Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/262

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
244
Harald Haardraade.

Da greb Harald, ſom ſidſte Udvej, til et Middel, der vel var temmelig haardt, men dog har været dadlet mere, end det egentlig fortjener. Han lod alle Vig-Gyrdler, eller løſe Skandſeklædninger, — ſaadanne ſorte man altid med paa Krigsſkibe for at bruge dem i Slag[1] — kaſte i Søen, fæſtede til tomme Tønder og mindre Kar af ſamme Slags, hvorved de kom til at danne ſmaa Flaader, og kunde være tunge Byrder uden at ſynke; ovenpaa dem lod han ſætte endeel af de danſke Kvinder og andre Fanger, hvilke ſaaledes vel overlodes til Bølgernes Spil, men vare temmelig ſikrede mod at ſynke, indtil de danſke Skibe kunde komme dem til Hjelp. Dette, hvorpaa Harald regnede, ſkede ogſaa. Sven ſelv, ſkjønt yderſt ærgerlig over at ſee Fangſten ſlippe ſig af Hænde, befalede ſine Folk at frelſe ſine Landsmænd, Huſtruer og Børn, og hermed gik ſaa lang Tid hen, at Nordmændene vandt et altfor ſtort Forſpring til at kunne indhentes. Sven vendte derfor tilbage til Lesø. Her traf han dog ſyv Ledingsſkibe, der vare blevne tilbage, uviſt af hvad Grund. De tilhørte Bønder fra Viken, der bade om Naade, og tilbede Løſepenge. Der herſkede imidlertid ſaa ſtor Forbitrelſe i Svens Hær over Haralds Fremferd, at mange opfordrede Kongen til at lade dem dræbe, ſaaſom alle Nordmænd burde undgjelde for, hvad Harald havde gjort. Men Sven ſagde: „det ſynes uhæderligt nok, at være uſejrſæl i Strid, endſige dertil at ſvige dem, der frivilligt overgive ſig til min Naade; ſiden vi nu gik Glip af den ſtore Sejr, ſkulle vi ogſaa ſkjenke disſe Folk Livet uden Mishandling“. Han lod dem altſaa drage bort i Fred. Denne vakre Handling ſtaar visſelig i en ſkarp Modſætning til den Haardhed og Uridderlighed, Harald ſtrax forhen havde lagt for Dagen; men man maa heller ikke glemme, at de af Sven frigivne Bønder vare fra Viken, og at han vel ikke endnu var uden Haab om at kunne vinde dette Landſkabs Indbyggere for de danſke Interesſer[2].

20. Einar Thambarſkelves Uenighed med Kongen og Fald.


Harald begav ſig om Høſten, og det, ſom det ſynes, temmelig tidligt, tilbage til Nidaros, hvor han nu ſandſynligviis med Kraft paaſkyndede

  1. De beſtode, ſom man af flere Steder, hvor de omtales, kan ſee, af ſammenføjede Planker, og hver af dem ſynes at have dannet et Kvadrat af omtrent 2 til 3 Alen i Længde og Bredde. Faſtgjorte til tomme Tønder maatte de altſaa danne gode Flaader, og det maatte være vanſkeligt for dem at ſynke, endog under ſvære Byrder.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 50—52, Snorre Cap. 34—35, Fagrſkinna, Cap. 184—187. Morkinſkinna fol. 9. b. Plyndringen af Heidaby eller Slesvig omtales ogſaa tilligemed den tidligere Herjen af Aaros, af Mag. Adam, III. 13, og henføres af ham, ſom ovenfor omtalt, temmelig tydeligt til 1049.