Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/261

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
243
Harald forfølges af Sven ved Lesø.

lægge ind under Lesø, hvor de tilbragte Natten[1]. Aldrig ſaa ſnart fik Sven dette at vide, førend han ſtrax brød op med ſin ſtore Flaade, for at komme uforvarende over Nordmændene. Lejligheden var ſaa meget gunſtigere, ſom der om Natten faldt en ſterk Taage, der gjorde det umuligt for Nordmændene at ſee hvad man foretog ſig ved Kyſten. Den følgende Morgen var det ſtille. Da Solen ſtod op og adſplittede Taagen, ſaa de i det Fjerne noget ſkinne ligeſom Baal. Man viſte Kongen det, og han befalede ſtrax at tage Tjeldingerne ned og ro afſted ſaa hurtigt ſom muligt, „Danehæren“, ſagde han, „er kommen over os, og Taagen har ſkilt ſig ad der hvor den er; det ſom ſkinner, er deres forgyldte Dragehoveder, der ſtraale i Morgenſolen“. Haralds Befaling blev punktligt adlydt, men Nordmændenes Skibe, der baade vare meget opſvulmede af Vand og ſterkt ladede, ſkede ikke ſaadan Fart ſom Danernes, der ikke i ſaa lang Tid havde været i Vandet Danerne halede derfor ſterkt ind paa dem. Harald ſaa, at dette vilde løbe galt afſted, hvis han ej fandt paa et Raad. Hans egen Drage ſejlede agterſt i hele Flaaden, fordi den var tungeſt at ro, men den havde ogſaa den koſtbareſte Ladning. Han befalede nu at man ſkulde kaſte alſkens Træfang, ſom Ræer,Stænger o. ſ. v., overbord, efter at have fæſtet herlige Tøjer, Klædningsſtykker og andre koſtbare Sager dertil. Alt dette drev nu i det ſtille Vejr med Strømmen ned mod de danſke Skibe, og de, der befandt ſig ombord paa de forreſte af disſe, kunde ikke modſtaa Friſtelſen, men ſtyrede hen til de paa Havet drivende Koſtbarheder, lagde bi og gave ſig til at fiſke dem op. Derved ſinkedes Forfølgelſen, indtil Sven kom til med ſit Skib, og ſkammede ſine Mænd ud, at de opholdt ſig ved ſaadant Fjas, medens de derimod lode Harald undkomme med deres Huſtruer og Døtre. Da gave Danerne ſig igjen til at ro ſkarpt, og det varede ikke længe førend de atter halede ind paa Nordmændene. Harald befalede nu ſine Mænd at lette deres Skibe ved al ſtyrte allehaande tunge Levnetsmidler, ſom Malt, Hvede, Fleſk og Øl i Havet; det hjalp lidt, men Danerne nærmede ſig dog fremdeles.

  1. Morkinſkinna, og følgelig Flatøbogen, ſamt Fagrſkinna, fortælle dette ſaaledes, at Harald, da han var ſejlet videre mod Nord, drejede øſtefter lige til Limfjorden, iſær fordi Vinden drev ham i den Kurs, og at han overnattede ved Samsø, hvor det ogſaa var, at Sven ſøgte at overrumple ham. Men man behøver kun at kaſte et Blik paa Kartet og iagttage deri lange Afſtand mellem Limfjorden og Samsø, for at overbeviſe ſig om at denne Angivelſe er feilagtig. At Harald, ved at komme forbi Skagen, af Nordenvind og Strømmen — der nævnes udtrykkeligt at denne gik ſydefter — kan være dreven henad Hals til, er rimeligt nok, men alene om Lesø kan der være Tale ſom den Ø, ved hvilken han overnattede. De citerede Skaldevers give her ingen Oplysning, da de kun i Almindelighed tale om „Jyllands-Havet“.