Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/263

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
245
Uenighed mellem Kongen og Einar Thambarſkelve.

Byens Udvidelſe og de Bygningsarbejder, ſom vi ovenfor have omtalt, og ſom vel allerede under hans førſte Vinter- og Vaar-Ophold der efter Magnus’s Død vare paabegyndte. I den Høſt, Vinter og Vaar, ſom Harald nu tilbragte i det Throndhjemſke, deels i Byen ſelv, deels ogſaa paa Rejſer i Herederne, forbitredes hans Dage ikke lidet ved Stridigheder med Bønderne og Lendermandspartiet, iſær med dets Hoved, Einar Thambarſkelve, der maaſkee nu ſaa meget vanſkeligere kunde finde ſig i Kongens Nærværelſe, ſom han i det Aar eller halvandet Aar, Harald havde været ſydpaa, viſtnok ſaa temmelig havde raadet ſig ſelv. Der ſiges, at Harald gik haardt frem mod Bønderne; men om dette nu har beſtaaet i at han gjorde Paaſtand paa højere Afgifter end der tilkom ham, eller han viſte en utilbørlig Strenghed og Griſkhed efter Gods ved Indkrævelſe af Bøder og Inddragning af forbrudt Ejendom, omtales ikke; kun fortælles der, ſom vi ovenfor have berørt, at Einar ved ſlige Lejligheder altid var paafærde ſom Bøndernes Forſvarer, og, da han var lovkyndig, fremſatte Indſigelſer paa deres Vegne, ja ſtundom endog ſagde Kongen reent ud, at Bønderne ej vilde taale nogen Ulovlighed af ham, eller finde ſig i at han brød Landets Ret imod dem. Derved lagde Einar ſig ſaaledes ud med Kongen, at han ikke længer troede ſig ſikker mod dennes Efterſtræbelſer, men omgav ſig med en betydelig Skare af Bevæbnede, ſaa vel hjemme paa ſin Gaard, ſom iſær naar han var i Byen ſamtidigt med Kongen, thi da plejede han at have ikke færre end 8 eller 9 Langſkibe, og henimod 600 Mand. Dette kunde Kongen igjen paa ſin Side ej betragte anderledes end ſom en Utilbørlighed og et Tegn paa Opſætſighed og Selvraadighed, iſær da Einar virkelig nu og da benyttede ſig af ſin væbnede Magt til at trodſe Lov og Ret. Saaledes hændte det engang, da Einar juſt kom til Bryggen med ſine Skibe og gik i Land med ſin lille Hær, medens Kongen ſtod i en Loftſvale, hvorfra han kunde ſee det hele Optog, at denne ſkal have givet ſin Ærgrelſe Luft i et Par Vers, omtrent af følgende Indhold: „her maa jeg ſee den overmodige Einar ſtige i Land med en Skare Huuskarle ſaa talrig, at mangen Jarl nøjer ſig med mindre: han tænker nok paa ſelv at beſtige Tronen, og ender neppe førend han fraraner mig mit Rige, hvis han imidlertid ikke faar Dreng tynde Mund at kysſe“. Einar opholdt ſig nogle faa Dage i Byen, og drev her ſin Trods ſaa vidt, at han paa et Møde, hvor Kongen ſelv var tilſtede, og hvor en overbeviiſt Tyv var ført frem til Afſtraffelſe, brød ind i Spidſen for ſine bevæbnede Mænd og befriede Tyven, alene af den Grund, at denne tidligere havde opholdt ſig hos ham og vundet hans Yndeſt[1].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 57, Snorre Cap. 44, 45.