte Islændingen, og denne gik ſaaledes Glip af, hvad han havde tilgode. Han var imidlertid ſaa heldig, at Einar Thambarſkelve tog ſig af ham og ſkaffede ham noget Gods at begynde en liden Handel med. Af Taknemmelighed beſluttede kun at fortælle Einar om Thorfinns Fund, og hvad han hiin Nat, da han overraſkede Skattegraverne, havde ſeet, nemlig at der paa Kiſte-Laaget ſtod ſkrevet med Runer, at Skatten havde tilhørt Haakon Jarl, Einars Svigerfader. Han havde dog enten glemt eller ikke fundet Lejlighed til at ſige det, førend nu, da Hiſtorien med Thorfinn blev bekjendt. Einar beklagede at han ej havde ſagt det for, da det ikke var en let Sag at faa Godſet, naar det engang var faldet i Kongens Hænder. Han gav dog Islændingen nogle Penge, idet han raadede ham til

  1. Hvis det forholder ſig rigtigt, ſom Sagaen angiver, at Skatten fandtes oppe i Gaularaaſen eller Byaaſen, maa det Skib, hvorpaa Islændingen holdt Vagt og hvorfra han kunde ſee Thorfinn grave, ikke have ligget i det ſædvanlige Skibsleje i ſelve Nidelven, men derimod i Ilsviken, ved Foden af Graakallen. Muligt er det dog, at Sagaen fejler, og at Gravningen foregik etſteds paa Bakland-Siden, nærmere Lade.