lægge ind under Lesø, hvor de tilbragte Natten[1]. Aldrig saa snart fik Sven dette at vide, førend han strax brød op med sin store Flaade, for at komme uforvarende over Nordmændene. Lejligheden var saa meget gunstigere, som der om Natten faldt en sterk Taage, der gjorde det umuligt for Nordmændene at see hvad man foretog sig ved Kysten. Den følgende Morgen var det stille. Da Solen stod op og adsplittede Taagen, saa de i det Fjerne noget skinne ligesom Baal. Man viste Kongen det, og han befalede strax at tage Tjeldingerne ned og ro afsted saa hurtigt som muligt, „Danehæren“, sagde han, „er kommen over os, og Taagen har skilt sig ad der hvor den er; det som skinner, er deres forgyldte Dragehoveder, der straale i Morgensolen“. Haralds Befaling blev punktligt adlydt, men Nordmændenes Skibe, der baade vare meget opsvulmede af Vand og sterkt ladede, skede ikke saadan Fart som Danernes, der ikke i saa lang Tid havde været i Vandet Danerne halede derfor sterkt ind paa dem. Harald saa, at dette vilde løbe galt afsted, hvis han ej fandt paa et Raad. Hans egen Drage sejlede agterst i hele Flaaden, fordi den var tungest at ro, men den havde ogsaa den kostbareste Ladning. Han befalede nu at man skulde kaste alskens Træfang, som Ræer,Stænger o. s. v., overbord, efter at have fæstet herlige Tøjer, Klædningsstykker og andre kostbare Sager dertil. Alt dette drev nu i det stille Vejr med Strømmen ned mod de danske Skibe, og de, der befandt sig ombord paa de forreste af disse, kunde ikke modstaa Fristelsen, men styrede hen til de paa Havet drivende Kostbarheder, lagde bi og gave sig til at fiske dem op. Derved sinkedes Forfølgelsen, indtil Sven kom til med sit Skib, og skammede sine Mænd ud, at de opholdt sig ved saadant Fjas, medens de derimod lode Harald undkomme med deres Hustruer og Døtre. Da gave Danerne sig igjen til at ro skarpt, og det varede ikke længe førend de atter halede ind paa Nordmændene. Harald befalede nu sine Mænd at lette deres Skibe ved al styrte allehaande tunge Levnetsmidler, som Malt, Hvede, Flesk og Øl i Havet; det hjalp lidt, men Danerne nærmede sig dog fremdeles.
- ↑ Morkinskinna, og følgelig Flatøbogen, samt Fagrskinna, fortælle dette saaledes, at Harald, da han var sejlet videre mod Nord, drejede østefter lige til Limfjorden, især fordi Vinden drev ham i den Kurs, og at han overnattede ved Samsø, hvor det ogsaa var, at Sven søgte at overrumple ham. Men man behøver kun at kaste et Blik paa Kartet og iagttage deri lange Afstand mellem Limfjorden og Samsø, for at overbevise sig om at denne Angivelse er feilagtig. At Harald, ved at komme forbi Skagen, af Nordenvind og Strømmen — der nævnes udtrykkeligt at denne gik sydefter — kan være dreven henad Hals til, er rimeligt nok, men alene om Lesø kan der være Tale som den Ø, ved hvilken han overnattede. De citerede Skaldevers give her ingen Oplysning, da de kun i Almindelighed tale om „Jyllands-Havet“.
