Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/262

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
244
Harald Haardraade.

Da greb Harald, som sidste Udvej, til et Middel, der vel var temmelig haardt, men dog har været dadlet mere, end det egentlig fortjener. Han lod alle Vig-Gyrdler, eller løse Skandseklædninger, — saadanne sorte man altid med paa Krigsskibe for at bruge dem i Slag[1] — kaste i Søen, fæstede til tomme Tønder og mindre Kar af samme Slags, hvorved de kom til at danne smaa Flaader, og kunde være tunge Byrder uden at synke; ovenpaa dem lod han sætte endeel af de danske Kvinder og andre Fanger, hvilke saaledes vel overlodes til Bølgernes Spil, men vare temmelig sikrede mod at synke, indtil de danske Skibe kunde komme dem til Hjelp. Dette, hvorpaa Harald regnede, skede ogsaa. Sven selv, skjønt yderst ærgerlig over at see Fangsten slippe sig af Hænde, befalede sine Folk at frelse sine Landsmænd, Hustruer og Børn, og hermed gik saa lang Tid hen, at Nordmændene vandt et altfor stort Forspring til at kunne indhentes. Sven vendte derfor tilbage til Lesø. Her traf han dog syv Ledingsskibe, der vare blevne tilbage, uvist af hvad Grund. De tilhørte Bønder fra Viken, der bade om Naade, og tilbede Løsepenge. Der herskede imidlertid saa stor Forbitrelse i Svens Hær over Haralds Fremferd, at mange opfordrede Kongen til at lade dem dræbe, saasom alle Nordmænd burde undgjelde for, hvad Harald havde gjort. Men Sven sagde: „det synes uhæderligt nok, at være usejrsæl i Strid, endsige dertil at svige dem, der frivilligt overgive sig til min Naade; siden vi nu gik Glip af den store Sejr, skulle vi ogsaa skjenke disse Folk Livet uden Mishandling“. Han lod dem altsaa drage bort i Fred. Denne vakre Handling staar visselig i en skarp Modsætning til den Haardhed og Uridderlighed, Harald strax forhen havde lagt for Dagen; men man maa heller ikke glemme, at de af Sven frigivne Bønder vare fra Viken, og at han vel ikke endnu var uden Haab om at kunne vinde dette Landskabs Indbyggere for de danske Interesser[2].

20. Einar Thambarskelves Uenighed med Kongen og Fald.


Harald begav sig om Høsten, og det, som det synes, temmelig tidligt, tilbage til Nidaros, hvor han nu sandsynligviis med Kraft paaskyndede

  1. De bestode, som man af flere Steder, hvor de omtales, kan see, af sammenføjede Planker, og hver af dem synes at have dannet et Kvadrat af omtrent 2 til 3 Alen i Længde og Bredde. Fastgjorte til tomme Tønder maatte de altsaa danne gode Flaader, og det maatte være vanskeligt for dem at synke, endog under svære Byrder.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 50—52, Snorre Cap. 34—35, Fagrskinna, Cap. 184—187. Morkinskinna fol. 9. b. Plyndringen af Heidaby eller Slesvig omtales ogsaa tilligemed den tidligere Herjen af Aaros, af Mag. Adam, III. 13, og henføres af ham, som ovenfor omtalt, temmelig tydeligt til 1049.